Krig og provokationer i Kaukasus

Af Jan R. Steinholt, Revolusjon

Krigen i Kaukasus drejer sig ikke om det «lille Georgien» mod stormagten Rusland. Præsident Mikhail Saakashvili i Georgien er ude på krigsopdrag med USA i ryggen, og sandsynligvis på direkte ordre fra Washington. Det vi ser, er imperialistisk revirmarkering, både direkte (Rusland) og via stedfortræder (USA). Det kan udvikle sig til en farlig storkonflikt midt i knudepunktet for olierørledningerne fra det Kaspiske hav.

Under åbningsceremonien til de olympiske lege i Beijing den 8. august, gik Georgien til angreb på den ”ulydige” og autonome russisksprogede provinsen Syd-Ossetien. Flere blev meldt dræbt i provinshovedstaden Tskhinvali. Rusland svarede med et angreb på de fremrykkende tropper, mens præsident Bush og en række vestlige stater har erklæret fuld støtte til Georgien. Den 7. august varslede det russiske udenrigsdepartementet at Georgien forberedte krig i udbryderregionen Syd-Ossetien, noget som ble afvist fra georgisk hold.
Dette er en krig der syd-osseterne er ofre for aggressive ambitioner fra både Rusland og Georgien. Sidstnævnte er opmuntret af USA-imperialismen og NATO til at ”rydde op” i eget hus og samtidig finde ud af hvor Ruslands smertegrænse går.

Krav om autonomi og uafhængighed
Det er mange lighedspunkter til situationen i det albansk dominerede Kosova, som indtil nylig var en provins i Serbien. De fleste indbyggere i Syd-Ossetien har russisk som modersmål og føler sig nært knyttet til Rusland. Moskva har desuden udstyret dem med russiske pas.

Kart over Georgia og Ossetia :: Wikipedia public domain

Både Ossetien og Georgien var del af unionen af sovjetrepublikker (Sovjetunionen) frem til 1991. Georgien var blandt de første af republikkerne som rev sig løs. Sydossetien brød på sin side fri fra Georgien i 1991–1992-krigen. En fredsbevarende styrke med 500 tropper fra Rusland og Georgien har siden været sat til at overvåge en våbenhvile fra 1991. Også regionen Abkhasien i det nordvestre Georgien har erklæret sig uafhængig i forhold til Georgien. Saakashvili vandt i maj 2008 et tvivlsomt valg hvor et af valgløftene var at tvinge udbryderprovinserne tilbage under georgisk kontrol.

Knudepunkt for råolietransporten
Regimet i Tbilisi (Tiflis) har lagt sig stadig tættere opad USA, og er i færd med at blive en veltrænet kamphund for Washington. Bortset fra USA bidrager ingen andre stater med lige så mange soldater i besættelsen af Irak set i forhold til folketallet. Disse styrker bliver nu, efter aftale med USA, trukket hjem for at delta i kampene mod russiske styrker. USA har i længere tid stået for uddannelsen af georgiske militær, har deltaget i militærøvelser tæt på den russiske grænse samt forsynet Georgien med store mængder militært materiel. Næste skridt er at forberede NATO-indmelding av Georgien.
Gennem Georgien går den eneste olierørledning udenom russisk kontrol som transportere råolie fra Det Kaspiske Hav til Sortehavet. Derfor er det vigtigt for de vestlige imperialister ikke bare at kontrollere regeringen i Tbilisi, men de kræver også at regimet sørger for ”stabilitet” indenfor sine grænser.

En bommerang fra Kosova
Imperialisterne tyr til retorik om ”nationale rettigheder” når det passer dem, og drejer gerne argumentationen 180 grader hvis det er formålstjenligt. Den politiske og historiske ironi viser sig i denne konflikt. For de vestlige imperialister, som mere eller mindre helhjertet støtter de georgiske krav om ossetisk underkastelse, er det et pinligt paradoks at Rusland og Syd-Ossetien nu kan påberåbe sig nøjagtig de samme argumenter som blev brugt som begrundelse for hvorfor Kosova ensidigt kunne løsrive sig fra Serbien. En løsrivelse som NATO garanterer, og som Rusland gik imod.

Læs også vores artikel fra 2004: Blodbad i Kaukasus

Netavisen 10. august 2008