Storkonflikt 2008: Hvordan kæmper vi?

Af Flemming Jensen
Kommunistisk Politik 8, 2008

OK 08: Spræng rammen!

Det følgende er et oplæg til en workshop ’Bliv klædt på til konflikt’ på OK-stormødet ‘Spræng rammen!’ på Zahles seminarium i København den 5. april. Det trækker en række vigtige og nyttige erfaringer op fra den seneste resultatrige storkonflikt i Danmark – helt tilbage i 1985.

Århus 3.10.2007

Min baggrund for deltagelse her i dag er et arbejdsliv som ufaglært på fabrikker med mere i snart 40 år. Jeg har været tillidsrepræsentant i 10 år i det daværende postvæsen og 3 år på NOVO Nordisk.
I dag er jeg ansat på et dagcenter – et slags fritidshjem for pensionister – som ufaglært sosu-medhjælper og medlem af FOA.

Den vel nok mest omfattende og militante arbejdskamp vi har oplevet i Danmark gennem en lang række årtier var storkonflikten i 1985. Dette oplæg tager udgangspunkt i denne situation – på trods af masser forskelligheder – fordi metoder, dynamik og principperne kan efterleves. Det er dumt at lade erfaringer gå til spilde. Den skærpede situation under konflikten i 1985 afdækkede nemlig en rigdom af lærdomme.

Her blev kravet om 35 timers arbejdsuge rejst contra den eksisterende 40 timers uge. Netværket bestod af masser af lokale tillidsmandsringe (TM-ringe), der byggede på tværs af brancher, offentlig og privat ansatte. Den gang havde man overenskomstfornyelse hvert andet år – og nok så væsentligt forhandlede de offentlige samtidig med de private. De lokale TM-ringe afholdt egne møder og aktiviteter; men i omkring et års tid inden konflikten samlede man situationen og forberedelserne op på flere landsdækkende tillidsmandsmøder, som fortsatte under konflikten.

Den gang havde vi en forhadt Schlüter-regering, hvor vi i dag har en krigsforbryder ved magten. Når jeg lægger vægt på dette, så er det fordi, jeg synes, det er vigtigt at forstå, der er mange grunde til at arbejdskammerater og andre deltager og bakker op. For nogen er det ikke mindst leden ved regeringen, som har lagt den overordnede økonomiske politik, for andre er det et eller flere specifikke krav. Bevægelsen må rumme mulighed til deltagelse for alle – også for privatansatte, arbejdsløse dagpengemodtagere som kontanthjælpsmodtagere.

Derfor mener jeg også, at det er aktuelt vigtigt at fastholde kravet om ”Flere hænder”, som i mine øjne ser ud til at være gledet ud af forhandlingerne. Jeg kender i hvert fald nogle sosu’er, som betragter stresset og nedslidningen som det værste problem – og som skubber lønnen ned på 2. prioritet.

Styrken i bevægelsen i 1985 var helt klart omfanget!
Christiansborg Slotsplads blev fyldt med strejkende og sympatisører op til flere gange i en sådan grad, at man måtte stå på den anden side af kanalen for at deltage. De offentlige ansatte havde varslet en selvstændig demo, som faldt på en regnvejrsdag, hvorfor Erhard Jacobsen hånede folk ved at udtale, at de ikke ville trodse regnvejret. Pladsen blev fyldt alligevel – eller måske netop derfor. Vore modstandere dummer sig nemlig, når tingene skærpes, og vi bliver erfaringer rigere: lærer blandt andet at skelne mellem venner og fjender.

Fra påskestrejkerne 1985 Christiansborg slotsplads

Påskestrejkerne 1985: I marts og april strejkede op mod en million arbejdstagere mod KV-regeringens indgreb mod en varslet storkonflikt.
De største demonstrationer samlede op mod en kvart million mennesker i København.
Der blev taget aktive midler i brug: Her et foto fra blokaden af Christiansborg

Parallelt med disse masseaktioner havde den storkøbenhavnske TM-ring nedsat et såkaldt ”Farligt udvalg”, som forestod en række aktioner. Eksempelvis lærte man den danske befolkning, at Christiansborg faktisk ligger på en mindre ø: Slotsholmen, hvor omkring 8 mindre broer giver adgang. En morgen havde i alt 1.000 aktivister – måske færre – etableret fysisk blokade ved broerne, hvorfor politikerne ikke kunne ”komme på arbejde”. Det var muligvis den dag, hvor Folketinget ville beslutte sit indgreb i overenskomsten.

På et andet tidspunkt blev samtlige store indfaldsveje til København blokeret af stillads-, ølbiler og busser. 4-6 kryds er nok til at lægge København død. Jeg kan apropos anbefale at læse pjecen ”Intet er så levende som en død by”.

Bryggeriarbejdere blokerer Hans Knudsens Plads 1984

Bryggeriarbejderne blokerer Hans Knudsens Plads og Lyngbyvejen i København i sympati med buschaufførerne under HT-konflikten i 1984.
Tilsvarende blokader anvendtes under storkonflikten året efter.
Denne blokade bragte det borgerlige Danmark i koma, og 60 bryggeriarbejdere blev i første omgang dømt efter den milde terrorisme paragraf i byretten.
Dommen blev senere omstødt i Højesteret. (Efter leksikon.org)

Min pointe er, at bevægelsen må give luft til ”udenomsparlamentariske aktioner”, der til tider bryder loven og det fagretslige system, som kun er indrettet på vore modstanderes præmisser og i deres interesse. Disse aktioner vil også kunne have en mobiliserende effekt. Jeg mener, det er vigtigt at forstå bredden i en sådan bevægelse. Det er uhyre skadeligt, hvis vi indbyrdes skændes om, hvorvidt det er for ”pænt” eller ”ikke resultatgivende” at dele løbesedler ud, organisere kaffemøder eller demonstrere contra skændes om mere ”frække” metoder. De går hånd i hånd i retning af samme mål. Eventuelle vildskud må så vidt muligt diskuteres ”indendørs”.

En anden meget vigtig styrke ved storkonflikten i 1985 var, at initiativet var revet ud af politikernes og forbundspampernes styring.
Bevægelsen tog sit afsæt på arbejdspladserne. Det princip er af afgørende betydning – uanset hvilken styrke og mobilisering, der i nuet hersker. Al erfaring siger, at forbundsledelserne hindrer mobilisering ag svigter kampen. Det vil være lige så skadeligt, hvis et parti forsøger at sætte sig på kampen med egen dagsorden. Her har ingen partier monopol; – det er arbejdernes kamp.

Endelig viste konflikten, at det var de såkaldte nederste lag, der var villige til at ofre mest eller alt. Det var de ufaglærte, privat ansatte som offentlige, der var kernen i bevægelsen. På et tidspunkt diskuteredes, hvorvidt strejken skulle lægges ned op til påsken af hensyn til søgne- & helligdagsbetalingen, hvilket de faglærte grupper mente. Det var de ufaglærtes fortjeneste, at strejken fortsatte gennem påsken og derved fastholdt sin styrke.

I dag kan vi se det meget positive element, at sosu’erne er stærkt repræsenteret og allerede fra forsommeren -07 har sat sig i bevægelse, som et afgjort ”nedre lag” i det offentlige, der rummer masser af kampgejst og offervilje i sig. Pædagogmedhjælpere, pædagoger og sygeplejersker har objektivt fælles interesser og egne erfaringer at bidrage med. Det er en rigtig god og sund situation, som kombineret med at omkring 70 pct. af de offentlige er frisk på en konflikt og 67 pct. af befolkningen støtter. Det er den mest optimale situation, vi har set i det offentlige i årtier!

Rådhuspladsen København 3.10.2007

Fra velfærdsprotesterne Rådhuspladsen, København, 3. oktober 2007

Hvem siger, at vi ikke kan inddrage masser af arbejdere og arbejdspladser udenfor de udtrukne områder? – offentlige som private ansatte. Hvem siger, at vi ikke kan lave aktioner, hvori der indgår sympati og solidaritet fra masser af disse grupper? Kunsten er netop at udvikle og udvide konflikten!

OK-konflikten i 1985 endte med en reducering af arbejdstiden med en time; men styrken udløste to år efter endnu en arbejdstidsnedsættelse til 37 timer – altså i alt 3 timer. Forbundsledelserne lukkede desværre samtidigt op for et hastigt tempo for fleksibilitet og pensionsindbetalinger, der hver især har smadret vore arbejdsbetingelser siden, men vi skal huske på at 3 timers arbejdsnedsættelse var en stor sejr, da det rammer arbejdsgivernes profit ulige meget højere end kronekrav.

Endelig vil jeg pege på, at vi uanset resultatet har en vigtig rolle at spille, når opsummeringens tid er inde. Når vi vender tilbage til arbejdspladsen, er vi beriget med langt flere erfaringer og frem for alt følelsen af, at vi gjorde det sgu! Vi stod sammen, vi viste tænder. Får vi ikke kravene igennem denne gang, så må vi lære af det og ruste os til næste gang, så vi som udgangspunkt står endnu stærkere; – og det gør vi kun ved at stole på egen styrke.

Vi skal ikke lade os besnakke af forbundsledelsernes ”bedst opnåelige resultat”, hvis ikke det indfrier vore krav efter vores styrke. Jeg er i hvert fald personlig træt af at høre om deres omsorg overfor kassedamer, sygeplejersker og sosu’er i årtier – uden resultater.

Den dag vi vender tilbage til arbejdet, har vi grund til at være stolte – og skabe enhed på den grund.

Netavisen 8. april 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne