Hvad sker der i Tibet – og hvorfor nu?

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 7, 2008

De kinesiske myndigheder beskylder ’kliken omkring Dalai Lama’ for at stå bag urolighederne i Tibet. Hvad sker der egentlig – og holder myten om Dalai Lama og det fredfyldte Tibet?

t over Tibet og Kina

Ifølge regeringslederen i Tibet, Champa Phuntsok, krævede urolighederne, der igangsattes af munke, men fik tilslutning fra unge, der gik over til at kaste brandbomber og hærge bl.a. i hovedstaden Lhasa, i den første uge 16 mennesker livet, heraf 13 ’uskyldige civile’.

I 1950 rykkede kinesiske tropper ind i Tibet, som dermed begyndte en udviklingsproces mod et moderne samfund. Uroen startede den 10. marts på årsdagen for den fejlslagne opstand mod Kina i 1959, som blev anstiftet af den amerikanske efterretningstjeneste CIA, der sendte Dalai Lama og det meste af det herskende feudale buddhistiske præsteskab i eksil.

Fredag den 14. marts udviklede protesterne sig dramatisk, da tibetanere angreb kinesere og nedbrændte kinesiske forretninger.
Bagmændene bag urolighederne, som Champa Phuntsok betegner som ’kriminelle’, fik en frist til at melde sig selv til myndighederne. Phuntsok beskyldte voldelige demonstranter for at stå bag drabene og afviste, at militær og politi skulle have dræbt demonstranter, som Dalai Lama og hans tilhængere påstår.

Senest taler kineserne om 18 dræbte, mens ’eksilregeringen’ i Dharamshala i det nordlige Indien sammen med Lamaen hævder, antallet er 130. En kinesisk politimand er død, efter at urolighederne bredte sig til grænseregionerne i Kina, hvor der bor mange tibetanere. 381 personer, der var indblandet i uroligheder i et tibetansk-befolket område i den sydvestlige Sichuan-provins i Kina, overgav sig den 23. marts til politiet, rapporterer de statslige medier i Kina.
I Nepal kom det samme dag til sammenstød mellem tibetanske demonstranter og politiet, der anholdt 245.

Der er nu også kommet øjenvidneberetninger til de etniske plyndringer og myrderier i Lhasa fra den 14. marts: De fortæller om organiserede anti-kinesiske angreb, ildspåsættelser af kinseiske forretninger og mord på mere end et dusin tilfældige kinesere. Det var ikke politiet, der angreb og dræbte demonstrerende tibetanere, fortæller vestlige vidner til Washington Post. Nogle af disse udlændinge deltog selv i protesterne.
Blandt øjenvidnerne er den danske fotograf Rune Backs, der tidligere har arrangeret fotoudstillinger, der hylder Dalai Lama.

Se
Eyewitnesses Recount Terrifying Day in Tibet
How a Protest Became a Rampage
Washington Post 27.03.2008

Munke tog initiativ til protesterne i Tibet

Det var politiserende munke, der drømmer om genindførelsen af teokratiet i Tibet, der startede de nye protester. De falder sammen med de internationale højrekræfters forsøg på at skabe en boykot af olympiaden i Kina til august, og diverse kampagner, der skal lægge politisk pres på Kina.

Dalai Lamas rolle

Dalai Lama kaldte begivenhederne for et ‘kulturelt folkemord’ og meddelte, at han ville have en uafhængig international kommission til at undersøge dem.
– Vi har rigeligt med beviser for, at disse hændelser var organiseret, udtænkt, ledet og opildnet af Dalai Lama-kliken, sagde til gengæld den kinesiske regeringsleder Wen Jiabao.
– Det afslører, at Dalai Lamas påstande om, at han ikke ønsker uafhængighed, men fredelig dialog, ikke er andet end løgne, tilføjede han.

I de vestlige medier blev Dalai Lama, der fremstilles som en forfulgt uskyldighed, citeret for en erklæring om, at han ville træde tilbage som ’tibetanernes leder’, hvis volden optrappes i Tibet.
– Hvis tingene kommer ud af kontrol, så er min eneste mulighed at træde tilbage helt og aldeles, sagde Dalai Lama på et pressemøde i Dharamsala.

Der kan næppe herske tvivl om, at Dalai Lama og hans parti, der siges at praktisere ikke-voldelig modstand i Gandhis ånd, har en kraftig finger med i organiseringen af urolighederne, som finder sted inden de olympiske lege, som Kina er vært for. Lamaen går efter sigende ikke ind for en boykot af de olympiske lege, hvad en del eksiltibetanere og deres ultrareaktionære bagmænd ellers arbejder for.

Dalai Lama er afhængig af vestlig støtte i sit ønske om at vende tilbage til Tibet som overlama – og støtter til gengæld efter evne især USA’s globale politik, herunder krigene mod Serbien og Afghanistan.

Der er næppe heller tvivl om, at urolighederne finder sted med amerikansk velsignelse.

Tibet-myten: Venlig feudalisme

ern i det gamle TibetDen amerikanske forfatter og journalist Michael Parenti beskriver Tibet-myten som en skrøne om ‘venlig’ feudalisme:

“Som myten om Shangri-La hævdede, levede folket i det gamle Tibet i en tilfreds og stilfærdig symbiose med deres religiøse og verdslige herrer. Rige lamaer og fattige munke, velhavende godsejere og ludfattige livegne var alle indbyrdes forbundne, og de blev alle holdt oppe af en dyb åndelig og fredelig kulturs trøstende balsam.

Shangri-La-billedet af Tibet har ikke større lighed med de historiske kendsgerninger end det pastoralt idylliske billede af det middelalderlige Europa. (…)
Kultur kan fungere som et legitimerende dække for en hob grove uretfærdigheder, der gavner en privilegeret del af samfundet og kaster store byrder på den øvrige del. I det teokratiske og feudale Tibet manipulerede de herskende interesser med den traditionelle kultur for at befæste deres egen rigdom og magt. Teokratiet satte lighedstegn mellem oprørske tanker og handlinger og satanisk indflydelse. Det prædikede den almindelige forestilling om godsejernes fortrinsret og bøndernes manglende værdi. De rige havde gjort sig fortjent til deres gode liv, og de ringeste fattige som nogle, der fortjente deres pauvre tilværelse, alt sammen kodificeret i lærdomme om karmaens levn af dyder og laster akkumuleret i tidligere liv og præsenteret som en del af ’Guds vilje’.”

Tibetaneren Champa Phuntsok, der står i spidsen for Tibets Autonome Regionale Regering, sagde det nok så direkte: Volden er et resultat af en sammensværgelse mellem hjemlige og oversøiske grupperinger, som vil have ’et uafhængigt Tibet’: – Dalai Lama-kliken udpønsede, planlagde og organisere omhyggeligt disse optøjer.

Ifølge Champa Phuntsok iværksatte det gamle Tibets slaveejere for 49 år siden et væbnet oprør, som skulle splitte landet. Denne opstand blev hurtigt undertrykt. Men hvert år siden 1959 har separatister i og uden for Kina afholdt aktiviteter omkring denne dag.

Hvad skete der i 1959?

Det kan derfor være nyttigt at vide mere om ‘opstanden’ i 1959 for at forstå de nuværende begivenheder bedre.

I 2002 udkom en bog med titlen ‘The CIA’s Secret War in Tibet’ på Kansas University Press. De to forfattere – Kenneth Conboy fra Heritage Foundation og James Morrison, en senior CIA-underviser i hæren – gennemgår stolt i detaljer, hvordan CIA etablerede og opererede Tibets såkaldte modstandsbevægelse.

Dalai Lama var selv på CIA’s lønningsliste og bifaldt CIA’s planer for den væbnede opstand. Dalai Lamas broder, Gyalo Thodup, blev af CIA stillet i spidsen for det blodige væbnede angreb. En kontrahær blev trænet af CIA i Colorado og derpå nedkastet i Tibet af amerikanske fly.
Pålidelige kilder hævder, at Dalai Lama kom CIA’s lønningsliste dengang.

Angrebet i 1959 var et kupforsøg, planlagt og organiseret af CIA, meget i retning af den senere Svinebugts-invasion på Cuba. Målet var at vælte den tibetanske regering, svække den kinesiske revolution, og binde det tibetanske folk til USA’s imperialistiske interesser.
Det er ikke det samme, men det ligner.

Uroligheder i Lhasa
Demonstrationerne blev voldelige i Lhasa, hvor der sattes ild til mange hankineseres ejendomme og forretninger. Kinas kapitalistiske udvikling, som i sin tur fører til socialimperialisme, betyder en skærpelse af de sociale og nationale modsætninger. Det udnytter Dalai Lama og hans amerikanske bagmænd behændigt.

Bush-Cheney: Nye krige, ny uro

Bush-Cheney-gruppen ser ud til i den sidste tid af deres regeringsperiode at ville forsøge at genoptage og skærpe ’krigen mod terror’ og inddrage nye områder. Dette er ifølge iagttagere den egentlige baggrund for den amerikanske militærchef admiral William Fallons tilbagetræden.

Fallon skal sammen med en gruppe seniorofficerer, støttet af den nye krigsminister Robert Gates, have arbejdet for at få den amerikanske hær ud af kniben i Irak gennem diplomatiske aftaler, hvorved den skulle kunne trække sig ’ærefuldt’ tilbage. Bush og Cheney har afvist dette og søger i stedet at eskalere ’krigen mod terror’.

Tibet bliver brugt som en brik i det amerikanske spil mod Kina, ligesom en række af randlandene i det tidligere Sovjetunionen blev udsat for amerikanske ’revolutioner’ i diverse kulører. Et pro-amerikansk Tibet vil være en rigtig farlig nabo for Kina, som i forvejen grænser til det vestligt besatte Afghanistan.

At uroen i Tibet er organiseret internationalt, ses også af de mange små og stærkt mediebevågede ’protestdemonstrationer’, som blev indkaldt i en lang række lande i forbindelse med urolighederne – alle under parolen ’Frit Tibet’.

Nogle fakta om Tibet og nabolandene

Den tibetanske befolkning er på 2,7 millioner, hvoraf de 2.4 millioner er tibetanere ifølge de officielle tal. En af baggrundene. Den betydeligste kinesiske minoritet findes i hovedstaden Lhasa, der i alt har 220.000 indbyggere. Det er et af de områder i Kina, der har de laveste indkomster for landbrugere, mens specialistlønninger og lønninger for industriarbejdere er meget høje efter kinesiske forhold.

Den kinesiske etbarns-politik gælder for han-kinesere, men ikke for de nationale minoriteter, altså heller ikke for tibetanerne.
50 pct. af tibetanerne er analfabeter, mens det kun gælder 15 pct. af han-kineserne. En baggrund for de anti-kinesiske følelser er, at Kina giver en særlig ’tibetpræmie’ til specialister og embedsmænd, og tilflyttede kinesere har andre fordele, nogenlunde svarende til dem, der tidligere var gældende for danske tjenestemænd og håndværkere i Grønland. Den kapitalistiske udvikling i Kina (og Tibet) har skærpet modsætningerne mellem rige og fattige, og mellem de fattige udkantsregioner og de centrale dele af Kina.

Selvom Tibet halter efter det øvrige Kina i udvikling kan man sammenligne med dets nærmeste nabolande, som har stået under imperialistisk kontrol som vestlige protektorater: Sikkim, Bhutan og Nepal.

Den vestlige presse har jublet over, at den feudale konge af Bhutan netop for allerførste gang har ladet afholde valg. Hans udkårne mand blev selvfølgelig valgt. De vestlige medier siger ikke noget om landets tilbageståenhed, at gennemsnitslevealderen der er 54,4 år, og at børnedødeligheden er 3 gange så høj som i Tibet. Hundredtusinder lever i udlandet som flygtninge fra Bhutan. Gennemsnitslevealderen i Tibet er nu 65 år (i kongedømmet Nepal, hvor folket i disse år gennemfører en demokratisk revolution er den 59,8).
Før 1950 var livslængden i Tibet blot 36 år.

Netavisen 26. marts 2008