Den 18. december udtalte Helle Thorning Schmidt hun var tilfreds med regeringens lønudspil til de offentligt ansatte. SF ved Ole Sohn erklærede samtidig også, at de var glade fordi, påstod de, ”regeringen er på rette vej”. Dansk Folkeparti er ikke uventet for de fleste også tilfredse og kalder illusionsnummeret om de påståede ekstrabevillinger for ”bedre at have en fugl i hånden end 10 på taget”.
Men at det var en død fugl i hånden, og at der var noget galt kunne man se på ansigtsudtrykket ved den storsmilende nye finansminister Lars Løkke Rasmussen, der kunne konstatere: Nu har vi snakket om løn til offentligt ansatte og kan alle tilfredse gå på juleferie. Troede de – men løgnen var for tyk.
At gøre en fremrykning af penge, som alligevel skulle udbetales som taktregulering og har været kendt længe for regering og de ansatte, må siges at være forsøget på et tryllenummer, det ikke er let at slippe afsted med.
Fagforbund for offentlige ansatte tager alle afstand fra løgnen og manipulationen og afbilder manøvren ved dens indhold: ”at hunden, får lov til at spise sin egen hale”. Hver anden S-kredsformand tager også afstand fra lønaftalen, som socialdemokratiet nu de er presset forsøger at påstå der slet ikke er nogen aftale. Nu er det blot noget de har hørt på og taget til efterretning!!! Løgnen om ekstrabevilling af 5 milliarder var så tyk at en enkelt S- kredsformand har meldt sig ud.
Man behøves ikke at være spåmand for at antage, at der ved samme sammenkomst ikke kun er aftalt dette løftebrud. Men at lønaftalen det i virkeligheden er indgået som en del af en lang ”samtale” med finansministeren om ”en ansvarlig økonomisk politik”.
Her har kapitalens ”ansvarlige” partier talt om hvordan de sikrer monopolernes kommende profitter i den kommende økonomiske krise . Det betyder for dem nødvendigheden af at lægge en dæmper på løn-forventningerne som er ” skruet urealistisk højt op”. Det betyder for dem en fælles frygt og bekymring for den storkonflikt som truer og om nødendigheden af at gribe ind ved lovindgreb “hvis parterne ikke selv kan finde ud af det”. De har ganske givet talt om at man vil holde sig omkring de sølle 4 % som det private områdes overenskomster endte på i foråret på grund aF udemokratiske sammenkædningsregler. Et “resultat” der holdt sig indenfor dværende LO formand Hans Jensens formanende rammer.
Med partiernes holdning til finansministerens lønudspil er et regeringsindgreb i en storkonfliktblot en del af samme tankeverden. Det gælder også ´for SF med dets øgede ”ansvarlighed” og hede ministerdrømme og villighed til “brede forlig” som accepten og ja til EU traktaten viser.
De såkaldte offentlige støttepartier for offentligt ansattes krav har klædt sig selv af som løftebrydere.
Der er al mulig grund til ikke at basere sig på de parlamentariske tryllekunstnere men tage sagen i egne hænder og advare imod lovindgreb imod en storkonflikt der presser sig på. En lov om indgreb imod en igangværende storkonflikt, piftet op med forskellige små kosmetiske fiksfakserier der skal foregive, at de nu har tænktt særligt på de lavest lønnede.
Men det bliver svært at spise de offentlige ansatte, af med sådanne smuler. De offentligt ansatte med Sosu assistenterne i spidsen, har fået nok: Lønnen er alt for lav, arbejdspresset er alt for høj, der må flere hænder til.
Det er nu kravene bør rejses og det er nu konflikten bør forberedes og advares imod enhver ide om regeringsindgreb i en kommende storkonflikt.
Sundhedspersonalet i Finland har vist vejen. Med deres ekstraordinære kampskridt ved deponering af opsigelser sikrede de sig en lønforhøjelse på 25 %.! En aftale der blev indgået umiddelbart før storkonflikten ville være gået i gang.
At benytte kampskridtet med kollektiv opsigelse burde også kunne gøre sin gavn ii Danmark. At sige kollektivt op (med hensyntagen til nødberedskab) kan ikke undgå at gøre indtryk. Opsigelser som træder i kraft ved konflikt hvis kravene ikke er opfyldte og med en advarsel om, at de ogsåvil være i kraft i tilfælde lovindgreb.
Sådanne kollektive udmeldinger og kampskridt kan vise vejen, styrke solidariteten og bevidstheden om fælles styrke. .
Helle Thorning og Pia Kjærsgård seneste ynkelige manøvre sammen med finansministeren understreger nødvendigheden af at sætte ting igang og forberede en aktiv overenskomstkamp med nye kamptiltag som kollektiv opsigelse og andre kreative tiltag med inddragelse af folk på gulvet.
Vi så tidligre solidariteten udvikle sig ved de landsdækkende strejker med udgangspunkt i Århus for mere end et år siden og vi så det senest ved SOSU arbejdernes landsdækkende kamp for et halvt år siden. Her oprettedes et kæmpe netærk på den enkelte arbejdsplads som havde stor betydning for kampen.
Det offentligt ansatte står ikke alene med deres krav og i deres kamp, men har store dele af befolkningens opbakning.
Netavisen 22. decebember 2007
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
