Karl Marx om kreditten: ‘Den vigtigste løftestang til overproduktion og overspekulation’

Karl Marx
I krisetider oplever Karl Marx en renæssance blandt intellektuelle og økonomer, der afskriver ham som forældet i opgangstider. Det forlyder nu, at hans hovedværk ’Kapitalen’ igen sælges i nye oplag, ikke mindst i Tyskland
. Det forlyder også, at den tyske forfatter og instruktør Alexander Kluge har sat sig for at filmatisere den. Det 10 timer lange værk er planlagt til udelukkende at udkomme på dvd.

Hvad sagde Karl Marx egentlig, som har interesse halvandet hundrede år senere? Her gengives nogle strålende passager fra ’Kapitalen’, hvor han genialt fremsynet analyserer kredittens og bankernes rolle, især i forhold til de økonomiske kriser.

Kreditsystemets dobbelthed

Når kreditsystemet fremtræder som den vigtigste løftestang til overproduktion og overspekulation i handelen, så kommer det alene af, at reproduktionsprocessen, der ifølge sin natur er elastisk, her bliver forceret til sin yderste grænse, og det bliver den, fordi en stor del af den kollektive kapital anvendes af folk, som ikke jer den, og som derfor går anderledes resolut til værks end den ejer, der ængstelig overvejer sin private kapitals begrænsning, for så vidt han selv er aktiv kapitalist.

Das KapitalDette viser blot, at kapitalens værdiøgning, som grunder sig på den kapitalistiske produktions modsætningsfyldte karakter, kun indtil et vist punkt tillader en virkelig fri udvikling og altså faktisk udgør en iboende lænke på og skranke for produktionen, en hæmning som til stadighed gennembrydes af kreditsystemet. Kreditsystemet accelererer derfor produktivkræfternes materielle udvikling og skabelsen af verdensmarkedet.

Det er den kapitalistiske produktionsmådes historiske opgave at skabe disse materielle fundamenter for den nye produktionsform og bringe dem op på et vist niveau. Samtidig accelererer kreditten de voldsomme udbrud af denne modsigelse, kriserne, og dermed elementerne til opløsningen af den gamle produktionsmåde.

De to karakteristiske træk, der ligger i kreditsystemet, på den ene side at udvikle drivfjederen i den kapitalistiske produktion, berigelse gennem udbytning af andres arbejde, til det reneste og kolossaleste spille- og svindelsystem og mere og mere at indskrænke antallet af de få, der udbytter den kollektive rigdom, men på den anden side at udgøre overgangsformen til en ny produktionsmåde – denne dobbelthed er det, der forlener de største propagandister for kreditten fra Law til Isaak Péreire med deres indtagende blandingskarakter af svindler og profet.

Kapitalen 3 bog 2, dansk udgave Rhodos s. 574-75)

Kredit og kriser

Det er klart, at med udviklingen af arbejdets produktivitet og således produktionen i større skala vil 1. markedet udvide sig og fjerne sig fra produktionsstedet; herved må 2. kreditten forlænges, og det betyder igen, at 3. det spekulative element mere og mere må beherske transaktionerne.

Produktion i stor skala og for fjerntliggende markeder kaster totalproduktet i hænderne på handelen; men det er umuligt at nationens kapital fordobles, således at handelen i sig selv vil være i stand til med egen kapital at opkøbe det samlede nationale produkt og igen sælge det.
Kredit er altså her uomgængelig; kredit, hvis omfang vokser med produktionens voksende værdiomfang og hvis varighed vokser med markedets tiltagende afstand. Der finder her en vekselvirkning sted. Produktionsprocessens udvikling udvider kreditten, og kreditten fører til en udvidelse af de industrielle og merkantile operationer. (…)

Så længe reproduktionsprocessen er kontinuert og tilbagestrømningen derfor forbliver sikret, varer denne kredit ved og udvides, og dens udvidelse er baseret på udvidelse af selve reproduktionsprocessen.

Så snart en stagnation indtræffer som følge af forsinket tilbagestrømning, overfyldt marked og faldende priser, er der en overflod af industrikapital til stede, men i en form, hvor den ikke kan fuldbyrde sin funktion. Masser af varekapital, men usælgelig. Masser af fast kapital, men på grund af reproduktions-stagnation for det mestes vedkommende ubeskæftiget.

Kreditten indskrænkes, 1. fordi kapitalen er ubeskæftiget, dvs stagneret i en af sine reproduktionsfaser, fordi den ikke kan fuldbyrde sin metamorfose (forvandling, KP); 2. fordi tilliden til reproduktionsprocessens kontinuitet er ødelagt: 3. fordi efterspørgslen efter denne kommercielle kredit aftager. (…)

Hvis der altså indtræffer en forstyrrelse i denne ekspansion eller blot i den normale anspændelse af reproduktionsprocessen, så indtræffer der også kreditmangel; det er sværere at få varer på kredit. Men især er kravet om kontant betaling og forsigtigheden i forbindelse med kreditsalg karakteristisk for denne fase i den industrielle cyklus, som følger efter krakket.

Under selve krisen, hvor alle er nødt til at sælge og ikke kan sælge og dog må sælge for at betale, er mængden, ikke af ubeskæftiget anbringelsessøgende kapital, men af kapital, der er hæmmet i sin reproduktionsproces, netop på sit højeste, også når kreditmanglen er størst (og derfor diskontoraten højst ved bankierkredit).

Den allerede anbragte kapital er i virkeligheden i stor udstrækning ubeskæftiget, fordi reproduktionsprocessen stagnerer. Fabrikker står stille, råstoffer hober sig op, færdige produkter overfylder markedet som varer. Intet er altså mere fejlagtigt end at forklare en sådan tilstand ud fra en mangel på produktiv kapital. Der er netop her overflod af produktiv kapital til stede, dels i forhold til den normale, men for øjeblikket indskrænkede produktionsskala, dels i forhold til den lammede konsumtion.

Lad os tænke os, at hele samfundet udelukkende består af industrielle kapitalister og lønarbejdere. Lad os yderligere se bort fra de prissvingninger, som hindrer store dele af totalkapitalen i at erstatte sig selv i deres gennemsnitsforhold og som, på grund af den almene sammenhæng indenfor hele reproduktionsprocessen, som især skyldes kreditten, konstant må frembringe midlertidige, almene stagnationer. Lad os samtidig se bort fra skinvirksomheder og spekulative omsætninger, som kreditvæsnet fremmer. I så fald ville en krise kun kunne forklares ud fra misforhold inden for produktionens forskellige grene og ud fra et misforhold mellem kapitalisternes egen konsumtion og deres akkumulation.

Men som sagerne står, afhænger erstatningen af den i produktionen anbragte kapital i det store og hele af de ikke-produktive klassers konsumtionsevne; mens arbejdernes konsumtionsevne bliver begrænset, dels af lønlovene, dels af, at de kun bliver anvendt så længe de med profit kan anvendes af kapitalistklassen. Den sidste årsag til alle virkelige kriser er og bliver altid massernes armod og konsumtionsbegrænsning over for den kapitalistiske produktions drift mod at udvikle produktivkræfterne, som om kun samfundets absolutte konsumtionsevne satte grænserne for dem. (…)

Kapitalen 3 bog 3, dansk udgave Rhodos s. 633 og 635-36


Kredit og banksystem

Det må aldrig glemmes, at pengene – i form af ædelmetaller – for det første forbliver det grundlag, som kreditvæsenet ifølge sagens natur aldrig kan slippe løs fra. For det andet, at kreditsystemet som forudsætning har, at de samfundsmæssige produktionsmidler (i form af kapital og jordejendom) er monopoliseret i private hænder, at de selv på en eller anden måde er en iboende form for den kapitalistiske produktionsmåde og på den anden side en drivende kraft i dens udvikling fren til dens højeste og endelige form.

Hvad angår dets formelle organisation og centralisation er banksystemet, sådan som det allerede i 1697 blev udtalt i ”Some Thoughts of the Interests of England”, det mest kunstige og mest udviklede produkt, som den kapitalistiske produktionsmåde overhovedet giver anledning til. Derfor den uhyre magt hos et institut som Bank of England over handel og industri, selv om deres virkelige bevægelse ligger helt uden for dens område, og den forholder sig passivt dertil.

Hermed er ganske vist formen for almen bogføring og fordeling af produktionsmidlerne på samfundsmæssig skala givet, men også kun formen. Vi har set, at den enkelte kapitalists eller hver individuel kapitals gennemsnitsprofit ikke er bestemt af det merarbejde, som denne kapital i første række tilegner sig, men af det kvantum af totalmerarbejde, som totalkapitalen tilegner sig, og hvorfra hver individuel kapital kun som en proportional del af totalkapitalen modtager sin dividende.

Denne kapitalens samfundsmæssige karakter bliver først formidlet og fuldt ud virkeliggjort gennem den fulde udvikling af kredit- og banksystemet.

På den anden side strækker dette sig længere. Det stiller al disponibel og endog potentiel, ikke allerede aktivt engageret kapital til rådighed for de industrielle og kommercielle kapitalister, således at hverken udlåneren eller anvenderen af denne kapital er dens ejere eller producenter. Det ophæver dermed kapitalens privatkarakter og rummer således i sig selv, men også kun  i sig selv, ophævelsen af selve kapitalen.

Gennem bankvæsenet er kapitalens fordeling unddraget privatkapitalisterne og ågerkarlene som en særlig virksomhed, som en samfundsmæssig funktion. Men herigennem bliver bank og kredit samtidig det kraftigste middel til at drive den kapitalistiske produktion ud over dens egne skranker og et af de vigtigste befordringsmidler for kriser og svindel.

Gennem forskellige former for cirkulerende kredit i pengenes sted viser banksystemet desuden, at pengene i virkeligheden ikke er andet end et særligt udtryk for den samfundsmæssige karakter af arbejdet og dets produkter, der imidlertid i modsætning til privatproduktionens basis altid i sidste instans må fremtræde som en ting, som en særlig vare ved siden af andre varer.

Endelig er der ingen tvivl om, at kreditsystemet vil tjene som en mægtig løftestang under overgangen fra den kapitalistiske produktionsmåde til produktionsmåden med associeret arbejde; men dog kun som et element i sammenhæng med andre store organiske omvæltninger af selve produktionsmåden.

Derimod udspringer illusionerne om kredit- og bankvæsenets undergørende magt, i socialistisk forstand, af et totalt ukendskab til den kapitalistiske produktionsmåde og til kreditvæsenet som en af dens former.

Så snart produktionsmidlerne er ophørt med at blive omdannet til kapital (hvilket også inkluderer ophævelsen af den private jordejendom), har kreditten som sådan ikke længere nogen mening, hvad for øvrig selv st. simonisterne har indset.

På den anden side, så længe den kapitalistiske produktionsmåde fortsætter, fortsætter den rentebærende kapital som en af dens former og udgør i virkeligheden basis for dens kreditsystem.

Kapitalen 3 bog 3, dansk udgave Rhodos s. 789-91

Netavisen 27. oktober 2008