En drøm uden løfter Barack Obamas linedans

Barack Obama i Berlin skulle overbevise europæerne om at han er ’Håbets mand’ – men han afslørede bundløs uvidenhed om Europa og europæisk historie

Kommunistisk Politik 17, 2008
Sign -argus

Obama taler til over 80.000 ved 'sejrssøjlen' i BerlinDen amerikanske politiker Barack Obama, der forsøger at blive USA’s præsident efter krigsmageren George W. Bush, var på en sommerudflugt til Mellemøsten og Europa med det formål at bygge sig op som leder af den globaliserede kapitalisme. Det skete først og fremmest med et budskab om, at han bragte ’håb’. Men han undlod klogelig at afgive løfter. Tiden må vise, om Mr. Hope kan indfri de forventninger, mange mennesker har til ham.

Højdepunktet for sommerens minutiøst indstuderede One Man Show, hvor Barack Obama for alvor førte sig frem, var henlagt til Berlin – ikke til Paris, London eller København. Det skyldes den enkle kendsgerning, at USA brugte Berlin som en smeltedigel i den kolde krig og gjorde Tyskland til sin væbnede vasal og spydspids i Europa.


Propagandashow i Berlin

USA indledte den kolde krig mod Sovjetunionen og dets allierede allerede før det sidste skud var løsnet i Anden Verdenskrig. Barack Obama var hoppet på den limpind, at ’russerne’ havde iværksat en blokade af Berlin, og at amerikanerne frelste den tyske befolkning ved at iværksætte en vældig luftbro, der bragte enorme mængder forsyninger til de stakkels berlinere, der således blev reddet af de uselviske og barmhjertige amerikanere.

Hvis Obama havde lyttet lidt mindre til sin hærskare af ’spindoktorer’ og i stedet havde sat sig lidt bedre ind i forløbet og tildragelserne, ville han måske være blevet lidt klogere og ikke have optrådt på slap line.

Han ville have opdaget, at blokaden og luftbroen var det måske største propagandashow, som hidtil har set lyset. I virkeligheden var det historiske skuespil et dække for en total ændret amerikansk udenrigspolitik med tysk oprustning på programmet og et signal om et afgørende forræderi over for alle internationale forpligtelser.


Vestmagterne splitter samarbejdet

Anti-Hitler-Koalitionen med de tre stormagter Storbritannien, Sovjetunionen og USA i spidsen havde ved topmødet i Jalta (4.-12. februar 1945) og Potsdam (16. juli-2. august 1945) truffet vigtige beslutninger om Tysklands fremtid.

Vestmagterne lod sig fortsat lede af de principper, de med held havde fulgt under opbygningen af deres koloniriger: Del og hersk. De ønskede Tyskland opdelt i flere mindre stater under international kontrol.

Sovjetunionen foreslog derimod, at Tyskland ikke skulle atomiseres, men regeres og opbygges i fællesskab af stormagterne, og fortsat skulle være en økonomisk enhed. Det blev bl.a. aftalt, at Tyskland skulle opdeles i fire besættelseszoner – amerikansk, britisk, fransk og sovjetisk – idet Frankrig blev anerkendt som besættelsesmagt. I Østtyskland blev hovedstaden Berlin ligeledes opdelt i fire tilsvarende zoner.

Der var enighed om at oprette et interallieret kontrolråd med repræsentanter for de fire stormagter og med sæde i Berlin. Rådet skulle fungere som en ordinær regering, idet der ikke på daværende tidspunkt var påtænkt oprettet en fællestysk regering.

Stalins fejltagelse

Sovjetiske soldater indtager Berlin og det røde flag hejses påp rigsdagsbygningen 1. maj 1945Stormagternes fælles program omfattede afnazificering, afrustning og forbud imod genoplivning af nazismen. Som en udstrakt hånd og et tegn på sit stærke ønske om at fortsætte krigstidens samarbejde ind i freden, indbød Sovjetunionen vestmagterne til at deltage i besættelsen af Berlin. Dette indgik ikke i nogen af de mange aftaler, der blev indgået under krigen.

En aftale bestemte, at besættelseszonernes grænser var bestemt af, hvor tropperne stod ved den tyske kapitulation. Berlin lå ca. 160 kilometer inde på sovjetisk besat territorium.

Det var således udelukkende Sovjetunionens velvilje – der senere viste sig at være en af Stalins største fejltagelser -  at vestmagterne blev indbudt til at sende tropper til Berlin. Efter overenskomst skulle Berlin regeres i fællesskab. Byens trafik, herunder den vigtige undergrundsbane eller metro, telefon og telegraf, kloakledninger, forsyning med el og gas m.v. skulle fortsat drives af byrådet, der lå i Østberlin, og som også stod for trykning og uddeling af rationeringskort og mange andre kommunale anliggender.

I et par år fungerede ordningen uden større problemer. Der blev bragt orden i væsentlige samfundsfunktioner, således at tilstandene nærmede sig, hvad der kan kaldes normalt.

Men vestmagterne valgte desværre en anden kurs, der spærrede for et nyt, fredens Europa. Signalet blev givet allerede, da USA som en magtdemonstration og bag ryggen på sine allierede kastede to atombomber over Japan i august 1945. Det skete med den begrundelse, at USA derved ville tvinge Japan til kapitulation. Men Japan havde allerede tabt krigen, idet Sovjetunionen holdt sit løfte fra Jalta-konferencen og i historiens største transportoperation sendte næsten en million mand med alt nødvendigt udstyr til Manchuriet i Nordkina, hvor den store japanske Kwantung-hær blev nedkæmpet.


Churchill atter på banen

Den 5. marts 1946 gav den tidligere premierminister Winston Churchill med sin berygtede (eller berømte) tale i Fulton i Missouri, USA, den kolde krig endnu et skub fremad. Trods sin stilling som krigsleder og den medfølgende glorificerende heltedyrkelse blev han vraget af befolkningen ved det første valg efter krigen og havde således behov for en ny politisk platform. Han ville stå i spidsen for vestmagternes kolde krig.

Til dette formål trak han sin gamle kæphest antikommunismen ud af stalden og blæste til uforsonlig kamp mod den tidligere allierede, Sovjetunionen. Det skulle bl.a. ske ved et af verdenshistoriens største forræderier, idet vestmagterne ved en konference i London besluttede at iværksætte en febrilsk genoprustning af Tyskland.  Glemt var alle krigens hårde kampe, lidelser og ofre, nazismens folkemord – og alle de højtidelige løfter.
Den bedre fremtid, der var foregøglet befolkningerne, blev bevidst blokeret.


Det afgørende brud

Vestmagterne arbejdede energisk på at slutte de tre vestlige besættelseszoner sammen og oprette en separat vesttysk stat – den stat, der blev West Germany eller Vesttyskland. I al hemmelighed forberedte og gennemførte vestmagterne en pengeombytning og ’valutareform’. Det var det afgørende brud, der tvang Sovjetunionen til af hensyn til befolkningen at træffe modforholdsregler. Indførelsen af den nye vesttyske mark skabte et ubeskriveligt kaos. I Berlin, hvor flere hundredtusinde arbejdere hver dag pendlede fra øst til vest, der var meget mindre ødelagt end øst, og hvor de fleste virksomheder var, kunne østtyskerne ikke længere komme tilbage til deres hjem i øst, hvis de ikke kunne betale sporvejs- eller metrobilletten i de nye vestmark.

Det siger sig selv, at handel og forsyninger til Berlin med mælk og andre levnedsmidler blev besværliggjort eller umuliggjort.
Læseren bør forestille sig, hvorledes det vil være at leve i f.eks. København, hvis de hidtil anvendte penge pludselig kun var gældende i en del af byen.


En genoprustet tysk stat

Som en reaktion på vestmagternes planer om oprettelse af en genoprustet tysk stat insisterede Sovjetunionen på de oprindeligt aftalte rettigheder for amerikansk militær trafik til og fra Berlin, der jo ikke hørte til det nye Vesttyskland. Det vakte et ramaskrig og blev i medierne fremstillet, som om det var russerne, der bidrog til den spændte situation. Der blev behændigt byttet om på årsag og virkning.

Den såkaldte luftbro formåede i modsætning til propagandaen kun i ringe grad at sikre forsyninger af fødevarer, brændsel osv. til de 2,5 millioner indbyggere i Berlins vestsektorer. Den såkaldte blokade varede i ni måneder, da vestmagterne officielt meddelte, at planerne om en separat vesttysk stat var skrinlagt. Det viste sig at være en hul løgn, idet Vesttyskland officielt blev oprettet som stat den 23, maj 1949.

Med oprettelsen af den Nordatlantiske Traktatorganisation (Nato) i 1949 og indordningen af Vesttyskland som medlem i 1955 var splittelsen endelig.


Drømmen om en bedre verden

Da Barack Obama gerne vil fremstå som Håbets Mand, kan det måske forventes, at han som mulig præsident med udstrakte beføjelser som en kejserlig selvhersker vil indlede en ny kurs, der bringer USA bort fra den krigens vej, landet har praktiseret i mangfoldige år – også til stor skade for det amerikanske folk.

Den tyske forbundskansler Angela Merkel havde modsat sig, at Brack Obama som oprindelig planlagt kom til at holde sin ’drømmetale’ ved Brandenburger Tor. Den plads var forbeholdt statsoverhoveder, sagde hun. I stedet optrådte præsidentkandidaten på slap line fra den prangende sejrssøjle, også kaldet Gud Else.

Han plagierede den legendariske Martin Luther King ved at fremmane drømmen om en bedre verden. ’Now is the time’, gentog han gang på gang.
Men der er lang vej fra drøm til virkelighed. Drømme har det med at forsvinde op i den blå luft. Martin Luther Kings drøm blev dræbt sammen med ham, da han blev myrdet. Med tvivlen lurende i baggrunden er det fristende at håbe, at Barack Obama vil få bedre held med sig. Og at han mener, hvad han siger.

Obamas Berlintale (eng)

Netavisen 28. august 2008