Storkonflikt, valgret, ligeløn og ligestilling

Konfliktkommentar

Ergoterapeuter kræver ligeløn 17. april 2008

Ergoterapeuter kræver lige løn lige nu – 17. april 2008

Da det borgerlige demokrati blev indført i Danmark med grundloven af 1849, gjaldt valgretten ikke for de 5F’er: Fruentimmere, folkehold, forbrydere, fjolser og fattige.

Den internationale kamp (og også den danske) for kvindernes ligestilling var ældre end grundloven, men den demokratiske bølge, som ledsagede enevældens fald,  gav anledning til, at kvindernes sociale stilling i Danmark blev sat i fokus i 1850’erne. Men det var først med stiftelsen af det dengang revolutionære Socialdemokrati – medlem af Marx og Engels’ Internationale – og i løbet af 1880’erne, at den organisede kamp for kvindernes valgret for alvor kom op at stå..
I 1908 blev den begrænsede valgret indført ved kommunalvalg. Først i 1915 blev den generel i kraft af en grundlovsændring.

Den aktuelle storkonflikt hos de kvindedominerede fag i det offentlige har atter sat fokus på nogle ubehagelige kendsgerninger: Trods valgretten fra det forrige århundredes første årtier, trods ligestillings- og ligelønslove fra 1970erne, og på trods af en årelang propaganda om, at kvindekampen har sejret, er kvindernes sociale stilling stadig kønsbestemt.

Der er ikke sket reellle fremskridt med hensyn til ligeløn. Kvinderne halter stadig, som i 70erne,  lønmæssigt mere end 20 pct. efter mændene. Forskellen bliver endnu større, når det gælder livslønnen. Kvinderne regnes altså endnu for lavere væsener i det kapitalistiske samfund. De arbejdende kvinder er stadig udsat for en dobbelt undertrykkelse: som arbejdere og som ’det svage køn’ – en ’svaghed’, som ikke udledes af fysiske eller biologiske forhold, men af den sociale andenrangs-stilling. De har fortsat dobbeltarbejde: det store flertal på den lavtlønnede del af arbejdsmarkedet og fortsat hovedansvarlig i familien.

Derfor rejser de strejkende kvinder og deres faglige organisationer også kravet om LIGE LØN LIGE NU som et stadig mere centralt spørgsmål både i den løbende konflikt og generelt. De vil ikke lade hundred år mere gå, før ligeløn og ligestilling er en realitet.

Et af de meget konkrete krav, der er rejst i denne forbindelse – udover de uafviselige krav om store kontante lønhop –  er kravet om, at folketinget nedsætter  en ligelønskommission. Det er ikke mindst femført med styrke af Connie Kruckow og Dansk Sygeplejeråd. En sådan kommission skulle sikre ligeløn i den offentlige sektor. Siden har faglige ledere  i den private sektor, hvor uligelønnen ekisterer i lige så høj grad, været på banen med, at en sådan kommission skal sikre ligeløn generelt i samfundet. Ideen får politisk opbakning fra bl.a. SFs formand Villy Søvndal.

Hvis der er konkrete milliarder og et kort tidsbestemt mandat til konkret fordeling kan en sådan ligelønskommission måske være en positiv ting. Men ellers bliver det en af de sædvanlige syltekrukker, en gentagelse af 70ernes uendelige kommissioner, der førte til ligestilling på papir, men ikke i virkeligheden. Politisk omklamring fører hurtigt til total fortynding.

Den nyliberale styrkelse af den private sektor og nedprioritering og privatisering af den offentlige har øget forskellene mellem dem på det offentlges bekostning. Det er stadig mindre attraktivt at være offentlig ansat; arbejdet er blevet hårdere og lønnen relativt ringere. Det samme arbejde aflønnes lang bedre privat, som man f.eks. kan se det hos sundhedsarbejdere på private og offentlige hospitaler.

Ønsker man en bedre offentlig sektor med bare et nogenlunde rimeligt velfærdsniveau må lønningerne forbedres, og der skal ansættes flere ‘hænder’. Ligeløn bliver derfor et helt centralt krav. Det vender sig direkte mod den nyliberale politik, Fogh-regeringen, socialdemokraterne og EU føler – trods fraser om velfærdforbedringer og lønforhøjelser – og det retter sig i sidste ende mod det nuværende samfundsøkonomiske system.

Men der er også grund til at se på, hvorfor der ikke i dag – trods kampene herfor og den udtrykte velvilje – eksisterer ligeløn og ligestilling, hverken i Danmark, i EU eller hos ’den frie verdens’ leder USA.

Næppe noget spørgsmål siden slavernes frigørelse har været omgærdet af så megen sympati og god vilje. På intet område har politikerløfterne været mere rosenrøde – det skulle da lige være med hensyn til at sikre ’velfærd til alle’ – og på intet område er sket mindre!
I de tidligere socialistiske lande og i lande ramt af imperialismens krige som Irak er kvindernes stilling markant forværret.

Årsagen er, at det kapitalistiske system igen og igen reproducerer sine produktionsforhold. Kapitalismen forudsætter kvindernes andenrangs stilling, som gratis arbejdskraft ved reproduktion af børnene og reelt som ’reservearbejdskraft’ i produktionen. Det er derfor, at den offentlige sektor i første række bemandes af kvinder, og at det først og fremmest er kvinder, danske og indvandrere, der hænger løsest i jobbene. Men den kendsgerning, at langt hovedparten af kvinderne i Danmark er at finde på arbejdsmarkedet og den økonomiske optur i nogle år gør til gengæld, at det nødvendige ligelønskrav rejses med fornyet styrke.

Uligelønnen og uligestillingen kan imidlertid ikke afskaffes under kapitalistiske produktionsforhold, så lidt som økonomiske kriser eller imperialistiske krige kan forsvinde. Hvis man tror det, kommer man til at vente i mere end hundrede år endnu.

Se

100-året for kindernes valgret: LIGE LØN LIGE NU!
Netavisen 19.04.2008

Se også

Dorte Grenaa: Nul-tolerance overfor uligeløn og lavtløn
8.marts 2008

Dorte Grenaa: Arbejderbevægelsen, familien og Karl Marx
Kommunistisk Politik 4, 2001

Dorte Grenaa: “Kvinderne har pinedød brug for socialismen”
Interview Kommunistisk Politik 6, 1999

Netavisen 19. april 2008