Læren fra Basra

Af Robert Dreyfuss

Ved starten på den militære offensiv i Basra, der for nylig blev indledt af den amerikansk- trænede irakiske hærs styrker, kaldte præsident Bush statsminister Nouri al-Malikis aktion for “en dristig beslutning”.
Han tilføjede: “Jeg vil sige, at dette er et afgørende øjeblik i et frit Iraks historie.”

Vinder: Muqtada al-Sadr

Det er sandt – men ikke i den forstand den amerikanske præsident mente det.

Som røgen letter over nye ruiner i Iraks by nr. 2, i hjertet af Iraks olieregion, er det åbenbart, at den store vinder af 6-dages-krigen i Basra er den rebelske gejstlige Muqtada al-Sadrs styrker, hvis Mahdi-hær besejrede de irakiske væbnede styrker ikke kun i Basra, men også i Baghdad, og samtidig i Kut, Amarah, Nasiriyah and Diwaniya,- hovedstæder i fire af de sydlige nøgleprovinser.

Dette stiller Sadr, en anti-amerikansk rebel og nationalist, der forlanger en afslutning på den amerikanske besættelse af Irak, og som på det seneste er knyttet stadig tættere sammen med Iran, i en langt stærkere position, end han var for en uge siden. I Basra er det ham, der er bossen.

En irakisk reporter, der havde held til at komme ind i Basra under kampene, konkluderede, at de tusinder af Mahdi-hærens militsmedlemmer, der har kontrol med det meste af byen, fortsat  kontrollerede den. Der var ingen steder, som Mahdi-hæren enten ikke “kontrollerede eller ikke kunne ramme, hvis de ville”, skrev han.

Vinder: Iran

Den anden store vinder i den seneste runde af borgerkrigen shi’itter mod shi’itter er Iran. I de sidste 5 år har Iran opbygget en enorm politisk, økonomisk og militær indflydelse lige for  næsen af den oppustede bølge på 170.000 amerikanske besættelsestropper.

Iran har stærke bånd til Iraks regerende shi’itiske alliance, som er domineret af ISCI – Det Islamiske Øverste Råd i Irak – hvis militser, Badr-korpsene, blev bevæbnet, trænet, finansieret og stod under kommando af iranere gennem to årtiers eksil i Iran. Sidenhen har Iran, for at sikre sine indsatser, ligeledes opbygget en tæt forbindelse til Sadr’s Mahdi-hær, og Sadr selv har tilbragt det meste af sin tid i Iran siden starten på den amerikanske bølge sidste januar.

I tilgift har Iran bevæbnet og trænet en løs samling krigere, som amerikanske militære kommandører betegner som ’Specialgrupper’, paramilitære krigere, som har gennemført stadige og regelmæssige angreb på amerikanske tropper.

Derfor var det ikke nogen overraskelse, da Hadi al-Armeni, kommandøren over Badr-korpsene og ledende medlem af ISCI, i weekenden rejste til Irans religiøse hovedstad Qom for at forhandle våbenstilstand med Sadr, hvilket resulterede i en skrøbelig våbenhvile i Basra.

Nederlag for Maliki

At Sadr fremstod sejrrig, og at Iran havde succes med at mægle i den aftale, som afsluttede kampene, var et dobbelt nederlag for USA.
Det er også en katastrofe for Malaki, og der er allerede spekulationer om, hvorvidt hans regering vil kollapse. En dårligt timet offensiv, elendigt forberedt og elendigt gennemført, resulterede i et pinligt nederlag for Malaki.

Hvorfor blev offensiven i det hele taget startet? Efter alt at dømme havde Malaki, hans fraktion af det herskende Islamiske Dawa-parti, og ISCI til hensigt at smadre Sadr i Basra af både politiske og strategiske grunde.

Politisk, fordi Sadr’s bevægelse ifølge meningsmålinger står til at vinde en massiv sejr i Basra og overalt i det sydlige Irak ved provinsvalgene, der er berammet til at finde sted i oktober måned. Det ville være et valgnederlag, der varslede enden på det nuværende Dawa-ISCI regime.

Strategisk, fordi Basra er den økonomiske motor for hele Irak. Byen kontrollerer olieselskabet Iraks South Oil Company, som oppumper og eksporterer langt den overvejende del af Iraks olie. I flere år har Basra været under kontrol af militser, der er loyale over for Sadr og et sadhristisk fraktionsparti, Fadhila-partiet (Fadhila betyder ’Dyd’).

Ved at kontrollere Oliebeskyttelsesstyrken, der er en halvmilitær styrke, og via sin egen milits, er Fadhila-partiet ligeledes en vigtig medspiller i Basra, hvis borgmester kommer fra dette parti. Skønt Fadhila har haft sine egne sammenstød med Sadr’s Mahdi-hær, har Fadhila holdt krudtet tørt i de netop afsluttede kampe, men der er ingen tvivl om, at Fadhila er en bitter modstander af Dawa-ISCI alliancen. Sidste år forsøgte Malaki at fordrive guvernøren af Basra, Mohammad al-Waeli, som trodsede Malaki og nægtede at træde tilbage.

I en total fejlbedømmelse fløj Malaki fra Baghdad til Basra for personligt at overvåge angrebet på Sadr’s styrker. Ved at gøre det satte han hele sin prestige ind på offensiven. Mislykkedes den, ville han tabe ansigt. At våbenhvilen, der afsluttede kampene, blev udarbejdet i Qom, Iran, og mæglet af Teheran, er dobbelt pinligt for ham.

Dobbelt nederlag for USA

Men det er langt værre for USA. Præsident Bush bakkede Malaki stærkt op, da slaget om Basra startede. Ifølge Steve Hardly, præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver, blev beslutningen om at gå i aktion mod Basra taget i fællesskab af Washington og Baghdad. Amerikansk luftvåben og tilmed nogle tropper på landjorden støttede de irakiske styrker, der kiksede totalt. Deres svaghed og inkompetence blev åbenbaret for alle. Efter fem års massiv amerikansk træning og med amerikansk udstyr var de irakiske væbnede styrker ikke i stand til at tage kontrol over Iraks næststørste by.

Som tilgift til Bush’s totale ydmygelse blev den iransk-formidlede våbenstilstand bragt på plads af lederen af den såkaldte Quds-styrke i den iranske revolutionsgarde, brigadegeneral Quassem Suleimani. Han førte Sadr’s repræsentanter sammen med Hadi al-Ameri, lederen af Badr-korpsene og den ivrigste støtte for Abdel-Aziz al-Hakim, som er leder af ISCI. Quds-styrken blev, som man vil huske, for blot et år siden betegnet som en ’terrorist’-enhed af den amerikanske regering.

Så præsident Bush’s ’afgørende øjeblik’ blev dette:
Overhovedet for en iransk ’terrorist’-styrke har mæglet en aftale mellem de to ledende shiitiske partier i Irak, Sadr’s bevægelse og ISCI.

31. marts 2008

Robert Dreyfuss er en amerikansk journalist, der bl.a. skriver for The Nation, Mother Jones og TomPaine.com

Oversat for Stop Terrorkrigen efter Global Research

Netavisen 5. april 2008