En stemme fra gulvet

Der var ikke blot flere hundrede tusinde til 1. maj-demonstrationer landet over. Enkelte steder var tilmed arbejderklassens kernetropper på talerstolen

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 10, 2009

Lars Løkke under storkonflikten foråret 2008Gader, pladser og parker blev i fredags erobret af arbejdere som unge. Landet over deltog hundredtusinder i 1. maj-demonstrationer. Det kan nok være, at vejret begunstigede antallet, men tag ikke fejl: Det bærende element er den voksende harme over levevilkårene, krigstilstanden og det demokratiske underskud i samfundet.

Alene i København havde omkring 150.000 – måske flere (politiet underbyder som sædvanligt med 120.000) – sat hinanden i stævne i Fælledparken. De lokale demonstrationer fra fagforeningerne meldte om usædvanlig kampgejst.

Denne stemning blev desværre druknet i forbundenes telte af øl og reformistiske talere. Det samme gælder for LO-Storkøbenhavns og ”Rød 1. majs” scener.
Men der var luftrum til at forblive i kampånden. APK og DKU havde sikret en oase på Den Røde Plads, hvor der blev angivet en retning igennem det mere end fem timers politiske program.

Tillidsmand Olaf Christensen fra Trykkompagniet havde i sin tale følgende afsæt for dagen:

”1. maj er for mange en rigtig festdag, hvor der i talerne vil lyde store ord om solidaritet og fællesskab. Der vil blive talt rigtig meget om velfærd, men spørgsmålet er, om det er en solidarisk velfærd, der tales om.
Fagbevægelsens fællesskab skulle gerne være for alle – og være her, vi altid kunne regne med den støtte og solidaritet, der tales så meget om, som når man f.eks. blev ramt af arbejdsløshed.
Fagbevægelsen har desværre gennem de sidste 30 år svigtet gruppen af arbejdsløse, som har fået ringere og ringere vilkår, og det må i dag være svært at føle sig som en del af den solidaritet og det fællesskab, der vil blive snakket om i dag.”

Olaf har som tillidsmand i den grafiske branche repræsenteret flere hundrede trykkere og trykkeriarbejdere på Trykkompagniet, som nu er ved at lukke ned. Berlingeren, Jyllands-Posten og forskellige gratisaviser har fundet andre og billigere græsgange. De ansatte bærer byrden med fyresedler og usle dagpenge.

Olaf kunne overgå til tillidsrepræsentant for en flok arbejdsløse, hvis fagbevægelsen rummede plads til det. Det gør den ikke! Det har nu ikke kyst Olaf, som helt uanfægtet har oprettet et mødested for de fyrede arbejdskammerater, hvor de mødes hver anden uge.

Det handler ikke om at pibe over situationen, men om at tackle og lære af hinandens problemer med a-kassen og systemet. Det er givtigt. De trodser hermed systemets normale individualisering af arbejdsløshedsproblemerne. Det er heller ikke fremmed i den grafiske branche, som i mange år havde en markant mere solidarisk holdning til de arbejdsløse dagpengemodtagere, som den dag i dag i øvrigt mange steder også kommer til udtryk i ligeløn mellem de udlærte trykkere og de ufaglærte trykkeriarbejdere.

Tidligere fik arbejdsløse typografer og trykkere nedsat kontingent og opsuppleret dagpengesatsen fra en pulje, som deres arbejdende medlemmer spyttede i. Disse ordninger forsvandt, da typografernes afdeling i København blev optaget i HK.

Den solidariske indgang i tænkning og praksis til problemerne, som trykkerne på Trykkompagniet praktiserer, er så vigtig at få sat ord på og videreformidlet. Ikke mindst i denne krisetid, hvor virksomheder tørrer deres ansvar og problemer af på arbejderklassen. Trykkerne har vist en vej, og det bør give inspiration til mange tanker og ideer på andre virksomheder.

Olaf forblev ikke ved tænkningen og ideerne, men angav også en retning for arbejdsløshedkampen:

”Det er på tide, at vi i fagbevægelsen siger stop og begynder at tale de arbejdsløses sag.
Fagbevægelsen må derfor kræve over for en kommende ny regering:

At dagpengenes værdi skal genoprettes.
At forringelserne på efterlønnen fjernes.
At den meningsløse aktivering fjernes.
At man på dagpenge har ret til selvvalgt uddannelse.
Sådanne krav vil være værd at strejke for…

Der vil snart være over 100.000 officielt arbejdsløse. Der er meget at få rettet op på – og det haster.

Læs hele Olaf Christensens 1. maj-tale her

Netavisen 7. maj 2009