Arbejderkvinder i bevægelse

En ny bevægelse af arbejdende kvinder er på vej – med solid støtte fra deres mænd. I dag er det arbejderkvinderne i den offentlige sektor, der går forrest.

Kommunistisk Politik 9, 2009

En ny generation af kvinder, der især arbejder i den offentlige sektor og hører til de lavestlønnede i landet, har markeret et krav om økonomisk ligestilling med mændene, om ligeløn NU.

På  trods af at mange af dem har årelange uddannelser, halter lønnen i det offentlige væsentlig tilbage for den private sektor. Lønforskellene mellem den offentlige og private sektor og mellem de lavest- og de højestlønnede – mellem ‘mandefag’ og ‘kvindefag’ – uddybes til stadighed.

I årevis er kvinderne blevet tudet ørene fulde om, at kvindekampen havde sejret og var slut – og omtrent det eneste der stod tilbage var at få lige så mange kvindelige ministre og direktører som mandlige. Det var et tydeligt tegn på at arbejderkvinderne var sat udenfor: Det var borgerskabets damer, der fra slutningen af 80erne og op gennem 90erne og ind i det ny årtusinde dominerede billedet med ders indskrumpede udgave af kvindekampen.

Under storkonflikten har vi set kvinderne på gaderne, i protester og demonstrationer, i stort tal. Den ny arbejderkvindebevægelse starter ikke med de finere krav i hjørnerne af frigørelseskampen: De går lige til sagen og kræver økonomisk ligestilling. Det er det grundlæggende – og det ved de.

Den ny bevægelse tager afsæt under en højkonjunktur, der er ved at være slut. Det er på høje tid, den kommer.

Samme kamp til forskellige tider

Det var helt tilbage i det 19. århundrede, at ligeløns- og ligestillingskravene først blev rejst. Dengang under enorm modstand – også fra de mandlige arbejderes side, der så kvinderne som løntrykkende konkurrenter på arbejdsmarkedet. Bare noget der lignede ligeløn kunne der skydes en hvid pind efter.

Situationen ændrede sig i løbet af det 20. årrhundrede. Nye grupper af kvinderne, der tidligere havde være ’hjemmeløbende husmødre’ kom i stort tal ud på arbejdsmarkedet, ikke mindst ui den offentlige sektor, der blev udbygget til at varetage stadig flere opgaver og ikke mindst tilfredsstilkle kapitalens øgede krav om at den skulle varetage en effektiv reproduktion af arbejdskraft og altid sikre, at der var nok at tage af til højkonjunkturerne.

I  begyndelsen var de gifte kvinders løn et supplement til mandens; mange af kvinderne havde deltidsarbejde. I slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne var det industriens kvinder, der gik i spiudsen for kravet om ligeløn. I den offentlige sektor savnede kvinderne kamptraditioner.

I 1973 kom som bekendt ligestillings- og ligelønslovene. På papiret fulde rettigheder og lige løn.
Realiteten var en helt anden. De formelle rettigheder var et pyntet skalkeskjul for at uligelønnen fortsatte med at findes – og den er tilmed blevet større i de sidste par årtier.

Det offentige koner går forrest

I dag er det arbejderkvinderne i den offentlige sektor, der går forrest. Det hænger selvfølgelig sammen med kvindernes dominerende stilling i disse fag, men også med øgde kamptraditioner. Desuden er mange af de traditionelle industrifag – og også kvindefag i industrien – forsvundet, samtidig med at mange servicefag er gennemrationaliserede.

Men først og fremmest er kvindens økonomiske stilling blevet ændret. To fulde indtægt er er en absolut nødvendighed for en børnefamilie i dag (hvad enlige forældre også mærker). Kvindernes løn er ikke et supplement, men en betingelse for familierne. Det er an afspejlig af, at reallønnen over årtier har en tendens til at falde under kapitalismen.

Det betyder også, at deres mænd (de fleste i al fald) støtter kvindernes krav om ligeløn. For den  er også direkte i deres interesse. Det er en hovedårsag til den enorme opbakning til kvindefagenes konflikt.

Der er enorme perspektiver for en progressiv udvikling i denne kamp. Bevægeklsen har grebet fat i det grundlæggende, i økonomien, og kæmper i de bredeste masseorganisationer, fagforeningerne, mænd og kvinder skulder ved skulder, indvandrere og hjemmeføddinge hånd i hånd. Det er integrationskamp i praksis.

På dete grundlag kan der bygges videre i mange andre retninger i kvindekampen – også i den politiske og ideologiske kamp mod borgerskabet og dets folk. Dagens unge kvinder står klar til at føre den videre.

Se også
Er mænd stadig lidt mere værd end kvinder?
Af Cathrine Petersen, formand DKU

Netavisen 27. april 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater