Fantastisk  ungdomslejr i Brasilien

Rejsebrev fra Rio de Janeiro

Hej alle sammen…

Lejren – 21. internationale antifascistiske og antiimperialistiske ungdomslejr, sluttede i går. Vi havde tænkt os at skrive løbende, men alle har haft helt vildt travlt. Og når man er på sådan en lejr, er det med at udnytte tiden – emails kan man altid skrive, men det er sjældent man møder politiske aktivister fra så mange lande.

Til et arrangement som det her, med hundreder af unge og masser af aktiviteter, vil der altid være problemer, men brasilianerne har vist sig at være fantastisk dygtige organisatorer, med meget disciplineret ledelse.

Aftenen i går var en skør blanding af fest og tårer. Fest for en fantastisk lejr (og for at det hårde arbejde er overstået… for nu), og tårer over at skilles. Brasilien er et STORT land, og for mange er det både dyrt og tidskrævende at besøge kammerater, familie og kærester. Der kan godt gå måneder, år eller årtier imellem, og intern migration – i håb om et liv med et minimum af økonomisk sikkerhed, betyder at mange aldrig ser deres familie og venner igen.

Vi, altså de fire danskere, festede også fordi vi nu kan holde ferie. Ligeså spændende det har været, ligeså udmattende har det været. Den brasilianske sol har vi kun oplevet i pauserne når vi gik fra møde til møde, og efter 2 uger i landet med verdens mest berømte strande har jeg stadig ikke været ude og svømme!
De næste fire dage skal vi være på et lille hotel sammen med en del af de andre internationale delegationer og nogle af brasilianerne. Der skulle både være strand og tid til afslapning. Men vi er selvfølgelig dumme nok til allerede at have planlagt nye aktiviteter!

Boligmanglen er massiv i Brasilien – 7,9 mio. familier har ikke tag over hovedet, 52,3 mio mennesker bor i slum, 15 mio. har ikke rindende vand, 34% af kvinderne er enlige mødre og 80% af de enlige mødre bor i slumkvarterer!

I 1999 startede en boligbevægelse, MLB (Movimento de Luta nos Bairos, Vilas e Favelas – noget i retning af “Bevægelsen for slumkvarterernes kamp”). De kæmper dels for ordentlige forhold i slumkvartererne (i Sao Paolo alene kommer der et nyt slumkvarter til hver eneste uge) hvor manglen på kloakker, elektricitet, affaldshåndtering og rindende vand giver store sundhedsproblemer, dels besætter de land og opbygger helt nye kvarterer for (og i allerhøjeste grad med) de fattige og hjemløse. Mange besættelser bliver selvfølgelig angrebet af politiet, men flere steder lykkes det at gøre dem til permanente byer.

I den nordlige del af landet er en besættelse med 2.000 boliger blevet legaliseret. Den er blevet døbt ‘Leningrad’.
Der kommer løbende nye besættelser til, og efter nogle dages afslapning tager vi sandsynligvis med til et stormøde i Sao Paolo hvor en ny besættelse skal planlægges. Det bliver spændende at se hvordan de organiserer det, og bagefter er planen at tage til Minas Gerais (en provins 6 timers kørsel nord for Rio de Janeiro) og besøge en etableret besættelse hvor der både er kommet asfalterede veje, elektricitet, telefoner, busser, rindende vand osv.

Vi har selvfølgelig brugt en masse tid på at fortælle om Danmark og Europa. Sammen med de andre europæiske delegationer holdt vi en paneldebat om EU. I et land der først fik knækket deres militærdiktatur for 20 år siden, et land hvor tortur har været normen siden portugiserne med stor opfindsomhed torturerede indianere og afrikanske slaver, her var udviklingen i EU alligevel et mindre chok for mange, men hvilken dansker ville ikke også blive chokeret over at høre om DNA registre over sigtede (ikke dømte, bare sigtede…) og kameraovervågning i gaderne med computersystemer til automatisk identificering af eftersøgte?
Vi glemmer bare, at det ikke er en Orwell-roman, men udviklingen i EU.

En hasteproduceret video om ungdomshuset var et hit, men det må jeg skrive om senere, for nu løber jeg tør for batteri.

KH
JØ/Den danske delegation

Netavisen 4. august 2008