Verdenskrisen bliver dybere

Kommunistisk Politik 22, 2008

Sandinisten Miguel d'Escoto er nuværende præsident (formand) for FNs generalforsamling Formændene vælges for et år ad gangenDen 30. oktober indkaldte præsidenten for FNs generalforsamling, nicaraguaneren Miguel d’Escoto, tdl. udenrigsminister i sandinist-regeringen til 1990, et økonomisk ekspertpanel for at drøfte finanskrisen, dens årsager og ’mulige løsninger’  med medlemsstaterne.

Blandt økonomerne fandt man prof. Joseph Stiglitz, nobelpristager og kritiker af Bush og Irak-krigen. Han skal på stå i spidsen for en hurtigtarbejdende ekspertgruppe, der – med d’Escotos ord – skal forestage en ‘dybtgående analyse af det internationale finanssystem og foreslå, hvilke skridt medlemslandene skal tage, for at sikre en mere retfærdig og stabil økonomisk orden’.

Miguel d’Escoto forsøger dermed at bringe FN på banen i den nuværende krise, hvor de globale aktører indtil nu først og fremmest har været den franske præsident og den engelske premierminister, der har fået indkaldt de 30 største økonomier til et G20-topmøde i New York den 15. november med George Bush som vært.

D’Escoto erklærede, at svaret på finanskrisen må være mangestrenget, rumme langsigtede løsninger og ikke blot lappeløsninger, og at de må tage hensyn til verdens fattige:
’Vi er ikke på jagt efter ringe planlagte nye institutioner, vi er ikke ude efter en ny boble, som vil briste og efterlade folk med en følelse af at være bedraget og som forbigår de fattiges behov’, sagde han og konstaterede, at de nuværende finansielle organismer ikke kan opfylde dette.

I en kritik af disse slog han fast, at G-8, G-15 eller G-30 ikke ville være i stand til at løse problemerne:
“Kun G-192 (dvs alle FNs medlemslande, KP) med fuld deltagelse og inden for rammer, der er fuldt ud repræsentative, vil være i stand til at genetablere tilliden’, erklærede D’Escoto.

FN er således gået på banen med den hensigt at genetablere tilliden til det nuværende økonomiske system, til kapitalismen og imperialismen, der har spillet fallit. Generalforsamlingspræsidentens ærinde er at forhindre ensidige initiativer fra en kreds af store imperialistmagter, som har kørt den globale økonomi og dens institutioner frem til i dag, med  USA og Wall Street i spidsen, der ikke tager nogen som helst hensyn til de fattige landes interesser, men  søger hurtige løsninger på de fattige landes og verdens fattiges regning.

I alle verdens lande uden undtagelse arbejder de herskende på at finde udveje af den globale krise og dens konsekvenser for netop deres land, deres kapitaler, stort set altid på de arbejdendes bekostning.

Den globale instution FN tilbyder i den situation sig selv som rammen om ’en mere retfærdig og stabil økonomisk orden’.

Professor Joseph Stiglitz, nobelpristager fra 2001, tidlige vicepræsident og cheføkonom i Verdensbanken og rådgiver for præsident Clinton, er i dag verdens mest citerede økonom. Han har gentagne gange kritiseret nyliberalismen og ’markedsfundamentalisterne’ og ikke mindst den kostbare amerikanske krigsførelse i Irak, som han giver hovedskylden for supermagtens økonomiske uføre.

Han er en velvalgt mand.  I sit indlæg på konferencen forklarede  han ifølge det officielle referat blandt andet, at den underliggende doktrin for det nuværende internationale finanssystem var fejlagtig, og at det var den grundlæggende årsag til de globale problemer:
”Hvad der er godt for Wall Street er ikke nødvendigvis godt for alle’, sagde han og tilføjede at skattelettelser til de rige og deregulering havde spillet fallit som en vej til at sikre velstand for alle.

Indtil nu, erklærede han, havde det globale finanssystem ofte arbejdet til de fattige landes bagdel. Bankerne i de udviklede lande, f.eks. blev opmuntret til at give kortfristede lån til udviklingslandene – og mens det gav store likviditet i de udviklede lande, førte det til store ustabilitet i modtagerlandene.
Situationen må ændres’, sagde han.

Stiglitz understregede at det internationale samfund bør udvikle institutioner og redskaber til at øge det globale finanssystems stabilitet og ligevægt. Den internationale Valutafonds hidtidige reformskridt var ganske utilstrækkelige, sagde han. Beslutningerne må træffes i internationale institutioner med bred politisk legitimitet, og han afsluttede med at sige, at FN er den eneste institution, der i dag har bred legitimitet.

Tiden er således inde for dem, der tilbyder at reformere kapitalismen for at redde dem, gøre den retfærdig, fair, velstandsskabende og fattigdomsbekæmpende. Selv gårsdagens svorne tilhængere af deregulering er i dag vilde med nationale indgreb og internationale regler. kapitalismens reformvenner, for kritikerne af den løbske og uregulerede råkapitalisme. Det er i sig selv et udtryk for krisen dybde, og at den globalt bliver stadig dybere.

Spørgsmålet er om folkene, som er krisens virkelige ofre, vil give kapitalismen og imperialismen nye chancer for at reformere og stabilisere sig.

Netavisen 8. november2008


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne