OK2008 – et opgør med nyliberalismen

Udtalelse fra DKU’s 8. kongres, januar 2008

Flere hænder – mere i løn, flere hænder – mere i løn, blev der råbt.
Både de store manifestationer og mindre aktioner og strejker beretter om den stemning, der er ude på de offentlige arbejdspladser. Der er kampstemning, og det er en ild som bliver svær at slukke uden at indløse kravene fra arbejdspladserne.

Indtil nu er der blevet lagt en dæmper på protesterne med henvisning til, at der var forhandlinger om hjørnet og man skulle tage slaget der. Derfor er der nu også mange, der ser frem til at slås for ordentlige vilkår. For dem selv som ansatte og for alle dem, som på den ene eller anden måde er i kontakt med det offentlige system.

De privatansatte må støtte op om de offentlige ansatte, som passer deres syge, deres børn, deres gamle. De som underviser, plejer og uddanner.

Nyliberalismen har gjort sit indhug i Danmark og nu er det tid til at stå fast og kræve vores ret.

Den højkonjunktur som har holdt længe er for nedadgående, og en økonomisk krise er tydelig i horisonten.

Problemet er at en opprioritering og en styrkelse af det offentlige system ikke har været en følge af ’den økonomiske fremgang’,  og at den almindelige danskers hverdag ikke har afspejlet vækstens højdespring – tværtimod.

Gennem de sidste mange år har danskerne arbejdet mere og arbejdet hurtigere.
For 30-40 år siden arbejdede den ene i en husstand 40 timer ude om ugen, nu arbejder begge 37 timer ude og især kvinderne tager også slæbet derhjemme.

Det med 30 timers arbejdsuge ville passe fint ind her! Det er derfor også på sin plads at arbejdstidskravet bliver rejst, at arbejdstiden bliver sat ned, så vi kan få mere tid til familien, og til at
engagere os i vores samfund som så udtalt trænger til, at vi har overskud til os selv og hinanden.

Adspurgt direkte siger de fleste også, at de hellere ser en arbejdstidsnedsættelse end en lønstigning
i form af flere penge.
Undersøgelser viser tilmed, at selvom arbejdstiden bliver sat ned går det ikke samme vej med effektiviteten.

Fødevarepriserne er for opadgående, hvilket betyder at reallønnen(*) er nedadgående – og for en virkelig reallønsfremgang kræves der lønstigninger på omkring 20 %.

Det siger jo sig selv,  at man ikke seriøst kan snakke om lønstigninger uden at se på priserne på fødevarer, husleje etc.
Det var en lønstigning på dette niveau de finske sygeplejersker opnåede, da de for nogle måneder siden sprang strejken over pga. dårlige erfaringer og i stedet truede med en kollektiv opsigelse.
En kampform vi kunne lære af og som kunne være effektiv i forbindelse med et evt. regeringsindgreb. Et indgreb der ikke bare er muligt,  men overvejende sandsynligt trods Foghs løfter.
Fogh har jo løjet før…

Hvis vi skal opnå bedre vilkår er og bliver det vores egen opgave at tilkæmpe dem.
Vi kan hverken regne med Fogh (eller  Helle) eller de pampere som fagbevægelsens top er fyldt med..

DKU kræver:

• en reel lønstigning  der kan mærkes til de offentlige ansatte.
• flere hænder i den offentlige sektor
• 1-årig overenskomst. Fogh skal ikke fredes i 3 år.
• 30 timers arbejdsuge – med fuld lønkompensation.
• Lige løn for lige arbejde!

(*)Reallønnen vil sige det du faktisk kan købe for din løn. Bytteværdien i forhold til fødevarer, el-regningen, institutionspladsen etc.

Andre udtalelser fra DKU’s 8. kongres

Krig mod krigene

Ungdomshus NU!

Det Europæiske Imperium

Se også

Fremgang for ungkommjunisterne
Af Cathrine Petersen, genvalgt formand for DKU

Netavisen 2. februar 2008