55.000 unge danske krigsveteraner

Der sendes stadig flere frivillige soldater til imperialistiske krige og militæroperationer, og der bliver stadig flere krigsveteraner med problemer.

Kommunistisk Politik 5, 2008

Danske soldater i IrakDet anslås, at der er 40.000 krigsveteraner fra tiden med Danmark som krigsførende nation – det vil sige fra de vestlige imperialistmagters bombninger i Jugoslavien og Kosovo og senere udstationering af beskyttelsesstyrker, over deltagelse i krige og konflikter i Eritrea, Kashmir, Georgien, Bosnien-Herzegovina og Kosovo til Irak og Afghanistan. Altså i tidsrummet 1994-95 og frem til i dag.

Da der i stigende grad også har deltaget militære delinger med danske paramilitære civile soldater under private foretagenders ledelse, må begrebet krigsveteran også omfatte hjemvendte fra disse militærdelinger. Hvis vi tæller dem med, er veteranernes tal helt oppe på 55.000, blot fra invasionen af Irak og Afghanistan og frem til i dag.

Efter 18 år med danske soldater i krigshandlinger rundt om i verden har landet fået et stadig stigende veteranproblem. At komme fra den hjemlige fred ud i krigstilstand og retur igen giver en lang række følgeproblemer for mange af de hjemvendte soldater. Forsvaret og den danske stat er reelt uvidende om, hvilke skader der er tale om, og er også uvidende om, i hvor høj grad veteranerne lider af dem. Derfor findes der ikke nogen officielle tal for de hjemvendte soldaters skader, eller hvordan det går dem i det hele taget.

Skaderne bliver ikke mindre af, at soldaterne har deltaget i imperialismens voldsorgier.

Traumer og savn af adrenalinsus

Ved lidt søgen i diverse kilder kan vi få en ide om veteranernes tilstand. Psykiske traumer rammer mere end tyve procent af de hjemvendte soldater. Heraf lider de fleste af posttraumatisk stress-syndrom (PTSD), men der er også tale om flashbacks, mareridt, søvnløshed, koncentrationsbesvær, gråd, depression, alkohol- og stofmisbrug, rodløshed og hjemløshed og selvmordstanker samt forsøg på at udrydde egen familie.

Undersøgelser, der er foretaget de sidste par år, viser, at følgevirkningerne af at have deltaget i en barbarisk uretfærdig imperialistisk krig også kan være en række fysiske skader, som ikke er opstået i egentlige kampsituationer, ligesom det kan være almindeligt dårligt helbred samt problemer med at tilpasse sig det normale liv med arbejde og familieliv.

Det har vist sig, at alle disse krigsskader har været tiltagende de senere år, i takt med krigens varighed og intensitet og barbariske karakter.
Alle disse symptomer svarer godt overens med de andre krigsførende nationer, som Danmark kan sammenlignes med, som Storbritannien, Frankrig, Rusland, Tyskland og andre samt regeringens Big Brother udi krig, USA.

Krigsskaderne har for en del hjemvendte soldater ført til, at de har fået atypiske reaktionsmønstre med de konsekvenser, der følger med dette. I de mest ekstreme tilfælde melder veteranerne sig under fanerne som livvagter i private hære, herunder væbnede paramilitære korps, som i stort tal arbejder i Irak og Afghanistan og andre steder i verdens krigszoner.

Veteranerne er ligeledes efterspurgte hos rockere og andre voldelige bander, idet de har nogle færdigheder, der er stærkt efterspurgte i disse kredse, nemlig et godt kendskab til våbenbrug, sprængstoffer og vold.

Gigantrøveriet af våben fra Antvorskov Kaserne er blot det seneste eksempel på kriminalitet begået af krigsveteraner i samarbejde med aktive tjenstgørende udlandssoldater.

I almindelighed er de tidligere soldater efterspurgte indenfor vagtselskaber, der opererer i Danmark. Almindelige job som vagttjeneste hos G4S, det tidligere Falck, ISS og andre selskaber samt dørmandsjob og lignende er også populære blandt veteranerne. Man må ligeledes formode, at en del veteraner bliver rekrutteret af politiet, og af de mere suspekte og hemmelige væsener i Danmark, og måske også andre steder.

Hertil skal dog tilføjes, at en del veteraner også får almindelige job som dig og mig og fint indgår i det civile samfund.

De traumatiske hændelser under krigstjeneste har ført med sig, at nogle savner adrenalinsuset fra de ”skarpe” situationer. En del får udløsning herfor gennem anerkendt ekstremsport såsom boksning, kampsport, faldskærmsudspring og lignende. Men der en tendens til, at flere tager ulovlige og farlige midler i brug.

Det kan være dødskørsel gennem tæt bebyggede byområder med fare for andres liv og lemmer, skydning med stjålne våben mod skilte, træer og andet i by og på land og ”afprøvning” af stjålet sprængstof i skov eller på mark og lignende.

Arbejderklassens dårligst stillede unge rekrutteres

Det har længe været kendt, at vores krigsminister og det såkaldte forsvar har haft mere end svært ved at rekruttere nyt menneskemateriale som kanonføde i Afghanistan.

Ikke nok med, at det er en ulovlig og krigsforbryderisk krig, man skal ned til, og det tilmed er farligt. Det har også været en hidtil uset mulighed for at få arbejde de seneste år, selv for de ufaglærte grupper.

Men dette har ikke fået de unge rekrutter til at stå i kø for at dræbe. De militære korps har talt om ’sammenbrud’ og lavpunkt i unges villighed til at blive soldater.

Alligevel får militæret organiseret tilstrækkeligt med mennesker til at fortsætte krigene. Godt nok bliver flere presset til at tage tur nummer to eller tre i krigszonerne. Det har ikke helt løst rekrutteringsproblemet, men det har gjort krigstraumerne hos disse mere erfarne soldater desto større.

Hvem er det, der bliver rekrutteret til dansk krigstjeneste, og hvorfor lader de sig rekruttere?

Den almindelige soldat bliver overvejende rekrutteret blandt unge mænd, der føler, at de har en triviel hverdag, og føler sig fremmedgjorte. Ikke mindst folk uden job eller med skiftende ufaglærte job, ringe uddannelse, ringe social ballast og manglende nærværende forældre.

Det kan være unge, der også har problemer i de menneskelige sociale relationer, hurtigt skiftende partnere, druk og anden misbrug, uhensigtsmæssig bilkørsel og uoverensstemmelser med lov og orden.

Udadtil siger disse unge soldater, at de kæmper for ’de vestlige værdier’, kæmper for deres familie derhjemme og lignende. Men den virkelige grund kan sagtens være, at de vil have styr på deres liv, have mulighed for uddannelse, karriere og god løn. Alt det de bliver lovet i krigsministeriets vulgære kampagner.

Desuden er der i mange ungdomskredse status i at være en sej soldat, en der har styr på det hele. Det peger jo også klart på, at det er blandt arbejderklassens dårligst stillede, der bliver rekrutteret til de laveste niveauer i det militære hierarki.

At hverken jobbet, karrieremulighederne og uddannelsen som menneske i krigszonerne svarer til, hvad man er blevet lovet, gør blot, at den, der kommer hjem som veteran, kan gemme på endnu mere frustration, mistillid til samfundet og manglende muligheder socialt, jobmæssigt og ikke mindst menneskeligt. Dette kan kun fremskynde den sociale rutsjetur ned ad den sociale rangstige.

Ingen hæder – men hjælp

Hærens Konstabelforening og grupper af veteraner og pårørende vil gerne have, at det danske folk hædrer de hjemvendte krigere. Men i betragtning af, at de danske soldater medvirker i en ulovlig røverkrig, en krig, der udkæmpes især for USA’s hær og administration med den hensigt at røve olie og andre råstoffer, røve land og strategiske baser for en fortsat kurs for at underlægge sig verden, kan der ikke blive tale om hæder til disse hjemvendte veteraner.

Ingen ære til soldater i en røverhær, ingen hæder til veteraner fra en uretfærdig og folkeretligt ulovlig røverkrig.

Derfor et klart nej til mindesmærker, flagdage, og i øvrigt markeringer til fordel for deltagerne i disse krige. De stakkels soldater, der kommer hjem som traumatiserede veteraner, endda til en modvillig befolkning, skal ikke hædres, men må lære at forstå en kapitalistisk og imperialistisk hærs karakter som forbryderisk mod verdens folk.

En anden sag er så, at staten og regeringen, der i sidste ende er ansvarlige for veteranernes problemer efter deres krigsdeltagelse, må være forpligtet til at stille nødvendig hjælp til rådighed, når der er brug for den, og hvor der er brug for den.

Den bedste støtte, civilsamfundet kan give de aktive deltagere i imperialismens krige, er at stoppe krigene og trække soldaterne hjem.

Netavisen 24. februar 2009