FN’s menneskerettighedserklæring 60 år: Den uafsluttede historie

Af Patrick Mac Manus
Foreningen Oprør

To artikler om menneskerettighederne og kampen for dem gennem århundreder – med et tilbageblik på den danske borgerrettighedsaktivist J. J. Dampe

Den tilkæmpede historie – at fejre menneskerettighederne

Menneskerettighederne er vokset frem igennem historien, en konfliktfyldt proces, der ikke er afsluttet. 

Amerikanske menneskerettighedsforbrydelser:Billeder fra Abu GhraibVerdenserklæringen om Menneskerettigheder i Paris i december 1948 er hverken den første eller den sidste. Historien og verden vil også i fremtiden skabe nye dimensioner i menneskets forsøg på at definere sit liv og sin fremtid. Nye dimensioner vil også blive tilføjet i de kommende årtier. Herunder også ‘naturens rettigheder’, en erkendelse af menneskets nødvendige afhængighed og ansvar her på jorden.

Menneskerettighederne er vokset ud af den konflikt, der har skabt den verden vi lever i . Slaveopstand og bondeoprør er en del heraf. Dette er tilfældet både her og i verden.

De færreste af os er udsprunget af herremændene, de fleste af os er bøndernes børn. Bondeoprørene var båret af tidens utopi, af drømmen om frihed i et folkeligt monarki. Et monarki, der ophævede herremændenes magt.

Midlertidige sejre over adelens hær endte i bondeoprørets nederlag mod adelen, biskopperne og udenlandske lejetropper. Massakrer og henrettelser var resultatet. Blandt de navnløse tusinder, der rejste sig i oprøret, er der enkelte der kan huskes. Halshugget den 9. september 1536 i Viborg, blev Skipper Clement parteret og lagt på stejle med en krone af bly på hovedet. Erindringen har overlevet nederlaget og er del af menneskerettighedernes ofte voldsomme udspring. I dag er hans krone ikke af bly.

Til vores egen erindring hører også Jacob Jacobsen Dampe, der i 1821 blev dømt til døden for landsforræderi. Dødsdommen blev omstødt til livsvarig fængsling, et femårigt ophold i Kastellet og tyve strenge år på Frederiksø og Christiansø.

Han var ikke den eneste, der blev dybt bevæget af revolutionens Menneskerettighedserklæring i 1789 i Frankrig: “Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder. Social forskel kan kun begrundes med hensynet til det almene vel. Enhver politisk sammenslutnings mål er bevarelsen af menneskenes naturlige og umistelige rettigheder. Disse er: Frihed, ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse.” 

For Jacob Jacobsen Dampe var tiden var inde til et folkestyre. At erstatte enevælden med en nationalforsamling. Han så ingen anden udvej end opfordring til opstand.

Det var først i 1848, at han blev løsladt. I 1858 fik Jacob Jacobsen Dampe offentliggjort sine erindringer med titel “Fortælling om mit fængsel i hårdeste grad i tyve år, og min forvisning i syv år, lidelser, mig tilføjede formedelst min lære om folkets ret“. Det er netop af sådanne vilkår, fængslinger og forvisninger, at folkeretten så ofte er udsprunget i historien.

Allerede år inden den franske revolution blev den amerikanske uafhængighedserklæring skrevet af oprørere mod den engelske kolonimagt i 1776. En erklæring med lysende ord om menneskets “umistelige rettigheder… retten til liv, til frihed og stræben efter lykke”. Og retten til modstand mod ethvert regime, der krænker disse rettigheder: “når som helst nogen regeringsform bliver ødelæggende for disse formål er det folkets ret at ændre eller ophæve den…”

Endnu er kvinders rettigheder og afskaffelse af slaveri et tema, der ikke anerkendes. I  1792 skriver Mary Wollstonecraft sin dybt overbevisende Bekræftelse af Kvindens Rettigheder, en udfordring til den nye franske republik. Hendes brev varer mere end et århundrede at nå frem. Menneskerettighederne vokser frem i en lang historie af protest og argumenter, af oprør og sultestrejker, af lovstridige handlinger, udvisninger og statslig vold.

Alt dette og så meget mere er historiens bidrag til den Verdenserklæring om Menneskerettigheder, der fejres i disse dage. En erklæring, der blev vedtaget efter Den Anden Verdenskrigs dybe krænkelser.

I denne Verdenserklæring om Menneskerettigheder er der også en anerkendelse af menneskerettighedernes udspring og fortsatte vilkår: “Det er af afgørende betydning, at menneskerettighederne beskyttes af loven, hvis ikke mennesket som en sidste udvej skal tvinges til at gøre oprør mod tyranni og undertrykkelse”. Sådan er det endnu, i dag tres år senere.

Den tilkæmpede historie søges i disse år annulleret af en såkaldt ‘krig mod terror’. Det i stigende grad ‘ulovlig’ at handle efter de grundlæggende erklæringer, som er udsprunget af en fælles og tilkæmpet virkelighed.

På nationalt og globalt niveau viger civile rettigheder og folkeretten for en statslig sikkerhedspolitisk interesse. En ‘undtagelsestilstand’ har sneget sig ind på os.

I de seneste år har en fremherskende statspolitik, baseret på præventiv krigsførelse eller trussel herom, medført en tilsidesættelse af FN Pagten (1945), af den Verdenserklæringen om menneskerettigheder (1948), som jo fejres i dag, af Genève-konventionerne (1949, 1977), af konventionen om flygtninges retsstilling (1951) og af FN’s konvention mod tortur (1984). I stedet sættes et ‘ny juridisk orden’ eller et ‘nyt paradigme’ for international magtanvendelse.

Hvis et samfund vælger et vidtgående sikkerhedshensyn frem for den udvidelse af de demokratiske rettigheder, der alene kan løse både globale og interne konflikter, vil dette sikkerhedshensyn før eller senere vende sig mod samfundet og de rettigheder, der hidtil har kendetegnet det. I et sådant samfund vil netop ingen til syvende og sidst kunne vide sig sikker. I dag er vi nærmest nået dertil.

I krigsførende samfund sniger krigen sig ind i hverdagen, som en næsten umærkbar omstilling af mentalitet og vaner, hvor hidtidige normer nedbrydes. I ‘krigen mod terror’, som af dens strateger opfattes som nærmest permanent tilstand, er forskellen mellem fredstid og krigstid udvisket. Til syvende og sidste korrumperer krigen alle demokratiske og juridiske normer.

I stedet træder loyaliteten over for staten. Her genoplives et før-demokratisk forhold til staten, som de demokratiske revolutioner netop havde til formål at gøre op med. Det er ikke tilfældigt, at netop ‘troskab’ har været et tema i de senere års diskussion af begrebet ’statsborgerskab’.

Vi vender tilbage til før-demokratiske normer i forholdet mellem borger og stat, herunder den voldsomme tilvækst i ‘hemmelige’ procedurer i retsplejeloven. Med tilsidesættelsen af domstole og dommerkendelser sker der en tilnærmelse til en enevældig retspleje. Den kom til udtryk i de såkaldte lettres de cachet, ‘hemmelige hofbreve’, hvorefter der kunne gennemføres anholdelser og fængslinger uden erklæret grund eller adgang til domstolsprøvelse. I disse år har de ‘hemmelige hofbreve’ fået deres egen form. Både hoffet og brevet har ændret sig, men hensigten er blevet den samme.

Her er det Jacob Jacobsen Dampe, som vi også måske burde lytte til. I sit lille kritisk-satiriske ugeblad “Iagttageren” skriver  han om de ‘politiske forvaltere’. Det er i nummer 13, det sidste inden han bliver anholdt i Brolæggerstræde i 1820. Ord, der også i dag kan rettes mod dem, der søger at annullere de menneskerettigheder, der er tilkæmpet gennem århundrederne:

 ”For at blænde mængden, tager de en højere værdighedsmaske på. Men når man ser bag masken, hvad opdager man som oftest? En art af forvirrede begreber, mangel af tænkning, en ånd mere hengiven til stræben efter fordel end bekymret for almenvel, hvortil kommer mange af de sletteste lidenskaber og slemmeste viljefejl: herskesyge, stolthed, forfængelighed, fejhed…”

I modsætning til disse, og fuld af håb, opfatter Dampe sin befolkning som fyldt med en “varme og virkelig ædel iver overfor alt, hvad de blot anser for sandhed og ret.” 

Selvom det ville blive formuleret på en anden måde i dag, er det noget vi skal leve op til: med iver at forsvare den ’sandhed og ret’, der så grundlæggende har skabt de menneskerettigheder, der skal fejres i dag. Et levende forsvar, der er mere væsentlig end de døde monumenter, som Jacob Jacobsen Dampe også har fortjent.

Først bragt i Dagbladet Arbejderen 10. december 2008

Lad os huske Jacob Jacobsen Dampe 

Jakob Jakobsen DampeErklæringen om Menneskerettigheder i Paris i december 1948 er hverken den første eller den sidste. Fremtiden vil også skabe nye dimensioner i menneskets forsøg på at definere sit liv og sin fremtid.

Til erindringen hører Jacob Jacobsen Dampe, der i 1821 blev dømt til døden for landsforræderi. Dødsdommen blev omstødt til et femårigt ophold i Kastellet og tyve strenge år på Frederiksø og Christiansø.

Bevæget af Menneskerettighedserklæringen i 1789 i Frankrig, ønskede han at erstatte enevælden med en nationalforsamling. Jacob Jacobsen Dampe så ingen anden udvej end opfordring til opstand.

I 1858 fik den løsladte Jacob Jacobsen Dampe offentliggjort sine erindringer med titel “Fortælling om mit fængsel i hårdeste grad i tyve år, og min forvisning i syv år, lidelser, mig tilføjede formedelst min lære om folkets ret“. 

Menneskerettighederne skabes i en lang historie af protest og argumenter, af oprør og sultestrejker, af lovstridige handlinger, udvisninger og statslig vold.

En historie, der søges annulleret af ‘krigen mod terror’. Det er i stigende grad ‘ulovligt’ at handle efter de grundlæggende erklæringer, som er udsprunget af en lang og tilkæmpet virkelighed.

I stedet træder loyaliteten over for staten, et før-demokratisk forhold, som de demokratiske opstande netop ville gøre op med. Tilsidesættelsen af domstole nærmer sig den enevældig retspleje. Med såkaldte lettres de cachet, ‘hemmelige hofbreve’, blev der anholdt og fængslet uden erklæret grund eller adgang til domstolsprøvelse. 

Jacob Jacobsen Dampe bør vi lytte til. I sit ugeblad “Iagttageren” skriver  han om de ‘politiske forvaltere’. Ord, der også i dag kan rettes mod dem, der søger at fjerne de menneskerettigheder, der er tilkæmpet gennem århundrederne.

 ”For at blænde mængden, tager de en højere værdighedsmaske på. Men når man ser bag masken, hvad opdager man som oftest? En art af halv dannelse, forvirrede begreber, mangel af tænkning, en ånd mere hengiven til stræben efter fordel end bekymret for almenvel, hvortil kommer mange af de sletteste lidenskaber og slemmeste viljefejl: herskesyge, stolthed, forfængelighed, fejhed, dovenskab….”

Lad os lytte til Jacob Jacobsen Dampe. Og rejse et minde til ham på  Kastellet og på Frederiksø og Christiansø.  

Først bragt i Information 10. december 2008

  Netavisen 10. december 2008