Hvad der er brug for

Hvad skal komme efter Enhedslisten? Hvordan bliver den revolutionære venstrefløj og dens politik parlamentarisk repræsenteret – for at styrke kampen udenfor

Kommentar
Kommunistisk Politik 10,2008

Pernille Rosenkrantz-Theills farvel til Enhedslisten er et signal om partiets strategiske kriseAt rejse arbejderklassens principielle krav imod al borgerlig demagogi om at ”Danmark er verdens bedste samfund” er en opgave for folk som indser behovet for revolutionær forandring. Den kan ikke overlades til Socialdemokratiet og SF, der hhv. drømmer om at vende tilbage til magten eller for første gang at blive tituleret ’Hr. Minister’ m/k. Den er heller ikke, slet ikke, løst med Enhedslisten.

Der trænges til en fornyet debat om, hvordan de progressive kræfter kan forenes om en valgplatform, der kan bryde med de borgerlige og socialdemokratiske illusioner.

Symptomatisk nok er der – 100 år efter at kvinderne først opnåede en begrænset valgret – ingen der stiller op med en principiel agitation for fuldstændig lighed. Tværtimod kan traditionelle kvindefag i den (endnu) offentlige sektor hver måned på lønsedlen se, at de stadig betragtes som mindre værd.

Strejkekravet om ligeløn blev ikke rejst markant i folketinget. Tværtimod hylder alle de tre nævnte partier nu FOA formandens forkølede forlig og anbefaler mere eller mindre åbent, at konflikten stoppes.

Det principielle krav om ligeløn blev ikke rejst, fordi  det skal først betænkes i en særlig kommission, der skal drøfte, om det nu også går an. Socialdemokraterne har ellers haft alle muligheder for at rejse kravet gennem årtier. De har tilmed påstået, at de har opfyldt det.
Kendsgerningen er,  at kvinder og børn ikke regnes for noget. Som en af de allestedsnærværende nylibanale kommentanter fik lov at sige i bedste sendetid på statsfjernsynet: Kvinder får en dårligere løn. fordi de ikke kan betale sig!

En anden kendsgerning er, at industriens arbejdsgiverforening sort på hvidt har stillet krav til regeringen om, at offentlige jobs ikke må være konkurrencedygtige med hensyn til løn og arbejdsforhold.

Med revolutionære i folketinget vil der pludselig lyde en agitation for kvindekampens krav, der kan bryde med illusionerne, og forklare at ulighed ikke er et tilfælde, men kapitalismens natur – og at kvindekampens perspektiv ikke er illusorisk lighed under kapitalismen, men fuldstændig frgørelse under socialismen.

Enhedslisten omtaler sig selv som socialistisk og demokratisk græsrodsparti, og det gør gerne en dyd ud at være en samling af organisationer til venstre for SF, og af at være ’bevægelsernes talerør’ i folketinget. Det er imidlertid en falsk varebetegnelse. Enhedslisten er ikke en valgalliance af forskellige kræfter, der samles om en minimumsplatform af centrakle mærkesager, der kan forene forskellige grupperinger og tendenser blandt venstrekræfterne. Med al tydelighed har Enhedslisten vist, at det er et egentligt parlamentarisk parti, der i stedet for at være bevægelsernes talerør forsøger at bestemme, hvad bevægelserne skal mene.

På årsmødet i april slog partikarakteren også tydeligt igennem, da valget af Asmaa på kandidatlistens top ti af hovedbestyrelsens beretning fik tillagt skylden for det dårlige valgresultat. Balladen for at ensrette kandidatlisten kom til at tage mange af Enhedslistens kræfter. Afslørende var det, at den brød ud, da Asmaa  udtalte støtte til Iraks ret til modstand, væbnet modstand mod topbevæbnede aggressorer.
Her var der tilsyneladende en kandidat, der stillede op til folketinget og forsvarede en af folkerettens principielle grundsætninger.

Under det seneste årsmøde støttede fire femtedele af deltagerne hovedbestyrelsens mærkværdige og brutale  krisehåndtering af sagen, der dybest set gik ud på at erklære folkeretten og den væbnede modstand i modstrid med partilinien, og dermed nærmest eksklusionsgrund at nævne.

Enhedslistens slagkraftige talent Pernille Rosenkrantz-Theill, der selv i forbindelse med malingaktionen mod Fogh fik folketingsgruppens og hovedbestyrelsens ’solidaritet’ at føle, fik nok af partiets Asmaa-jagt og skrigende politiske opportunisme og parlamentariske tilpasningsevne. Hun forlod først folketinget, så partiet. Det er et signal om, at unge progressive ikke kan finde et ståsted dér.

Det er tydeligt at der intet perspektiv er for massebevægelserne i Enhedslisten, og det er også den afklaring der er ved at brede sig, og som får stemmer og medlemmer til at blive hjemme.

Der er mange tegn på, at klassekampen udvikler sig i takt med den begyndende krise. Et perspektiv for bevægelserne er naturligt at stille de konkrete krav op som valgplatform, udnytte parlamentarismens muligheder i kampens tjeneste. Samle progressive kræfter, på tværs af de kunstige skel, som kapitalisme fremmer, for enhed i kampen mod kapitalen.

En ægte valgalliance, der ikke tager udgangspunkt i et kompromis mellem revisionistiske partier og venstresocialister for et ”arbejderflertal” eller en ”rød-grøn regering” eller andre gamle travere der alle er undskyldninger for et strategisk samarbejde med socialdemokratierne.

En politisk platform der forener arbejderklassens konkrete politiske hovedkrav med de kæmpende lag i ungdommen og kulturlivet i en fælles kamp mod reaktionens krigsgale og liberalistiske offensiv. Det er hvad der er brug for.

Netavisen 9. maj 2008