Revolutionær og reformistisk krisepolitik

Af Jan R. Steinholt

Kommunistisk Politik 21, 2008

Slagordene genlyder fra fjern og nær om at bygge en kapitalisme, der er under kontrol. Jan Steinholt og Nettmagasinet Revolusjon påviser det absurde heri.

Konkurser og tvangsauktioner USADen etablerede venstrefløj påpeger fornøjet, at finanskollapsen viser markedskapitalismens fallit. Socialdemokratiet, de socialliberale og konservative istemmer. På nær de mest fundamentalistiske liberale er alle enige om, at det er den uansvarlige kapitalisme, der må tages et opgør med. Som om der skulle findes en ’ansvarlig’ kapitalisme!

Ideen om, at det er nødvendigt at begrænse markedskræfternes frie spil, bliver skiftevis præsenteret som klog mands tale og som nyerkendelse. Reformister, småborgere og endog enkelte konservative filantroper overdynger os med ideer om, at den krise, som vi står på randen af, ikke er en naturlig følge af den udviklede kapitalisme, men skyldes en uønsket variant af kapitalismen, der er blevet døbt markedskapitalismen: I bund og grund er kapitalismen et udmærket system, så længe enkelte grådige aktører holdes i ave gennem lovgivning og statsligt opsyn, sådan at spekulative kapitalister ikke opfører sig usømmeligt.

Eller som AP-veteranen Reiulf Steen udtrykker det i en kommentar i Klassekampen 6. oktober 2008: – Markedsliberalismen er død. Leve socialdemokratiet.
Alt sammen ren demagogi og et forsvar for kapitalismen som system.

Kapitalismens eller mere præcist aktieselskabernes natur er at udvise ansvar – på vegne af (stor)aktionærerne. Det betyder med klare ord ansvar for at sørge for maksimal profit, eller shareholder value.

I det omfang kapitalen påtager sig samfundsansvar, drejer det sig om samfundets ansvar for at garantere fortsat profit. Det er derfor helt logisk, at det skælvende bankerhverv (efter år med hæmningsløs udbyttefest) og handelsorganisationen NHO nu hyler op om, at staten og Norges Bank (den norske nationalbank, KP) må vise ansvarlighed – for at sikre kreditstrømmen, begrænse skatteniveauet m.v. I krisetider må ’samfundet’ træde til med redningspakker og subsidier, i opgangstider må samfundet sørge for de ’rigtige’ rammebetingelser, som sikrer gode profitmarginer.

Røveri mod folket i USA – stat og kapital hånd i hånd

Det er det, der er sket i USA med kongressens endelige vedtagelse af en modificeret krisepakke. Denne pakke på godt fire en halv billion norske kroner (810 milliarder dollars) legitimerer og godkender spekulanternes gigantiske ran fra fattige amerikanere og arbejdsfolk og garanterer, at staten kautionerer for spillerne på Wall Street.

At begge præsidentkandidater har ivret for kriseplanen, er forståeligt, da folk tilknyttet Wall Street har bidraget med 47 millioner dollars til McCains og Obamas kampagner, og finans- og forsikringskredse har bidraget med over en milliard dollars til kongresmedlemmer siden 2002, ikke mindst dem, der sidder i finans- og skattekomiteer.

Finansminister Henry Paulson har 32 års erfaring fra den fordums investeringsbank Goldman Sachs, et af Wall Street-selskaberne, der kommer til at høste godt af det mandat, kongressen har givet ham ”til at træffe de forholdsregler, han anser for nødvendige (…) for at fremme stabiliteten på finansmarkedet”. De sidste to år han var ansat i Goldman Sachs, kunne Paulson stikke 53 millioner dollars i lommen, mens han bl.a. bidrog til nye landvindinger som ”pantelån med sikkerhed i ejendom” garanteret via forsikringsselskabet AIG, som Bush-administrationen for nylig gav nødhjælp.

Tilbage står de almindelige amerikanere fortsat uden hus. De 110 millioner i skattelettelser er kun et midlertidigt tiltag, som omfatter et lille mindretal, og de skal siden betales med øgede skatter.

Krigsførelsen i Irak og Afghanistan og rustningsomkostningerne toppes nu med redningspakken. Det betyder, at indbyggerne i USA skal svare for en føderal gæld på ufattelige 11,3 billioner dollars, eller mere end 200.000 kr. pr. hoved. Og den samlede gæld vokser med ca. en million dollars i minuttet. (Kilder: AP, Bloomberg; Cox: Betrayed by the Bailout)

Det kan ikke undre, at statsmagten i USA, Storbritannien og andre lande forbereder hæren og sikkerhedsstyrkerne på, hvordan de skal møde og slå civil uro og mulige gadeoptøjer ned (se f.eks. Global Research: Britain: Police train for riots scenes (’Politiet øver sig i oprørsscenarier’)).

Overproduktionskrise med særtræk

Kapitalismen har været igennem mange kriser før. Økonomer og politikere har hver gang snusfornuftigt udtalt, at lignende kriser aldrig vender tilbage, for nu har man ’taget ved lære’. Der er blevet opstillet krav til finanserhvervenes egenkapital, institutioner som Kredittilsynet er oprettet, børserne har indført hobevis af regler, der skulle dæmme op for insiderhandel. Alt til ingen nytte.

Kapitalens internationale organisationer som IMF (Den Internationale Valutafond) og WTO (Verdenshandelsorganisationen) har sørget for at ophæve den slags restriktioner på kapitalens frie bevægelighed over grænserne, mens finansakrobaterne har udvist uendelig opfindsomhed med at omgå restriktionerne i form af luftige fremtidsspekulationer som forwards, futures, optioner, short-handel osv.

Den islandske 'norgemester' Glitnir sat under administrationDen nuværende krise, der fremstår som en finanskrise, er i bund og grund en overproduktionskrise. Oveni ytrer den sig som det, der kunne være et nyt stadie i kapitalens almene krise, altså også på det politiske, sociale, juridiske, kulturelle og andre områder.

Den nuværende krise er på sæt og vis en udskudt overproduktionskrise: Det er en krise, som ’normalt’ burde være udløst på et meget tidligere tidspunkt, men som har opbygget sig til en kæmpeboble, ikke mindst takket være de moderne og mangfoldige digitaliserede former for kredit, nationalt som internationalt.

Et nyt træk i forhold til tidligere kriser er, at den oppustede kreditflom også er blevet midlertidigt udlånt til almindelige arbejdsfolk i millionvis.
Et andet træk er, at krisens ophavsland, USA, har baseret sig på, at resten af verden har skullet yde flere tusinde milliarder dollars i kredit for at holde den amerikanske økonomi kørende som verdenskapitalens motor.

Et tredje træk er, at hele stater er i fare for at gå direkte konkurs, f.eks. Island, som følge af det totale misforhold mellem ren spekulativ lånoptagning og plastikpenge fuldstændig uden dækning i reelle materielle værdier.

Profitratens tendens til at falde

Hovedproblemet for den udviklede kapitalisme er nu som før tendensen til en synkende profitrate. Da det kun er levende arbejde, der skaber reel værdi, medfører en relativt stadig mindre indsats af menneskelig arbejdskraft i forhold til teknik og maskineri en række ting:

1. Merværdien af hver produceret enhed bliver gennemsnitligt mindre end før. Dermed bliver profitten, som jo stammer fra merværdien, også mindre.

2. Industrikapitalen forsøger at kompensere for dette gennem højere produktionsmængder, således at profitten kan opretholdes gennem flere solgte produkter. Dette forudsætter større koncentration og centralisering af kapitalen, dannelse af monopoler, som erobrer større markedsandele på rivalernes bekostning.

3. Flere produkter forudsætter, at der findes en købekraftig efterspørgsel efter produkterne. Selv om mange produkter bliver billigere (fordi de kræver mindre indsats af arbejdskraft og – til dels – kapital), er der samtidig en almen tendens til, at arbejdernes løn- og arbejdsforhold presses ned mod eller under minimumsniveauet.

4. Større efterspørgsel og hurtigere omsætning kan fremmes af handelskapitalen og finanskapitalen. Den første gør varerne mere tilgængelige og attraktive, den sidste bidrager ved at yde kredit i stor skala (i opgangstider) til almindelige arbejdende mennesker oven i kreditten til industrikapitalen. (Denne arbejdsdeling mellem forskellige former for kapital medfører skærpet kamp om merværdien, men det vil vi ikke komme nærmere ind på her).

5. Alligevel slås de fleste industribrancher for at opnå maksimalprofit og vælger i stigende omfang at investere store mængder overskudskapital i spekulation og finansvirksomhed. Det er f.eks. sagt om industrimonopolet Siemens, at det er en finansinstitution, der driver teknologisk industriproduktion som bibeskæftigelse. Det er en joke, der rummer megen alvor.

6. Når omfanget af kreditten når til et punkt, som klart overskrider debitorernes reelle værdier og deres tilbagebetalingsevne, hvad enten der er tale om virksomheder eller husholdninger, så strammes tommelskruerne. Resultat: Virksomheder går konkurs, og folk bliver både hjemløse og arbejdsløse. Vi får en massiv braklægning af kapital og en reservearmé af billig arbejdskraft, som på et senere tidspunkt i cyklussen igen danner grundlag for ny opgang.

7. Tilsvarende gælder for de enorme mængder af ledig kapital og udlånt kapital, der er investeret i alle mulige spekulative finanspakker og overtagelse af udestående gældsordninger.

Under kapitalismen er det en almen tendens for alle kapitalgrupper at søge større fortjeneste end gennemsnitsprofitten. Tendensen til faldende profitrate tilskynder flytningen af store mængder ledig pengekapital over i spekulativ virksomhed, som for en stor del er baseret på ikke-materielle værdier. Når vi medtager de foregående punkter, er det indlysende, at systemets egen udvikling opmuntrer til spekulation og alle former for kriminalitet og snyderi.

Det er ikke så længe siden, at avisen Aftenposten meldte, at international organiseret kriminalitet er vokset til et monster i multimilliardsklassen. Den er på størrelse med bruttonationalproduktet (BNP) i Tyskland, Japan og Kina – lagt sammen. Dette var før dagen for krakket i USA den 15. september. Aftenposten har næppe regnet de ’solide’ firmaer Lehman Bros. eller Meryll Lynch med under mafiaøkonomien.

Kreditten er en helt nødvendig bestanddel i kapitalens udvidede reproduktionsproces. Samtidig tilskynder kreditten, som det ses, sammen med den synkende profitrate både til overproduktion og ren kasinoøkonomi. Kreditterne bruges ikke kun til produktiv virksomhed og i handelsforetagender, men i langt større omfang til ren gambling i værdipapirer og aktie- og valutakurser.

Allerede Marx understregede denne rolle for kreditten, og der er grund til at gengive et lille uddrag fra Kapitalen:

”Når kreditsystemet fremtræder som den vigtigste løftestang til overproduktion og overspekulation i handelen, så kommer det alene af, at reproduktionsprocessen, der ifølge sin natur er elastisk, her bliver forceret til sin yderste grænse, og det bliver den, fordi en stor del af den kollektive kapital anvendes af folk, som ikke ejer den, og som derfor går anderledes resolut til værks end den ejer, der ængstelig overvejer sin private kapitals begrænsning, for så vidt han selv er aktiv kapitalist. Dette viser blot, at kapitalens værdiøgning, som grunder sig på den kapitalistiske produktions modsætningsfyldte karakter, kun indtil et vist punkt tillader en virkelig fri udvikling og altså faktisk udgør en iboende lænke på og skranke for produktionen, en hæmning, som til stadighed gennembrydes af kreditsystemet.

Kreditsystemet accelererer derfor produktivkræfternes materielle udvikling og skabelsen af verdensmarkedet. Det er den kapitalistiske produktionsmådes historiske opgave at skabe disse materielle fundamenter for den nye produktionsform og bringe dem op på et vist niveau. Samtidig accelererer kreditten de voldsomme udbrud af denne modsigelse, kriserne, og dermed elementerne til opløsningen af den gamle produktionsmåde.

De to karakteristiske træk, der ligger i kreditsystemet, på den ene side at udvikle drivfjederen i den kapitalistiske produktion, berigelse gennem udbytning af andres arbejde, til det reneste og kolossaleste spille- og svindelsystem og mere og mere at indskrænke antallet af de få, der udbytter den kollektive rigdom, men på den anden side at udgøre overgangsformen til en ny produktionsmåde – denne dobbelthed er det, der forlener de største propagandister for kreditten fra Law til Isaak Péreire med deres indtagende blandingskarakter af svindler og profet.”

(Marx, Kapitalen, bind 3: Kredittens rolle i den kapitalistiske produktion)

Da kreditten og tilgang til valuta er helt nødvendig, for at kapitalismen skal fungere, kan den borgerlige stat og dens skiftende regeringer ikke afskaffe kreditvæsenet og kun i yderst ringe omfang regulere den. Det samme gælder for centralbankernes pengepolitik og valutakursernes stabilitet. Det gælder i endnu mindre grad for dagens globaliserede økonomi end tidligere, hvor virksomhederne i stort omfang opererede på hjemmemarkedet.

Skal centralbanken effektivt styre pengemængden, valutaen og kreditten, forudsætter det statsmonopol på udenrigshandlen. Det vil igen betyde socialisme og er pr. definition utænkeligt for et kapitalistisk samfund.

Hvad kan en borgerlig regering gøre for at modvirke krisen?

Den største enkeltkapitalist i Norge er den norske stat. Den er altså både aktør og regulator på samme tid og i det samme hjemmemarked. Til forskel fra tidligere er staten også aktør på det kapitalistiske verdensmarked, hvor den ikke har mulighed for at være regulator. I årevis har statens indblanding været erklæret uønsket, fordi den angiveligt har hæmmet den private kapitals sunde entreprenørånd. I Norge resulterede det blandt andre ting i den delvise privatisering af tidligere statsvirksomheder, som Telenor og Statoil, med Arbejderpartiets [Socialdemokratiets] Gro Harlem Brundtland og Jens Stoltenberg som pådrivere.

Under overskriften “Velkommen tilbage, Mr. Keynes” leverede det norske telegrambureau NTB for nylig følgende resumé af borgerskabets ’nye’ økonomiske teorier, efter at det erklærede geni Milton Friedmans markedsliberalistiske visioner har været førende de sidste 30 år:

”Den britiske John Maynard Keynes’ lære om, at staten skal gribe ind, når markedet spiller fallit, var med til at forme verdensøkonomien i nedgangstiderne i 30’erne.
Keynes’ teorier skal blandt andet have tjent som inspiration for USA’s præsident Franklin D. Roosevelts New Deal-politik. Men i de seneste årtier har det ikke specielt været Keynes, som har stået øverst på pensummet for forvalterne af den amerikanske økonomi.
I stedet har amerikanerne, ikke mindst gennem deres dominerende rolle i Den Internationale Valutafond (IMF), til lande i økonomisk krise spredt læren om, at markedet skal have lov til frit at regulere sig selv uden statslig indblanding.
De seneste ugers begivenheder viser, at ’teori’ og ’praksis’ er to forskellige ting, når USA selv får kniven på struben.”

Sagen er, at kapitalisternes ‘praksis og teori’ skifter efter forholdene. Keynes er ideologen for alvorlige krisetider, Friedman er ideologen for kapitalens uhæmmede hærgen i ’gode tider’. Mange socialdemokratiske hjerter banker for den tilsyneladende mere ’sociale’ Keynes, som har været udskældt på Handelshøjskolen og i Finansministeriet i flere årtier. Men den ’ansvarlige’ Keynes var lige så optaget som Friedman af at sikre kapitalismens fortsatte eksistens, bare under forskellige betingelser.

Under kapitalismen findes der kun én effektiv måde at møde krisen på. Den indebærer braklægning af kapital og indgreb fra den borgerlige stat, i værste fald kan det betyde krig.
Det første betyder, at industrivirksomhederne bliver lagt øde, og at arbejdspladser raseres.
Det sidste betyder, at staten optræder som fælleskapitalist for at komme den herskende klasse som helhed til undsætning, uden at skele for meget til enkeltkapitalister.
Efter at arbejderklassen i årevis er blevet berøvet af finanskapitalen, bliver den nu bestjålet af staten, dvs. gennem skattebilletten og/eller gennem inflation, fordi nationalbanken trykker flere pengesedler, end der reelt behøves for cirkulationen. Staten vil bruge enorme beløb på at opkøbe udestående fordringer og kollapsede banker og dermed redde sine egne.
Alt bliver selvfølgelig fremstillet som til almenhedens bedste.

Kommunistisk krisepolitik

Skulle man kunne finde en ’god’ side ved kapitalistiske kriser, så måtte det være, at klasseforholdene bliver afdækkede og klassemodsætningerne kommer frem i dagens lys. Det indebærer blandt andet, at arbejderklassen er mere modtagelig for socialistisk og kommunistisk propaganda og agitation og lettere indser, at kapitalismen ikke har nogen fremtid at byde på.

På den anden side bliver arbejderklassen sat på så hårde prøver gennem arbejdsløshed og lønsænkning, og dens vigtigste masseorganisation, fagbevægelsen, kommer i en endnu mere defensiv position, ikke mindst på grund af de reformistiske lederes appellerer om kriseforståelse og tilbageholdenhed for at hjælpe systemet på fode igen.

Det er i denne krævende situation, at klassebevidste arbejdere må vende ryggen til klassesamarbejdspolitikken, hvis de ikke på ny skal være systemets slagteofre.

Kommunister er forpligtet til at varetage arbejdernes interesser på både kort og langt sigt. Det skal afspejles i propagandaen og i agitationen.
For en arbejderfamilie, der risikerer, at fogeden banker på døren, er revolution ikke det umiddelbart vigtigste spørgsmål, men derimod hvor hurtigt de kan få tag over hovedet. Derfor er det rigtigt og nødvendigt at opstille konkrete dagskrav som f. eks. forbud mod tvangsauktioner og tvangsudsættelser, umiddelbar rente- og afdragsfrihed på boliglån for almindelige mennesker, som trues af udsmidning, ubegrænset arbejdsløshedsunderstøttelse til alle, der mister deres arbejdsplads osv. Dette er helt rimelige og retfærdige krav, som stiller de ansvarlige, kapitalisterne og deres stat, til ansvar.

Desuden må kommunisterne agitere for, at krisen er kapitalmagtens eget ansvar, og at de rige selv må betale for den, og ikke det arbejdende folk. Fuld stop for udbetaling af dividende og bonus for aktionærer og kuponklippere er en anden højaktuel kampparole. I en velhavende stat som Norge er det også fuldt forsvarligt at stille paroler om, at staten gennem aktive investeringer må sørge for at bygge infrastruktur og umiddelbart erstatte de job, som forsvinder.

Det er naturligvis illusorisk at tro, at kapitalen uden videre vil gå med på sådanne krav. Det er kun arbejderklassens egen mønstring af kræfter og beslutsomhed, som kan gennemtvinge dem helt eller delvis.

For kommunisterne er det også nødvendigt at forklare det arbejdende folk, at disse krav, hvis de i det hele taget lader sig indfri, kun er kortsigtede løsninger, som heller ikke forbedrer arbejderklassens situation på lang sigt og heller ikke afværger nye kriser eller usikkerheden om morgendagen.
Revolution og socialisme er stadig det eneste bæredygtige alternativ, et samfund, hvor kriser og boligkrak er fremmedord.

Partiet Rødt med velmente, men fejlslagne kriseråd til den ’rødgrønne’ regering

Partiet Rødt fremtræder som det eneste reelle venstrealternativ på den parlamentariske arena. Partiets reformistiske karakter afspejler sig i de krav, som partiet fremmer i dagens situation, og i hvem de henvender sig til. Rødt henvender sig ikke til arbejderklassen og fagorganiserede, men vil hellere give råd til den ’venstreorienterede’ regering, som de forudsætter er lydhør over for arbejderklassens krav.

Rødts leder Torstein Dahle har skrevet flere breve til finansminister Kristin Halvorsen. Her forklarer Dahle SV-ministeren, hvordan Norge kan reddes ud af krisen, bare staten bruger nogle af de milliarder, der nu er nedsyltede i oliefonden.

”Det kan se ud som et paradoks, at det i dag er Rødt, som anviser de konkrete tiltag, som er nødvendige for at imødegå kriseudviklingen i dagens kapitalistiske Norge. Vi er optaget af at overbevise folk om, at vi ikke længere kan have et samfundssystem, der lægger menneskehedens skæbne i hænderne på den internationale storkapitals kamp for egen rigdom og vækst. Vi er optaget af en debat om, hvordan vi kan udvikle et nyt samfund, hvor folkets flertal styrer meget mere aktivt end blot ved at stemme hvert andet år – et samfund styret af menneskenes og naturens behov, ikke af kapitalens vækstbehov.
Men vi er først og fremmest optaget af folks ve og vel – både her i Norge og i resten af verden. Med dagens udfordringer er det absurd, når vigtige sundhedstilbud nedlægges, kommuner diskuterer budgetnedskæringer, og bygningsarbejdere bliver arbejdsløse. Rødt kræver, at regeringen ser realiteterne i øjnene og træffer konstruktive tiltag NU, mens der endnu er tid!”

Selvfølgelig er det absurd, at sundhedstilbud og andet nedlægges. Kapitalismen er absurd. Rødt-ledelsen er med til at kaste blår i øjnene på det arbejdende folk ved at skabe indtryk af, at en ’rigtig’ økonomisk politik fra en kapitalistisk regering kan styre Norge uden om krisen. Ifølge Torstein Dahle bunder truende massearbejdsløshed og tvangsauktioner i, at regeringen ikke vil ”se virkeligheden i øjnene”.

Uanset om krisen har taget regeringen på sengen, så ser den realiteterne i øjnene fra den norske kapitals synspunkts side, og den vil aldrig gøre andet. Det er ikke sådan, at de rødgrønne i grunden ønsker at tage livtag med kapitalen, men ikke tør gøre det uden opmuntrende ord fra Rødt. Den borgerlige ideologi, der gennemsyrer hele det politiske system, lærer, at kun hvad der er godt for kapitalen, kan være til bedste for ’folk flest’.

Uenigheden mellem reformister og borgerlige går på, hvorvidt det er bedst for kapitalen med en stat som overdommer, som kan tøjle de vildeste udslag af de frie markedskræfters spil, eller hvorvidt disse kræfter bør hærge frit ’til folkets bedste’.

Økonomen Torstein Dahle havde en ypperlig anledning til at vise, hvordan det kapitalistiske system fungerer, og hvordan det skal bekæmpes, hvis han tog marxismen til hjælp. I stedet tyr han til Keynes for at ”anvise de konkrete tiltag, som skal til for at imødegå kriseudviklingen”.

På denne måde bliver de klassemodsætninger, som krisen forstærker, reduceret til et spørgsmål om at få A/S Norge ud af krisen med færrest mulige skadevirkninger. Dette er helt sikkert velment, men ikke desto mindre fejlagtigt. Det er ikke Kristin Halvorsen eller Jens Stoltenberg, der på egen hånd kan begrænse skadevirkningerne og rydde op efter markedsliberalisternes hærgen. Det kan kun arbejderklassen gøre, i og med den bliver bevidst om sin egen styrke og sin historiske opgave.

Det er ikke et småborgerligt, men et proletarisk svar på krisen, der er brug for.

“Finanskapitalen vokser som en parasit, der udpresser industri, landbrug og hele samfundet og dets udvikling på en måde, der betyder en voldsom sabotage af det. Det er et ubestrideligt faktum, at kreditter, aktier, valutahandel og alle transaktioner på værdipapirmarkederne er en ekstra udgift på arbejdet i industri og landbrug. Det er et slående udtryk for denne virkelighed, når stigningen i transaktioner med værdipapirer, banker, børser, forsikrings- og finansieringsselskaber er 20-50 gange så stort som investeringer i industri og landbrug.”

Citat fra ’Den internationale situation og vores opgaver – Politisk platform for Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og organisationer’, 2007.
Kommer i norsk oversættelse i efteråret 2008.

Netavisen 27. oktober 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater