Junibevægelsens endeligt

Et lærestykke fra Unionen

Valgresultat til EU-parlamentet betyder farvel til Junibevægelsen. Tilbage står stifteren Jens Peter Bonde, en af de mest vidende personer om EU-konstruktionen, men også en politisk platugle, der er gået hele vejen fra modstand til omfavnelse af unionen. Historien om Junibevægelsens opstigning og fald er et unionseuropæisk lærestykke.

Kommunistisk Politik 13, 2009

Junibevægelsen førte valgkamp for et bedre EU - og tabteSkal man give Junibevægelsen en retfærdig placering i dansk politik, kan man ikke komme uden om, at det for en periode blev et ståsted for ærlige og bekymrede demokrater som Ebbe Kløvedal Reich og andre. Det var i øvrigt sammenfaldende med, at Socialdemokratiet i 1990erne sad på regeringsmagten. Bekymringen gjaldt ikke mindst, at Dansk Folkeparti sammenkædede kritik af EU med en reaktionær retorik, især vendt mod indvandrergrupper i Danmark. De søgte en grundlæggende EU-positiv, men kritisk politik.

Junibevægelsen var bare det fuldstændigt forkerte svar.
EU er simpelthen ikke løsningen – heller ikke løsningen på de højrerabiate nationalistiske tendenser.

Fra EU-kritisk til unionsglad

Ledelsen af Junibevægelsen med den drevne EU-parlamentariker fra Folkebevægelsen Jens Peter Bonde i spidsen var fra starten ude på en glidebane med mere og mere EU på programmet.

Faldet fra en politik for at få Danmark ud af EU og for opløsning af unionen endte med hans aktive deltagelse i unionsforfatnings-konventet og hans samarbejde med den irske milliardær Declan Ganley som rådgiver for det pan-europæiske parti Libertas, en EU-kritisk liste ikke helt ulig Juni-bevægelserne i Danmark og Sverige, som opstillede kandidater i en række lande til det netop afsluttede parlamentsvalg – uden held.

Ganley stiftede partiet i 2006 og kandiderede som formand for det til EU-parlamentet, men blev ikke valgt på trods af en kostbar kampagne i Irland og mange lande, hvor det stillede op. Ganley havde i forvejen brugt en formue på den vellykkede irske nej-kampagne mod Lissabon-traktaten, og betegnes i de borgerlige medier som ’strategen’ bag nej’et.

Hans Libertas-parti er nu i store økonomiske vanskeligheder, og Ganley har allerede erklæret, at han ikke vil, eller kan, lægge penge i en ny nej-kampagne, når irerne tvinges til at stemme om, fordi resultatet af folkeafstemningen ikke passede unionsborgerskabet.

Og for hans partnere i den danske og svenske Junibevægelse blev parlamentsvalget en katastrofe: Den danske Junibevægelse tabte sit ene, den svenske alle sine tre mandater.

Jens Peter BondeJens Peter Bonde rasede dagen efter EU-parlamentsvalget i medierne mod at Junibevægelsens topfigurer Keld Albrechtsen og hans afløser i EU-parlamentet Hanne Dahl allerede på valgnatten erklærede den for død. Bonde kunne have sikret valgsejren, mente han.

Selvom Jens Peter Bondes forslag til forfatningen aldrig blev inkorporeret i den officielle tekst, drømmer han stadig om nye traktater. I maj 2009 udtalte han:
Den næste traktat bør ikke være større, end den kan læses af statsministrene. Den bør indeholde i det mindste tre vigtige reformer med Åbenhed, Nærhed og Demokrati = ÅND.

Kurs mod intetheden

Junibevægelsens valgkamp gav et indtryk af en bevægelse, der var forvandlet til et luftkastel i ord og handling. Dens sidste formand, tidligere MF’er Keld Albrechtsen havde som hovedbudskab grundlovsdag et krav om, at hvert land skulle vælge en EU-kommissær ved direkte valg!

Hanne Dahls EU begejstring var fuldstændig åben:
–  EU kan ikke i længden bestå i sin nuværende form. Derfor er det nødvendigt, at vi insisterer på at være opposition. Vi må igen og igen, uanset hvor mange tæsk vi får, formulere, at EU er alt for vigtigt et samarbejdsforum til at være så håbløst udemokratisk og magtarrogant.

Fra starten var det indlysende for nogenlunde klarttænkende EU-modstandere, at Junibevægelsen havde lagt sporene i en retning, der med tiden ville betyde at organisationen ville blive anonym som en hovedkraft i kritikken af unionen og ikke være i stand til at fastholde grebet i den faktisk eksisterende, brede og folkelige, unionsmodstand. Det skete reelt allerede, da Jens Peter Bonde gik med i forfatnings-konventet, og Junibevægelsen efterfølgende blev reduceret fra tre til et mandat ved valget til i EU-parlamentet for fem år siden, i 2004.

Et likvidationsforsøg der ramte gerningsmanden

At den nuværende ledelse nærmest faldt over hinanden ud af døren fra de første exit pools, er vel det mest tydelige eksempel på at reformisme betyder likvidering af kampen. En sidste foræring til Dansk Folkeparti kom, da formanden, Enhedslistens Keld Albrechtsen brugte valgaftenens partilederrunde til at beklage, at den ”EU-kritiske vælger” havde valgt højrefløjen.

For den konsekvente EU modstand er der ikke grund til gravøl ved Junibevægelsens bortgang. Junibevægelsen startede sin march mod intetheden ved efter det succesrige Nej til Maastricht-traktaten i 1992 at splitte den danske EU-modstands brede samlende organisation Folkebevægelsen mod EU, der samlede henved en fjerdel af samtlige danske vælgere bag sig ved de første EU-parlamentsvalg og havde stemmer nok til fire EU-parlamentarikere.

Splittelsen af Folkebevægelsen og dannelsen af Junibevægelsen betød en periode med en simpel overlevelseskamp for Folkebevægelsen mod EU og den konsekvente EU_modstand.

Som den nu afdøde Susanne Arends erindrede i forbindelsen med JuniBevægelsens 10 års fødselsdag startede organisationen sin karriere ved at tre af Folkebevægelsens parlamentarikere gik og efterlod en gæld på over to millioner og én parlamentariker til Folkebevægelsen.
– Det blev som en skilsmisse, hvor den ene går med børn, hus og formue og lader den anden sidde tilbage med gælden og de møbler, hvor et eller flere ben er knækkede.

Junibevægelsen har med valgnederlaget forladt den unionsparlamentariske scene, og dermed dansk politik i det hele taget. Likvidationsforsøget mod Folkebevægelsen endte med gerningsfolkenes egen politiske undergang.

Folkebevægelsen mod EU har kronisk været i kamp mod splittelsesmagere fra både borgerlige, grønne og venstreorienterede partier. Masser af penge og kræfter er brugt på såkaldt brede initiativer og udgivelser, der skulle sikre en langsom død for EU-modstanden. Hvis modstanden ikke er konsekvent, ender den med ikke at være der overhovedet.

Resultatet af de mange splittelsesforsøg er at Folkebevægelsen stadig står og er kommet styrket ud af valget til EU-parlamentet.
Hvilket også er en alvorlig streg i regningen for regeringens og folketingsflertallets planer om et opgør med de danske forbehold – og deres håb om at unionsmodstanden ville forsvinde.

Se også
Folkebevægelsen samler EU-modstanden
Kommunistisk Politik 13, 2009

Netavisen 16. juni 2009


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne