Krisen er her – og arbejderklassen må finde sit svar

Make the rich pay for the crisis!Når den kapitalistiske krise kradser har de herskende kun een løsning: at vælte byrderne over på arbejderne for at sikre deres profitter. Arbejderne og det store flertal må udvikle et modsvar, sit eget kriseprogram  – og kæmpe for at sætte det igennem

Kommunistisk Politik 15, 2008

Det er under den kriminelle, storlyvende og korrupte Fogh-regering blevet ualmindelig surt at være almindelig dansker. Priserne er steget og inflationen buldrer derudad og udhuler husholdningsbudgetterne. Det er blevet meget dyrere at spise, at betale for el og varme, huslejer og boligudgifter. Gælden fra boliglån og kreditkort tynger, mens renterne presses i vejret.

Nedturen tog allerede fart i sidste kvartal af 2007, da Fogh-regeringen sikrede sig genvalg på nye løgne om at sikre økonomisk fremgang og offentlig velfærd – vel vidende at den ikke ville indfri sine løfter.  De første to kvartaler i 2008 har vist en faldende produktion, den økonomiske vækst er negativ. Danmark er i recession, starten på en alvorlig økonomisk krise. Den samlede økonomi forventes at gå tilbage med 0,7 pct, i år.  Et faldende forbrug som følge af pres på reallønnen og prisstigninger er også udtryk for dette, og en faktor til uddybning af krisen.

Foghs løgne: Det går næsten for godt!

Den genvalgte Fogh-Rasmussens nytårstale til den danske nation fortjener at blive genopfrisket som et allerede klassisk eksempel på den løgnagtige selvros, som ukritiske medier og bedragne vælgere ukritisk labbede i sig:

-  Den stærke danske økonomi vækker opsigt. Det går bedre i Danmark end nogensinde. Aldrig har så mange været i arbejde. Arbejdsløsheden er rekordlav, sagde han og fortsatte:
– Langt de fleste danskere har mærket fremgangen i de seneste år. Vi oplever et kolossalt socialt fremskridt. Titusinder af mennesker, der før stod uden for arbejdsmarkedet, har nu fået arbejde. Har fået opgaver og ansvar. Har fået et nyt indhold i tilværelsen.
Det økonomiske opsving er en social revolution.

En social revolution! Fogh gik direkte videre til at erklære:

– Det går så godt, at den største risiko i det nye år faktisk er, at det kommer til at gå for godt – og det meste af resten gik ud på, at de offentligt ansatte og arbejderne skulle vise mådehold med kravene:
– Vi har et fælles ansvar for at sikre fortsat fremgang i Danmark. Ved at være realistiske i vore krav og forventninger til offentlig service, privat forbrug og løn.
Ingen har glæde af at stille for store krav i dag – for at få den dobbelte regning i morgen.

Og han fulgte op med selvros af værste skuffe:

Vi har aldrig haft det bedre i Danmark end i dag. Vi er nået dertil, fordi vi har truffet de rigtige beslutninger i rette tid.
På tværs af traditionelle skel mellem arbejdsgivere og fagforeninger, mellem regering og opposition har der igennem de sidste 25 år været bred enighed om de vigtigste bestanddele i en stærk og bæredygtig økonomi.

På det tidspunkt var finanskrisen i USA allerede en realitet, der havde bredt sig over andre kontinenter og Danmark var på vej til at styrtdykke ned i krisen, der vil komme til at stå som et uhyggeligt monument over Fogh-regeringens nyliberale udplyndringspolitik og samtidig dens totale fiasko med hensyn til at indfri sine skamløse løfter.

Det nyliberale klassesamarbejdes fallit

Foghs nytårsøvelse gik simpelthen ud på at tale arbejderklassen til ro, så den ikke for alvor går til modstand mod reallønsfald, dyrtid og velfærdsforringelser af enhver art. Det må også konstateres, at det lykkedes for ham til en vis grad at inddæmme de offentligt ansattes storkonflikt, ikke mindst med hjælp fra en stor del af fagtoppen – ’på tværs af traditionelle skel mellem arbejdsgivere og fagforeninger, mellem regering og opposition’.

I dag – kun godt et halvt år senere – falder Foghs pompøse ord fuldstændig fladt til jorden, hans nyliberale version af klassesamarbejdspolitikken har fået dårlige vilkår. De barske økonomiske vinde, der blæser, og forårets storkonflikt trækker kendsgerningerne skarpt op, så det ikke er til at misforstå: Staten som de offentligt ansattes arbejdsgiver og som varetager af kapitalens interesser står sammen med de øvrige arbejdsgivere i en fælles front imod arbejderne, privat som offentligt ansatte, imod det store flertal i et forsøg på at vælte krisens byrder over på flertallet og sikre egne profitter.

Når krisen begynder at kradse, bankkrak (som Roskilde Bank) og konkurser truer, aktierne taber i værdi og milliardformuer i papir går tabt, er der slet ikke råd til ’sociale’ eller ’etiske’ hensyn. Enhver er sig selv nærmest i den kapitalistiske konkurrence- og overlevelseskamp – samtidig med at kapitalisterne udmærket kan enes om at stå sammen mod befolkningens flertal.

Der skal laves profit såvel i opgang som i nedgang, og på både gynger og karruseller. Derfor appellerne om ’mådehold’ til arbejdsklassen, samtidig med at CEPOS igen foreslår topskattelettelser som vej ud af krisen og andre nyliberale venstrefolketingsmænd foreslår at privatisere rub og stub i den offentlige sektor.

Arbejderklassens kriseprogram

Dorte Grenaa– Det er klart at klassekampen skærpes under krisen, og de virkelige holdninger og reelle modsætninger træder skapere frem, siger Arbejderpartiet Kommunisternes formand Dorte Grenaa.
– Det gør det også tydeligt, at arbejderklassen og det store flertal må udvikle vores egen vej ud af krisen, vort eget kriseprogram. Enten gør vi det og skaber enighed omkring det bl.a. i fortsættelse af forårets storkonflikt – elle også bliver vi påduttet Fogh’s, CEPOS’ og EUs ’løsninger’, som betyder større social ulighed, øget reallønsfald og nye velfærdsnedskæringer.

Dorte peger bl.a. på krav som højere løn, dyrtidssikring af overførselsindkomster, der rammes hårdt af inflation og prisstigninger, afskaffelse eler stærk reduktion af madmomsen, stærk progressiv beskatning og – helt centralt – et stop for de danske krige og dansk krigsdeltagelse i Afghanistan, Irak og alle andre steder.

– Krisen trækker tingene enkelt op, siger Dorte. – Det er klasse mod klasse! Og den røde tråd for arbejdernes og det store flertals vej igennem krisen må være at forhindre kapitalens og magthavernes forsøg på at vælte krisens byrder over på de spinkleste skuldre – og tvinge de rige til at betale for deres krise.

– APK har taget fat på at udarbejde et sådant program, og vi opfordrer til en bred debat omkring det, for det må nødvendigvis være et virkeligt enhedsprogram, som store dele af den arbejdende befolkning er villig til at kæmpe aktivt for.

Også Kommunistisk Politik vil i de kommende numre følge op på udarbejdelsen af kriseprogrammet.

Netavisen 23. juli 2004