Pamperi i fagbevægelsen: Reformismens uundgåelige følgesvend

Kommunistisk Politik 3, 2008

Skandalesager med direktørlønninger, gyldne håndtryk og kæmpepensioner rammer den etablerede kgl. danske fagbevægelse dybt

Tine Aurvig-HuggenbergerHer bliver det udstillet at de socialdemokratiske faglige ledere har meget lidt tilfælles med deres medlemmer, men derimod meget tilfælles med de erhvervslederes løn og –arbejdsforhold, der har til opgave at sikre størst profit dvs. udbytning af de ansatte, klasse mod klasse.

Næppe havde dønningerne lagt sig vedr. det gyldne håndtryk på 750.000 kroner HK’s afgående formand John Dahl fik udbetalt, før en ny sag dukkede op. Dahl havde sikret sig et andet job i fagbevægelsen som chef hos forsikringsselskabet Alka.  Nu kom LOs tidligere næstformand Tine Aurvig-Huggen­berger så på banen. Også hun sagde selv op, da hun tabte ved formandsvalget, og fik udbetalt 1 års løn på 732.000 kroner. Nu forlangte hun en livsvarig pensionsordning udbetalt på op til 6 millioner kroner.

Op til formandsvalget  forkyndte Aurvig-Huggen­berger, at hun stod for en mere ’moderne og kommunikerende stil’. Hun har fået sat  HK på at forfølge sit ’retskrav’, og er  meget lidt kommunikerende om sin grådighed.  Men få ord er det dog blevet til, idet hun nu har udtalt, at hun føler sig ’dømt på forhånd af en folkedomstol’.

Tilbage i 2004 blev pædagogernes daværende formand Bente Sorgenfrey udsat for et sandt medlemsoprør. Det skete da hun ved sin frivillige opsigelse fik et gyldent håndtryk på 335.000 kroner over i hendes nye, endnu mere vellønnede top pamperjob som FTF-formand. Efter voldsomt  pres betalte hun pengene tilbage.  Nu opfordrer HKs branchesektion IT, Medie & Kommunikation John Dahl til at gøre det samme, for at undgå at sætte ’en grim plet på sit eftermæle’.

Bestikkelse

Presset af medlemmernes harme gøres der nu blandt faglige ledere et forsøg på at tørre sveden af panden og ’fjerne de værste vildskud’. Hermed håber de at dæmme op for en acceleration af flugten fra fagforeningerne – samtidig med at de vil undgå, at arbejderne sætter pamperisme i sammenhæng med hele den kapitulationspolitik LO og FTF toppene forsøger at få til at glide ned hos deres medlemmer. Det er slemt at miste medlemmer, men endnu værre er det for dem, hvis det fører til en politisk sammenkædning, og det bliver endnu sværere at overbevise folk om ’nødvendigheden af økonomisk ansvarlighed’ med lønkravene, om ’nødvendigheden af øget fleksibilitet’ og dermed øget arbejdstid og stress, og retningen med stadig mere fedterøvspuljer og individualisering.
For dem er solidaritet og sammenhold en anakronisme – andet end som læbebekendelser ved særlig højtidelige lejligheder.

Hele arbejderbevægelsens historie har været og er en kamp imellem to linjer. På den ene side den revolutionære linje:  klasse mod klasse. Men i mere end 100 år har imperialismen forstået at bestikkelse af  et lag af arbejderklassen, arbejderaristokraterne, og af faglige ledere var nødvendig for at fremme reformlinjen med illusionen om at monopoler og arbejderklassen har fælles interesser.

De fælles interesser er med de bestukne arbejderledere, som frygter klassekamp og revolution, fordi det vil fratage dem deres privilegier.
Men det er ikke kun på topplan der arbejdes intenst med at knytte dele af arbejderklassen sammen med kapitalejerne. Det kom klart til udtryk ved de overståede overenskomstforhandlinger på det private område, hvor man politisk endnu mere betrådte den individuelle vej med mulighed for f.eks. at se bort fra den kollektive overenskomst og med indførelse af særlig bonus udbetaling til tillidsmanden fra arbejdsgivernes side.

Det kom også – måske noget ufrivilligt, men åbent frem i lyset, da arbejdsgivernes repræsentant Hans Skov Christensen skulle forklare dette nye bestikkelsesforsøg i DR.
– Vi har tilgodeset tillidsfolkene ud fra erkendelsen af, at det kræver tid og arbejde at overbevise de ansatte om ofte upopulære beslutninger.

’Vildskud’ eller systematik?

Mens toppamperne af taktiske grunde snakker om at fjerne ’vildskud’, er de samme kræfter i fuld gang med en ’modernisering’ med splittelses- og bestikkelsesforsøg på linje med fedterøvspuljer. Arbejdsgivernes mulighed for at påskønne tillidsmanden via udbetaling af særlig bonus er nu allerede en del af det delforlig forhandlerne har indgået ved OK2008 på det offentlige område.

Der er god grund til at behandle hele dette system ikke som fjernelse af ’vildskud’ (som også en leder i det revisionistiske dagblad Arbejderen har kaldt det), men som en del af hele dette sammenhængende reformistiske system, som suger næring fra imperialistiske superprofitter og i virkeligheden frygter arbejderklassens magtovertagelse.

Tilbage i 1920 skrev Lenin om, hvordan Vesteuropas reformister dengang satte sig voldsomt fast på fagforeningerne med deres funktion som lynafleder og loyal social støtte for borgerskabet:
”Vesteuropas mensjevikker (socialdemokrater red) har sat sig langt grundigere fast i fagforeningerne; dér har et fagegoistisk, snævert, egenkærligt, forstokket, vindesygt, spidsborgerligt, imperialistisk sindet og af imperialisterne underkøbt, af imperialisterne demoraliseret ”arbejderaristokrati” udviklet sig til en stærkere organisation end i vort land.”

Denne karakteristik er ikke på nogen måde forældet. Tværtimod:  Uhyggeligt præcis kan den benyttes i dag på hele det LO- og FTF-apparat, som frygter og bekæmper en  klassekamps-linie i fagbevægelsen, der fastholder, at arbejdere og kapitalister har modsatrettede interesser og kræver deres tillidsfolk og faglige ledere aflønnet udfra medlemmernes gennemsnitsløn.

At opstille og acceptere modeller, der gør det økonomisk attraktivt at virke som talsmand for sine arbejdskammerater, er en sikker vej for opportunistisk udglidning netop på det område, hvor kapitalens pres er allerstørst.
Kampen mod pamperiet må forbindes med den politiske kamp mod deres kapitulationslinie.

Se også

Folkevognsfabrikkerne: Klassesamarbejde på højt plan

Netavisen 1. februar 2008


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne