Strålende sejr for revolutionen i Nepal

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 9, 2008

Folket i Nepal støtter rvolutionen og NKP(M)Kommunisterne i Nepal – eller rettere sagt Nepals Kommunistiske Parti (Maoister) – har vundet en strålende sejr ved parlamentsvalget. De fik mere end 40 pct. af pladserne i parlamentet og den nye grundlovgivende forsamling- og blev mere end tre gange så stort som det næststørste parti.

Det nepaleseiske folk har anbragt sine forhåbninger hos dette revolutionære parti, der i modsætning til de andre partier – også nogle, der kalder sig kommunistiske -  har kæmpet sig til en sejr.

De andre partier har vist sig korrupte, gridske og på trods af løfter om det modsatte mere end villige til at indgå kompromisser med den feudale kongemagt i det ludfattige og socialt nedtrådte land.

Det er en sejr af historisk rækkevidde, ikke bare for folket i Nepal og dets nabofolk, men for revolutionen på globalt plan.

Gennem 10 år førte NKP(M)  væbnet kamp, folkekrig, mod det feudale regime, og vandt kontrol med store dele af landdistrikterne, trods brutal modstand fra den kongelige hær og politiet, der blev udrustet og instueret af USA og Indien. M;indst 13.000 partisaner døde i denne krig.  I 2006 indgik det så en fredsaftale med de øvrige partier i landet om at afholde valg til parlament og grundlovgivende forsamling, der skulle forberede kongedømmets afskaffelse og overgang til republik. De gamle partier troede at de var drevne nok til at snøre kommunisterne ved valgurnerne (hvor valgsvindel ikke har været et ukendt fænomen), men fik sig en kold dukkert.

Valgsejren betyder, at det er kommunisterne, folk der har ført kamp der sidder ved roret. Det er et sviende nederlag for kongemagten og den feudale reaktion i landet – og for dens bagmænd og støtter i Indien og USA, der har set Nepal og kongedømmet som en faktor mod revolution og omvæltninger af den amerikanske dominans i regionen.

Den revolutionære kamp, som NKP(M) har ført – og som Arbejderpartiet Kommunisterne og alle andre ægte kommunistiske partier har støttet – er forudsætningen for de reformer, som nu kan gennemføres. Reform nr.1 bliver fjernelsen af kongen.

Det politiske billede i Nepal er broget, men nu klarere rødt. Kommunismen som ide er stærk – og der er ikke mindre end fire erklæret kommunistiske partier i den såkaldte ’7 parti-alliance’, der nu skal skabe en konstitutionel republik. Det nu næststørste parti i landet er det gamle ’ Nepali Congress’ , som er medlem af den socialistiske internationale.

Det var en del af koalitionsregeringens grundlag, at monarkiet skal afskaffes og at der skal etableres en demokratisk republik. Det forudsætter imidlertid, også ifølge aftalen, at den grundlovgivende forsamling godkender beslutningen. Dertil kræves simpelt flertal blandt de 601 delegerede, og med NKP(M) på 40 pct. af dem, er det usandsynligt, at det ikke vil lykkes at dumpe den reaktionære kong Gyanendra og hans bloddryppende dynasti.
De gamle kompromispartier vil ikke være i stand til at hindre det.

NKP(M)s beslutning om at indstille den væbnede kamp og deltage i den politiske proces på baggrund af den vundne styrke vakte stort mishag i den internationale organisering af maoistpartier, som det var medlem af – et foretagende kaldet RIM, hvor en dominerende rolle spilles af Bob Avakians amerikanske Revolutionary Communist Party . NKP(M) blev beskyldt for at forråde maoismen og gå i kopmpagniskab med klassefjenden, og blev hældt ud af det fine selskab.  Men NKP(M)s taktik viste sig at være rigtig og succesrig. Måske fordi det er Lenin snarere end Mao.  Også parlamentsdeltagelse kan bruges med held i den revolutionære kamp.

Valget står ikke mellem reform eller revolution, mellem væbnet kamp eller parlamentarisk kamp. Virkelige refomer er efter marxismen opfattelse et resultat af den revolutionære kamp, dens sidegevinst, så at sige.Parlamentarisk indflydelse kan kun blive positiv, hvis den er forankret i reel magt, såsom (i særlige situationer) en folkehær eller stærke demokratiske bevægelser og organisationer uden for parlamentet. Alle kampmidler til arbejderklassens og folkets rådighed må ubetinget anvendes.

NKP(M) har ikke lagt folkehæren død. Truer mulige reaktionære og  imperialistiske aggressorer den fortsatte revolution – fra kongemagten, Indien eller USA – vil den være parat til og i stand til at forsvare den. Kombinationen af den revolutionære kamp og den parlamentariske kamp, med førstnævnte som det grundlæggende, gør den nepaleiske revolution overordentlig stærk og svær for fjenderne at ramme.

Der er grund til at lykønske de nepalesiske kammerater!

Se også

Nepal: Republik nu!
Af Johan Petter Andresen

Fuld støtte til folkekrigen i Nepal!
Arbejderpartiet Kommunisterne 27.11.2001

Maoisme og folkekrig
Kommunistisk Politik 16, 2001

Netavisen 24. april 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne