Den enes brød

Kommunistisk Politik 13, 2008

Mennesket behøver mad for at leve. På flere forskellige konferencer i forskellige FN-organisationer har det været nødvendigt at nævne dette over for de rige lande.

Den kendsgerning, at brød og ris er basale for opretholdelse af livet, har været nødvendigt at diskutere, fordi næsten 850 mio. mennesker sulter, og prisstigninger øger deres antal hver dag.

Sulten og prisstigningerne på fødevarer skaber kolossale problemer for de fattige lande, flygtningestrømme og sammenbrud af stater. Også de udviklede kapitalistiske lande rammes, primært de fattige i de rige lande.

Sult er det væsentligste menneskerettighedsproblem, og i den sammenhæng er brug af nødvendige fødevarer til produktionen af biobrændstof og spekulation i prisstigninger forbrydelser mod menneskeheden.

Krig og spekulation

FAOs generalsekretær og Italiens premierminister Silvio Berlusconi hygger sig på fødevaretopmødet i Rom 3. juni 2008FN’s fødevareorganisation (FAO) holdt i begyndelsen af juni en international konference i Rom, om hvilke skridt der kan tages for at vende fødevarekrisen.

I begyndelsen af 2008 nåede prisen på basale fødevarer det højeste niveau i mere end 30 år. Det er ikke kun nogle enkelte produkter, men simpelthen størstedelen, der har oplevet prishop på mere end 25 % i løbet af ganske få måneder. Ifølge FAO’s statistik er det seneste prishop ikke mindst udtryk for dollarens værditab eller inflation. Den nuværende bølge af prisstigninger tog fart i 2003 sammen med olieprisen, da Bush, Blair, den danske statsminister Anders Fogh m.fl. indledte krigen mod Irak.

Den seneste store prisboble før denne sprang i 1974, og priserne på fødevarer stabiliserede sig først omkring 1987, da EU og andre industrilande gennem massive programmer med støtteopkøb, oplagring og destruktion af fødevarer sikrede industri og landbrug en minimumspris.

FAO’s undersøgelser viser det, som ingen politikere ønsker at fortælle: Det imperialistiske krigseventyr er en af de centrale årsager til stigninger i fødevarepriserne.

Med til at forstærke den nuværende fødevarekrise er yderligere, at mekanismerne til at regulere markedet, såsom statslige opkøb og fødevarelagre, har været under afvikling til fordel for skabelsen af et internationalt (globalt) marked. Finanskrisen og nedturen på aktiemarkederne har øget spekulation i købskontrakter på den kommende høst, hvor der satses på, at der ligesom tidligere år vil være fejlslagen høst som følge af tørke med efterfølgende vareknaphed.

Glade dage i Rom

Mens alle taler om problemerne i al almindelighed og udtrykker sørgmodig bekymring for de fattiges skæbne, forholder det sig helt anderledes, når det kommer til konkrete skridt imod det ukontrollable marked. Topmødet i Rom er af stort set af alle kyndige iagttagere blevet kaldt en forspildt mulighed.

EU’s udviklings- og landbrugsministre var til gengæld glade for dagene i Rom. De har øjnet chancen til at tjene nogle penge ved at føre braklægnings- og miljøinvesteringer årtier tilbage.

I det danske landbrug har ”braklagte marker” reelt været ekstra brede kanter langs med åer og andre arealer til gavn for miljøet. Den danske udviklingsminister Ulla Tørnæs (der selv er godsejer) og den danske EU-kommissær for landbruget Mariann Fischer Boel (som også er godsejer) er helt enige om at udnytte krisen til det yderste. Fischer Boel skriver, at det var fascinerende og opmuntrende at deltage på FOA-topmødet i Rom, men naturligvis kunne man ikke sige ja til alle de fattige lande, der bad om fødevarehjælp nu og her.

Konklusionen fra EU’s side er, at man nu har en ekstra klemme på de fattige lande til at få dem til at acceptere de rige landes krav til WTO-forhandlingerne i den såkaldte Doha-runde, nemlig åbne markeder.
Topmødet blev f.eks. brugt til at kritisere Brasilien for at have sat restriktioner på fødevareeksporten. ’Den type handling er kun med til at øge prisen,’ blev det påstået.

Gmo

Den danske landbrugskommissær var heller ikke enig i, at EU’s landbrugspolitik er en del af problemet. Altså er det helt i orden, at EU fortsat har støtteordninger, hvor man som f.eks. i Danmark betaler landmænd for ikke at producere mælk, osv.

Udviklingsminister Tørnæs har heller ikke ligget på den lade side. Da krisen i årets første måneder fik folk på gaden i Somalia, Cameroun, Elfenbenskysten, Senegal, Burkina Faso og mange andre afrikanske lande, pegede hun med det samme på gmo-afgrøder som afgørende i udviklingsstøtten til landbruget.

Ingen krise er så stor, at der ikke kan sælges et eller andet vidundermiddel, en ny sprøjtegift, en fantastisk kunstgødning, og ikke mindst såsæd, der kun kan produceres i USA og leveres på en kontrakt, der binder landmænd i årevis.

Gmo-afgrøder har ingen dokumenteret forbedring af udbyttet, men prisen er meget høj. Det er ikke afprøvet, hvilke langtidsskader der kan være på sundheden og naturen. Det er derimod en fastslået kendsgerning, at monokulturafgrøder skal tilføres meget mere kostbar næring.

Man kan kalde det ’forspildte muligheder’ eller en situation, hvor monopoler og spekulanter og deres politiske repræsentanter øjner nye chancer. Folkene sulter – mere og mere.

Netavisen 24. juni 2008