Enver Hoxha 100 år Kapitalismens sidste stadium

Et hovedformål med Enver Hoxhas værk Imperialismen og Revolutionen (1978) var at skabe klarhed og skære igennem den store mængde illusorisk vås og forvirring som revisionismen skabte i arbejderklassen over hele verden..

Enver Hoxha påviste at kapitalismens såkaldte ”nye stadium”, som de revisionistiske partier (f.eks. DKP fra 1960’erne) begrunder vedtagelsen af opportunistiske programændringer med, simpelthen er opspind. I alle væsentlige træk kan imperialismen økonomiske væsen stadig forklares ud fra Lenins analyse, og derfor er Lenins videnskabelige konklusioner i ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” nøjagtig ligeså gældende i dag som de var, da de blev skrevet i foråret 1916.
Enver Hoxha beviser sit argument ved systematisk at gennemgå imperialismens særtræk i nittenhalvfjerdserne, og giver dermed alle revolutionære i verden et uhyre betydningsfuldt bidrag til marxismen.

Ved at bruge marxismen-leninismens videnskabelige metode beskriver Enver Hoxha mere præcist end nogen andre, hvordan den virkelige situation så ud dengang –  og det så analysen på mange måder kan overføres direkte på i dag.

Nutidens geopolitiske billede i svøb

Han ser at den almindelige tendens ikke taler om en svækkelse af USA-imperialismen, som det blev hævdet af de kinesiske revisionister dengang. Tværtimod er der basis for at sige at USA er den stærkeste imperialistiske magt, både baseret på en analyse af kapitaleksporten, dets militære styrke, dets teknologiske stadie og graden af den  kontrol, USA havde over regeringer og produktionen i resten af verden.

På den anden side analyserer han den revisionstiske kontrarevolution efter Stalins død og hvordan de revisionistiske, såkaldte socialistiske lande måtte optage lån og åbne dørene for investeringer, en politik, der allerede dengang betød at lande som Polen og Jugoslavien stod i gæld til halsen.
Samtidig med at de udenlandske investeringer og kreditter øgedes, styrkedes kapitalismens grundlag i Kina og Østeuropa. Pengene blev lagt i produktion,  der kunne udnytte (billig) arbejdskrafte og adgang til råstoffer, mens hovedparten af profitten blev taget ud af landene. Kapitalismens genrejsning i Sovjetunionen betød, at landet var blevet forvandlet til en imperialistisk supermagt – og Kina stod på spring for at følge efter.

Enver Hoxha var den første, der klart analyserede den kapitalistiske genrejsningsproces i Sovjetunionen, Østeuropa og Kina, der kulminerede med den åbent borgerlige kontrarevolution i Europa i 1989-91. Udviklingen analyseres ikke i lyset af kampen mellem socialisme,og kapitalisme – for socialismen var forsvundet og kun den tomme skal var tilbage i de revisionistiske lande -men som modsætninger i kapitalismen og imperialismen..

Revolutionens basis udvides

Det var også dengang populært at beskrive investeringer, ulandshjælp og kreditter til den tredje  verden som et udtryk for udbredelsen af demokrati og frihed, propaganda der skal skjule udplyndringen. Imperialismens ageren overfor de fattigste lande udvider de objektive betingelser for kampen mellem folkene og imperialismen, understreger Enver Hoxha.

Revisionisternes linje for fredelig sameksistens eller for direkte samarbejde med USA-imperialismen var derfor ikke kun politisk og økonomisk forkert, fordi den i virkeligheden kun gavnede stormagterne, men var også et forsøg på at bremse den uundgåelige kamp for ægte selvstændighed.

Det kan virke som de olieproducerende lande er blevet rige og har mulighed for store investeringer i vesten. I virkeligheden er der tale om, at de reaktionære herskende kliker i f.eks. Saudi-Arabien kun har fået tildelt en brøkdel af de enormt store profitter, som de amerikanske, engelske eller franske olieselskaber har trukket hjem.

Enver Hoxha pointerer, at de imperialistiske magters ujævne udvikling beskriver en objektiv udviklingslov for kapitalismen. Verden er opdelt mellem de imperialistiske magter. Ikke endeligt sådan at forstå, at en nyopdeling ikke er mulig – tværtimod er nyopdelinger uundgåelige.
At Sovjetunionen på det tidspunkt var en (imperialistisk) supermagt var på ingen måde udtryk for en stabil magtfordeling mellem imperialisterne.

Enver Hoxha konkluderer, at  udviklingen vil tvinge stormagterne til uforsonlig konkurrence og voldsomme sammenstød i med hinanden. Kapitalismens udviklingslove ligger ikke under for borgerskabets teoretiske påhit f.eks. om en ny verdensorden, der ville skabe stabil fremgang.

Imperialismen er sig selv lig: Stadig værre

Samtidig med at produktionen har en stadig mere samfundsmæssig karakter, er det en kendsgerning, at kontrollen med produktionen er fuldstændig koncentreret på nogle få gigantiske monopoler i tæt samarbejde med banker og forsikringskoncerner, der tilsammen danner finanskapitalen.

Imperialismens udbyttende karakter er ikke forandret, og den benytter den kapitalistiske stat som et redskab, der tjener de multinationale selskabers mål. Som konsekvens uddybes modsigelsen mellem arbejderklassen og borgerskabet.

Drevet af et umætteligt profit begær forvandler monopolborgerskabet enhver kilde af midlertidigt frigjorte pengemidler til til kapital, så som pensionsfonde og befolkningens sparepenge.
Det er en skrøne når småaktionærer tilskrives demokratisk indflydelse. Sandheden er, at den arbejdende befolknings gæld til bankerne er stigende. Store rigdomme ophobes hos en lille gruppe mægtige industrikapitalister, der også har koncentreret den virkelige økonomiske og politiske magt i deres hænder.

Folkenes kamp mod imperialismen og de borgerlige kliker udvikler sig under forskellige former og med varierende styrke. Men det er en kendsgerning, at kapitalismen er trådt ind sit stadium af forrådnelse, revolutioner vil igen vil bryde frem, og socialismen vil følge sin egen kurs.

Netavisen 13. oktober 2008