Strejken fortsætter: Sig Nej til 2½ promille ”Sprængt ramme”

Sosu’er, pædagoger og sundhedssektoren har stadig initiativet i egne hænder. Skuffelsen over resultat og faglige topledere kan vendes til stolthed og ny sejrsvilje

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 10, 2008

Banner foran Christiansborg

I næsten et år har det gjaldet fra sosu’erne:
Respekt for vores arbejde – Mere i løn – Flere hænder.

Sidste års spontane strejke, der med udspring i Holstebro blev landsdækkende, satte fokus på de offentlige ansattes arbejdsforhold i almindelighed og blev mødt af en stor sympati fra befolkningen. Sympatien har siden været støt voksende, hvilket ikke er så underligt, idet befolkningen som brugere af det offentlig på egen krop har mærket konsekvenserne af den neoliberale politik.

En opfyldelse af kravene ville være et stort benspænd for denne politik og minimalstaten, som i sin konsekvens betyder privatisering af alle rester af det offentlige. Et samfund hvor kun de rige har råd til at betale og forsikre sig til en offentlig service.

Ved folketingsvalget blev der afgivet rundhåndede løfter om midler til de ansatte. Stemmerne og mandaterne kom i hus; men midlerne forsvandt som dug for solen. Anders Fogh garanterede på den ene side, at regeringen ikke ville blande sig i forhandlingen, mens han samtidig lagde loftet for resultatet.

Politikernes svigt styrkede såvel de ansattes sammenhold og befolkningens opbakning. Der opstod en unik historisk situation, hvor der mere end nogensinde tidligere var et styrkeforhold gældende, der i den grad kunne give solide resultater.

Efter 3 ugers konflikt har FOA’s bestyrelse (49 for, 12 imod og 5 blanke) tabt den på gulvet – eller mere præcist: Kastet håndklædet i ringen: 1-2½ promille udråbes som en sejr – eller ”bedst opnåelige resultat.

FOA’s formand Dennis Kristensen har fra starten overhovedet ikke forhandlet kravet ”Flere hænder”. Dernæst har han reduceret lønkravet til sølle 15 pct., der slet ikke modsvarer kravet om 5.000 kr. mere om måneden – og senest har FOA-ledelsen accepteret et resultat, der kun indebærer nogle mønter, der på det nærmeste er udgået af det danske møntsystem.

Det er et svig, forræderi og en kniv i ryggen på de strejkende, der gennem konflikten er vokset i stolthed og sammenhold med en stadig stærkere fornemmelse af sammenholdets styrke og tiltro til, at det kan lade sig gøre.

Skuffelsen over forræderiet stod malet i ansigterne på sosu’erne i København gennem hele dagen. I det gode vejr havde de sat hinanden stævne i parkerne og friarealerne omkring plejehjem og beskyttede boliger. Overalt spurgte de:
– Var det derfor, vi har konfliktet i 3 uger?

Resultatet nærmer sig ikke Mandeløn til kvindefag. Det ikke så meget som snuser til det. Lønstigningen vil med overvejende sandsynlighed være spist op af inflationen over de næste 3 år. Hvad der er endnu mere grotesk er, at det vil øge lønspredningen indenfor FOA’s interne rækker. Løn”stigningerne” gives nemlig procentuelt. De højest lønnede får mest – de lavest lønnede mindst.
Dennis Kristensen: Hvor blev ligelønnen af?

Fra starten af forhandlingerne for samtlige offentlige ansatte har procentsatserne som grundlag for løndannelsen været udgangspunktet. Det var et vigtigt element i, at de statsansattes forhandlere fik et JA igennem. Lærernes og pædagogernes forhandlingsledelser lod sig også spille af bordet med begrundelse om, at de havde ”sprængt rammen”. Nu følger FOA-ledelsen med i nederlagets spor, og overlader slagmarken til Sundhedskartellet, som i skrivende stund netop har indledt forhandlinger med Regionerne.

De offentlige arbejdsgivere og politikerne har opnået succes med deres splittelse. Fogh har måske fundet sin kattelem, hvormed han undgår et politisk indgreb. Forhandlerne har indvilget. De ansatte bliver ofre; men det sidste slag er ikke slået!

Sundhedskartellet er fortsat i konflikt, pædagogerne kan meget vel forkaste forliget og FOA’s medlemmer har endnu ikke stemt. Det har sine vanskeligheder at genoptage handsken. Manipulationen sættes ind med voldsom kraft; men det kan lade sig gøre – og det er den eneste vej frem.

Det er altid vanskeligt at genoptage en konflikt. Man skal på ny finde fodfæste og gejst; men det vil i givet fald finde sted med en ny værdifuld bagage i rygsækken: Læren om de faglige lederes rolle. Stol aldrig på dem.

Sosu’er, pædagoger og sundhedssektoren har stadig initiativet i egne hænder. Skuffelsen over resultat og faglige topledere kan vendes til stolthed og ny sejrsvilje. De har fortjent det. De fortjener ikke kun respekt for deres arbejde og arbejdsindsats. De fortjener også respekt for deres medlemskab af fagforening og forbund.
De fortjener hele arbejderklassens opbakning.

Netavisen 8. maj 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne