Hvem skal nu betale?

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 20, 2008

Kapitalen ligger som den har redt: Dyb krise. Finansfyrster og kapitalister og jamrer; men der er masser af profitter og luksus at tage af. Lad dem ikke tørre deres snavsede sengetøj af i os

Der var ingen dmeonstration foran Christiansborg ved folketingets åbning Her fra forårets storkonflikt

Der er lagt i kakkelovnen for den danske arbejderklasse med alle dets udstødte. Ethvert krisetiltag begrundes med den finansielle krise og de økonomiske vanskeligheder – og der er krise.

Nu kan selv ikke økonomer, overvismænd, finans- eller statsministre løbe fra de åbenlyse kendsgerninger. De mest indsigtsfulde sammenligner det med 30’ernes krise; mens de mest blåøjede taler om, at den amerikanske kapitalindsprøjtning vil vende markedet. Den danske regering forsøger at berolige os med, at ”den danske økonomi er robust”.
Mage til bavl skal man lede længe efter.

Den globale kapitalistiske økonomi træder ind i en recession, der vil få mærkbare følger i en lang periode og kunne mærkes i dybden. USA befinder sig allerede i recessionen. Kina og Japan kunne have trukket tæppet væk under den amerikanske dollar ved salg af den vigende valuta, der er pumpet skyhøjt op i falsk værdi. Det ville imidlertid have trukket dem selv med ned, da de med egne kolossale reserver af dollars selv har bundet sig til denne kurs. EU er i dyb krise – og på vej dybere ned. Island er på bankerottens rand.

Krisen har forplantet sig til stort set alle kapitalistiske sektorer: Bolig, finans, kreditkort, valuta, statsfinanser. You name it.

Nu er turen kommet til kernen af den kapitalistiske økonomi: Vareproduktionen – i form af en åbenlys overproduktionskrise. Denne er forsøgt udskudt med produktion af militært isenkram som ganske vist er uden samfundsværdi, men let afsætteligt; med enorme skattelettelser til de rige, og ved hjælp af en kolossalt opskruet boble på fast ejendom, som man har lokket menigmand ind. Alt sammen med formål at fremme køb fra stadigt voksende lagre af varer som følge af overproduktionen.

Over hele verden troede tåbelige finanseksperter, statsministre, regeringer, at de kunne ride udenom bølgen. I stedet har de skubbet krisen foran sig som en snebold, der blot voksede sig større og større. Det er denne, der nu ryster deres finansimperier, som var det korthuse.

Der er imidlertid ikke den mindste grund til at have ondt af dem. Der er masser af profit og luksus at tage af. I 1989 var det bestemmende danske aktieindeks OMXC 20 sat til 100. Det steg på mindre end 20 år til indeks 500, som det stod på for nogle måneder siden. I dag er det blot faldet til 2005-niveau: 350. Det amerikanske Dow Jones er på 2002-niveau.

I denne situation vælger USA og mange andre stater alligevel at forære spekulanterne milliarder af skattedollars – stjålet fra skatteyderne; hvortil man kun i ringe omfang regne spekulanterne med til.

Alligevel vil det ikke redde kapitalen fra krisen. Som de mest objektive økonomer påpeger:
– Det er som på en kold vinterdag at pisse i bukserne. Det varmer kun i kort tid.

Kapitalen befinder sig i krise, og den skal gennemleves. Når den kommer ud på den anden side, er den af monopolerne benyttet til at at have renset ud blandt de mindre konkurrenter og styrket egen position. I denne proces er arbejderne og de fattige udset til at betale omkostningerne.

Herhjemme har statsministeren fremskyndet arbejdsmarkedskommissionens rapport med et år. Den skal nemlig falde nu, hvor titusinder af fyresedler (foreløbig opgjort til 40.000) stadig ligger i direktionernes skuffer. Den nye arbejdsmarkedsreform skal nemlig gennemføres, inden arbejdsløsheden bliver alt for tydelig.

Forhandlingerne bliver ført med arbejdsmarkedets parter som deltagere, og LO signalerer kun forståelse om myten: Der er mangel på arbejdskraft. Hvor ynkeligt. Hvor blindt; – men blind høne kan også lægge æg. Det gør de om end rådne!

Som regeringen har sagt: Alt er i spil:

– Reducering af dagpengeperioden til 2 år; altså en halvering.

– En udsættelse af efterlønsalderen på 2 år; altså en reducering fra 5 til 3 år.

– Tvungen opsparing på 1 pct. yderligere til den Særlige Pensionsfond (SP).

– En arbejdstidsforlængelse på 5 timer om ugen stjålet fra overarbejdstakst og ferie.

– Sygefraværet skal nedskrives; altså angreb på vores hidtidige legitime ret til sygedage med betaling.

– Forøget import af arbejdskraft fra EU; altså yderligere tryk på lønnen.

– Hertil kommer, at titusinder bliver fyret, ryger på dagpenge, – og ligeså mange stødes på kontanthjælp. Prisstigningerne og inflationen fortsætter, reallønnen udhules. Titusinder teknisk insolvente går på tvangsauktion. Den i for vejen beskårne offentlig service skæres drastisk ned.

Fogh kunne tirsdag åbne Folketingets efterårssession uden 100.000 ”socialistiske ballademagere” på Slotspladsen. Statsministeren kunne i ro og mag fremlægge regeringens reaktionære politik uden at skulle skele til næste dags overskrifter om folkelig modstand. I salen pippede oppositionen med en svag kritik, der ikke er anvendelig for den brede befolkning, som kommer til at stå yderligere for skud fra det store parlamentariske flertal, der spænder fra Dansk Folkeparti over til og med SF.

De er grundlæggende set enige om samtlige væsentlige hjørnestene i danske politik: Medlemskab af Nato, EU, krigsførelse og krisepolitik.

På den militære front har forsvarsminister Søren Gade netop bekendtgjort, at de danske tropper skal forblive i Afghanistan frem til år 2018. Hvor de danske soldater skal indsættes er ikke op til Søren Gade eller den danske regering – uanset sammensætning. Samtlige folketingspartier er enige om dansk krigsdeltagelse på dette alter. Det samme gælder i hovedtræk krisepolitikken.

Derfor blev de hundredtusinder ”socialistiske ballademagere” ikke synliggjort. Socialdemokraterne, SF og ”bevægelsernes parti” Enhedslisten fandt det simpelthen ikke opportunt.

Netavisen 8. oktober 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne