For 30 år siden: DKP/ML stiftet

Af Klaus Riis

Program og love for DKP/ML - Vedtaget på den stiftende kongres i slutningen af 1978Det var op til nytår 1978, i hvad der skulle vise sig at være den værste snestorm i Danmark i de sidste 30 år: Danmarks Kommunistiske Parti – med den stolte tilføjelse Marxister-Leninister – holdt sin stiftende kongres den 29.-31. december på en lilleskole i omegnen af København.

De tilstedeværende følte, at de var med til en begivenhed, der ville skrive historie, og de tog ikke fejl: DKP/ML betød en genfødsel og fornyelse af den kommunistiske og revolutionære bevægelse i Danmark.

Det engang revolutionære DKP havde elimineret sig selv med sit ’antimonopolistiske demokrati’, parlamentsliderlighed og fortvivlede allianceforsøg med socialdemokraterne i konkurrence med nu afdøde Gert Petersens SF. DKP repræsenterede samtidig som parti den pseudosocialistiske sovjetiske supermagts synspunkter og interesser. En statsmonolistisk kapitalisme var etableret, selvom nogle socialistiske former blev bibevaret, herunder det revisonistiske SUKPs ’ledende rolle’.  Gamle revolutionære som Carl Madsen blev ekskluderet fra DKP.

Opgøret med den sovjetiske variant af den moderne revisionisme og dens farlige og illusoriske drøm om ’fredelig overgang’ til socialismen, uden revolution, var en af de grundlæggende forudsætninger for stiftelsen af det ny parti.

I kølvandet på kampen mod Vietnam-krigen og EU-afstemningen i 1972 oplevede venstrekræfterne en betydelig fremgang i medlemmer og positioner. Det gjaldt ’det nye venstres’ VS, det gjaldt DKP, men det gjaldt også den revolutionære kommunistiske bevægelse, som i de år repræsenteredes især af KFML og var maoistisk. I 1976 stiftedes det maoistiske KAP. Opgøret med maoismen og dens danske nedslag var en anden af de vigtige konkrete forudsætninger for stiftelsen af DKP/ML.

70ernes politiske opsving var ved at være forbi, Danmark var på vej ind i ’fattigfirserne’ med krise og en stadig kraftigere antikommunistisk  offensiv fra borgerskabets og reaktionens side. Det blev ’krisetid’ for venstrefløjen. DKP mistede hurtigt sin kortvarigt genvundne folketingsplads; VS fulgte derpå efter. KAP overlevede ikke mødet med virkeligheden og begyndte at gå i opløsning.  Preben Møller Hansens udbrydergruppe fra DKP Fælles Kurs opnåede en kortvarig parlamentarisk succes, ikke mindst hjulpet frem af EkstraBladet – og forsvandt så ud i mørket igen:
I disse vanskelige år i første del af firserne opbyggede DKP/ML sig som landsdækkende parti.

Partiet gik ind i en lang række klassekampe, mod krise, krig og reaktion for at ’lade de rige betale krisen’. Det mobiliserede mod de to imperialistiske supermagter USA og Sovjetunionen, som under denne fase af ’den kolde krig’ både samarbejdede og konkurrerede om verdensherredømme – ofte gennem lokale  agenturer. Partiet gik i spidsen for solidariteten og protesten i forbindelse med Israels på de to palæstinensiske flygtningelejre i Libanon Sabra og Chatila.

Savage Rose ved støttearrangement for Dagbladet ArbejderenDet udfoldede en heftig udgivelsesvirksomhed. En lang række bøger af Enver Hoxha og revolutionære klassikere kom på dansk. Ny arbejderlitteratur,
ikke mindst arbejderdigte, blev udgivet. Nexø forlag udgav også megen progressiv musik og blev udgangspunkt for Savage Roses danske plader. Partiets revolutionære gejst afspejler sig i disse. Og partiet udvidede til stadighed Arbejderen i sidetal og udgivelseshyppighed, først som 14-dagesblad, så som ugeblad og til sidst som dagblad.

Med Gorbatjov var tiden kommet for Sovjetunionen og de øvrige revisionistiske lande i Europa at kaste masken. Under paroler om fornyelse afførte man sig den socialistiske forklædning. De sovjetrevisioinistiske partier gik i opløsning, DKP indbefattet. Dagbladet Land&Folk gik ind, ungdomsforbundet nedlagdes. Kommunistisk Forum – det senere KpiD – blev dannet. Det revisionistiske DKP var spaltet i stumper og stykker.

Også i dernne forvirringens tid holdt DKP/ML fanen højt. De kontrarevolutionære processer i Europa var ikke udtryk for socialismens fallit, men revsionismens – og ’den ny verdensorden’, som nu opstod, ville ikke blive fredelig og sikre social fremgang globalt, som det blev påstået, men ville være imperialismens tyranniske krigsuorden. Og det skulle snart vise sig.

I den almindelige krisesituation for venstrekræfterne og den forstærkede reaktionære offensiv holdt DKP/ML sine positioner – og begyndte at rykke frem igen. F.eks. i kampen om et Nej til Maastricht-traktaten i 1992, som betød at  klassekampens tilbagegangskurve blev stoppet. Partiet tog initaitiv til dannelsen af en ny revolutionær ungdomsorganisation – Rød Ungdom …

Her knækkede filmen, og DKP/ML. I 1997 kom det til et brud mellem et stort mindretal, der fastholdt partiets revolutionære linje, og et flertal, der ville ændre den. Det førte til at de revolutionære kommunster forlod DKP/ML og dannede først organisationen Oktober, siden – sammen med kammerater, der havde forladt KpiD og andre revisionistiske organisationer – Arbejderpartiet Kommunisterne i april 2000. Ironisk nok var en forudsætning for dets dannelse opgøret med DKP/MLs revisionistiske udskred.

Ved splittelsen forudsagde vi, at det opportunistiske flertal ikke bare ville likvidere DKP/MLs revolutionære linje, men også organisationen. Det skete med dannelsen af det såkaldte ’Kommunistisk Parti. Men revisionismen har aldrig haft nogen fremtid.

Som DKP/ML genoptog, forsvarede og udviklede det revolutionære DKPs linje, forsvarer og viderefører APK i det 21. århundrede arven fra de revolurionære kommunistiske partier DKP og DKP/ML.

Klaus Riis var formand for DKP/ML fra 1978-1997

Netavisen 17. januar 2009