Den finske model

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 4, 2008

Sosu demo ved ChristiansborgDet sidste sand er ved at løbe gennem flaskehalsen i timeglasset, når det gælder de afgørende forhandlinger for langt størsteparten og de vigtigste områder i fornyelsen af de offentligt ansattes overenskomster. Parterne har to uger til at til enighed, hvorefter forligsmanden kan træde i funktion. Konflikten kan være en realitet 1.april; men vil kunne udskydes af forligsinstitutionen i op til flere uger.

Allerede nu ser det ud til, at forhandlingerne er strandet. De bliver ført pro forma. Der er ganske enkelt alt for langt mellem de rejste krav og de offentlige arbejdsgiveres vilje. Nok så vigtigt er det, at sosu’ernes ugelange og landsdækkende konflikt i foråret vakte så stor sympati, at flere forbundsledere ved denne overenskomstfornyelse har valgt langt hen ad vejen at bakke kravene op.

Hvis de på dette tidspunkt af forhandlingsforløbet forsøger at ”bage rævekager” på medlemmernes bekostning kan det blive på bekostning af deres post som forbundsleder.

Der er ganske indgået vist en række delforlig; men det dels på mindre områder og dels repræsenterer de ikke de ”tunge” lavtlønsområder, hvor knasterne virkelig giver problemer. Det karakteristiske ved delforligene er, at de kun giver peanuts: Udvidet barselsorlov for mænd, lidt forbedret tillidsmandsbeskyttelse, seniordage etc. Indholdet kan på ingen måde være skabelon for sosu’ernes, sygeplejerskernes, pædagogernes eller eksempelvis lærernes krav. Dertil er de simpelthen for tynde.
Det er nok så vigtigt, at delforligene kun kan træde i kraft under forudsætning, at der opnås et samlet resultat.

Det mest sandsynlige scenarie for det videre forløb er et forhandlingssammenbrud, hvorefter Forligsinstitutionen strikker en mæglingsskitse sammen i samråd med regeringen – reelt eller formelt. Et mæglingsforslag som ligger lysår fra kravene – og sandsynligvis heller ikke vil kunne spises af forbundslederne: det tyder på, at de må anbefale medlemmerne at forkaste den: Storkonflikten er en realitet og vil løbe ind til regeringen griber ind og ophæver mæglingsforslaget – i dets grove træk – til lov.

Så klapper alle hælene i: Oppositionspartierne, LO, forbundsledelserne og de fleste fagforeningsledere – i respekt for demokratiet.
Hvilket demokrati: Hvor er medlemmernes indflydelse på egne forhold?
Strejkerne kan af den grund sagtens fortsætte – på trods af Folketing og forbund, og vil sandsynligvis gøre det om ikke andet lokalt og/eller punktvis. I den situation må det kræves, at regeringen må tage deres gode tøj og forlade arbejdspladsen: Fogh må gå!
Succesen vil være afhængig af, hvorvidt strejkebølgen er blevet spredt så kraftigt til masser af andre områder – med stor vægt på transport og industrisektoren; – og så tidligt som muligt. En sådan voksende strejkebevægelse vil kunne stække magthavernes indgriben og danne grundlag for sejr.

Connie KruckowDe offentlige ansatte har fået færten af et andet våben, som parallelt med konflikt kan benyttes særdeles effektivt og vil stille Fogh’s regeringsindgreb skakmat: Kollektive opsigelser.

For omkring et halvt år siden opnåede finske sygeplejersker et lønløft på 28 pct., fordi de forinden havde indgivet kollektive opsigelser! Den finske model har givet inspiration, og masser er indstillet på at give modparten kniven på struben. Det vil i den grad understrege, hvor nødvendige arbejdskraften er!
”Hele 73 procent af de danske sygeplejersker, 70 procent af social- og sundhedsassistenterne/hjælperne, 55 procent af pædagogerne og 51 procent af folkeskolelærerne er indstillet på i en fælles aktion at sige deres job op for at presse de offentlige arbejdsgivere til at give en markant lønstigning” noterer Ugebrevet A4.

Dansk Sygeplejeråds formand Connie Kruckow mener, at det vil være »et kamikaze-projekt« at lave en kollektiv opsigelse. Men det er dog ikke det samme som at sige, at ideen ikke har stor gennemslagskraft:
– Der er mange medlemmer, der spørger, om vi ikke kan gøre som i Finland. Der må jeg bare sige: »Nej, det kan vi ikke«. Men vi har andre midler, siger hun.

De øvrige forbundsledere bakker i denne problemstilling med næsten 100 pct. garanti DSR’s forbundsformand op.
Når Connie Kruckow siger. ”Nej, det kan vi ikke”, så sker det med henvisning til de fagretslige regler; men de har ingen sanktionsmuligheder overfor arbejdere, der har sagt deres job op! De kan diktere dem tilbage i arbejde; men når arbejdet alligevel ikke genoptages er mulighederne udtømt!

Connie Kruckow og øvrige forbundsledere skylder deres medlemmer to svar:
– Hvad kan modparten gøre, når arbejdet ikke genoptages?
– Hvad er de andre ”midler”?

Netavisen 13. februar 2008


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne