Da kongressen dansede: Hvad Obama ikke sagde

Præsidenten danserDer var dømt fest på alle kanaler. Hundrede millioner fulgte med i den direkte transmission, mens  et par millioner mennesker samledes  i Washington for at overvære Obamas indsættelse som præsident, da  George W. Bush var lusket ud af Det Hvide Hus til buh-råb til en tilværelse som forhadt og foragtet eks. En fremtid kunne være på anklagebænken i en krigsforbryderdomstol.

Folk verden over ser frem til CHANGE, til FORANDRING.
Dette ord, overskriften på Obamas valgkampagne og den afgørende nøgle til Det Hvide Hus, forekom imidlertid ikke en eneste gang i hans tiltrædelsestale, som i den almindelige obamafori på stedet blev udnævnt til at være blandt de ypperste, der nogensinde er holdt.

Og så dansede kongressen til de fremmeste bands, mens palæstinenserne talte deres lig og Israel fortsat afviste at lade humanitær hjælp komme til det blødende Gaza.

Det var et andet ord, Obama ikke tog i sin mund: Gaza, som om det havde en bitter smag ved sig. Hvor ville verden ikke have jubler, hvis den amerikanske præsident havde meddelt, at USA ændrede sin politik fra støtte til Israels folkemord til anerkendelse af palæstinensernes rettigheder, indbefattet for dets demokratisk valgte ledelse, Hamas.

At undlade at nævne det mest betændte globale brændpunkt lige nu er selvfølgelig ingen tilfældighed, men også en understregning af, at Obamas påkaldelse af alle amerikanske humanitære traditoner og respekt for menneskerettighederne er rutineretorik, selvom det er den mest bemærkelsesværdige forskel i forhold til Bush og dennes konstante militaristiske udladninger.

Præsident Obama undlod også at nævne ordet Israel, for det ville have været en skærende mislyd. Når det er for upopulært at sige noget positivt, så hellere tie. Og Obama taler ikke bare, han tier også. I 25 dage undlod han at sige noget som helst, mens det zionistiske Israel gennemførte en hitleragtig massakre og et folkemord for øjnene af en hel verden, selvom journalister blev nægtet adgang og nyhedsbureauer i Gaza bombet.

Det var ikke Israel han talte om, da han henvendte sig direkte til dem, der bedriver terror og nedslagter uskyldige, og erklærede:
”Vil vil ikke undskylde vores levevis. Ej heller vil vi vakle i vort forsvar af vort liv. Og til dem, der søger at drage fordel af vor levevis gennem terror og nedslagtning af uskyldige, siger vi, at vor viljestyrke er stærkere og kan ikke knækkes. I kan ikke udmatte os, og vi vil besejre jer.”

Det var Obama som et ekko af Bush, og en erklæring om, at Bush’s ’krig mod terror’ vil blive fortsat under Obama. En enkelt sætning viser hele forskellen i den tidligere og den nuværende præsidents retoriske tilgang i denne hensigtserklæring:
” Vi vil med ansvarlighed begynde at overlade Irak til dets folk og skabe en fortjent fred i Afghanistan.”

Disse sætninger annoncerer på en gang en begyndende amerikansk tilbagetrækning fra det kaos, supermagten har skabt i Irak, og en optrapning af krigen i Afghanistan, som USA og NATO står til at tabe militært, mens Obama vil sende nye titusinder af besættelsestropper, amerikanske og europæiske, til landet i et forsøg på at vende det til sejr. Obamas ’fortjente fred’ betyder ’mer krig’, fortsat imperialistisk aggression.

Obma sagde meget andet i sin tiltrædelestale. Han sidestillede fascisme og kommunisme og roste ’tidligere generationer’ for at have besejret begge og kom med en glødende trosbekendelse til kapitalismen som økonomisk og politisk system:
”Markedets evne til at skabe rigdom og udvide friheden er uden sidestykke.”
Dog skal det reguleres, tilføjede han, tvunget af den største globale økonomiske krise i de sidste halvfjerds år.

Men så dansede han  og kongressen også …

Se også

Obama sat på prøve
Kommunistisk Politik 2, 2009

Kommunistisk Politiks kommentarer ved George Bush’s indsættelse som præsident i 2001 godt et halvt år før ’11. september’

Den uægte præsident
KP2, 2001

Krigshøvdingen og slagteren
KP4, 2001

Netavisen 22. januar 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne