Krisetegn i dansk økonomi

Kommunistisk Politik 25, 2007

Af Troels Riis Larsen, medforfatter til bogen ”I medgang og modgang – dansk byggeri og den danske velfærdsstat 1945-2007”

Danmark er sandsynligvis på vej ind i en økonomisk krise. Nybyggeriet er gået i stå i de store byer, og priserne på boliger falder, mens priserne på fødevarer ser ud til at stige. De store prisstigninger på olie har øget efterspørgslen på biobrændsel. Det betyder stigende priser på korn, hvilket smitter af på hele fødevareindustrien. Det er nærliggende at sammenligne situationen med tiden efter 1973, hvor den danske økonomi blev ramt af den første energikrise og drastisk faldende nybyggeri.

Gode tider …

Anders Fogh Rasmussen overlevede i efteråret et valg. Han overlevede på trods af dansk krigsdeltagelse i en række upopulære krige. På trods af en massiv modstand mod forringelser på velfærdsområdet. På trods af en bevidst politik, hvor der i en økonomisk opgangsperioder er sat stramme rammer for kommunernes økonomiske råderum, og en bevidst politik, der skulle sikre, at de offentlig ansatte løber hurtigere for de samme penge.

I samme periode er direktører og storaktionærer blevet styrtende rige, mens en stor gruppe af de lavtlønnede ikke har fået del i den meget omtalte forbrugsfest. Dog har mange familier haft nogenlunde vilkår, da arbejdsløsheden har været relativ lille, og dermed har husstanden haft to indkomster. De store prisstigninger på fast ejendom har dog været den største katalysator for forbrugsfesten. De gode tider har været en væsentlig årsag til, at Anders Fogh Rasmussen har kunnet fastholde regeringsmagten til trods for den massive utilfredshed med den borgerlige regerings politik på en række områder.

Regeringen har ved hjælp af en række lovindgreb muliggjort en række nye lånetyper, der har gjort det væsentlig nemmere at låne med sikkerhed i boligen. Det har rigtig mange mennesker benyttet sig af. Det er i og for sig ikke noget problem, så længe folk har råd til at betale af på lånet. Det er derimod et problem, så snart krisen kradser, priserne stiger og arbejdsløsheden vokser.

Kommer krisen?

Byggesektoren har altid været et godt pejlemærke, hvis man vil have greb om de økonomiske konjunkturer. Hvis byggeriet er på vej i en krise, har det ofte været et forvarsel om en mere generel krise. Byggeriet bliver ramt hurtigere og hårdere af kriser end de fleste andre sektorer.

I dag er nybyggeriet næsten stoppet. I øjeblikket færdiggør man igangværende nybyggerier, men der bliver stort set ikke påbegyndt nye byggerier. Den danske byggesektor har for nylig proklameret, at man vil satse mere på eksportmarkedet. Med andre ord: Den danske byggesektor er i krise på hjemmemarkedet og forsøger nu at overkomme noget af krisen ved at øge eksporten. At byggesektoren forsøger at eksportere sig ud af krisen, er ikke noget nyt fænomen. Efter oliekriserne i 1973 og 1979 forsøgtes det samme, og igen under krisen i begyndelsen af 1990’erne.

På mange måder minder situationen i dag om tiden efter den første oliekrise i 1973. Byggesektoren byggede i starten af 1970’erne langt flere boliger, end der var købekraft til. Der var en overkapacitet i byggeriet, der også førte til en overproduktion. Kombineret med de voldsomme prisstigninger, som var en konsekvens af oliekrisen, førte det hurtigt til en krise i byggeriet, der hastigt spredte sig til andre sektorer. I dag oplever man igen store prisstigninger på olie. Det fører også til prisstigninger på korn, da en stor del af kornproduktionen i dag går til biobrændsel.

De boligejere, der har spændt sig helt til bristepunktet for at få drømmeboligen, kan se frem til en meget hård tid. De nye lånetyper har ført til, at en række familier har belånt sig til op over skorstenen. De er teknisk insolvente. Dvs. de reelt skylder mere, end de kan få ud af boligen ved at sælge den. De faldende ejendomspriser i storbyerne gør det samtidig umuligt at komme af med sin bolig uden tab, og dermed tvinges mange boligejere til at blive i boligen, i håbet om at man kan redde sig igennem de hårde tider.

Men for mange er der ikke engang en forløsning ude i horisonten. Har man optaget et afdragsfrit lån i håbet om, at man senere får økonomisk råderum til at betale af på gælden, står man måske i den situation, at man ikke længere har råd til at betale af på renterne. Resultatet af de mange dårlige betalere oplevede man f.eks. i 1990, hvor der fandt 20.000 tvangsauktioner af sted.

Farvelfærd og krig

Det er umuligt at sige, hvor dyb krisen vil blive, og hvor lang tid den vil vare. Men den bliver helt sikkert ikke mindre af, at USA ligeledes er på vej ind i en krise. Danmark har de seneste ti år øget nettoeksporten til USA med 17 milliarder kroner. Meget tyder på, at USA ligeledes er på vej ind i en krise, og det kan ramme dansk eksport. Derved uddybes krisen sandsynligvis endnu mere.

Den danske stat har muligheder for at påvirke økonomiske kriser. De fleste virkemidler står dog ikke længere til regeringens umiddelbare disposition. Rentefastsættelsen, der især påvirker privatforbruget, følger Den Europæiske Centralbank. Pengepolitikken er indrettet efter at fastholde en lav inflation. Kun finanspolitikken kan i nogen grad stadig styres af de danske politikere. Skattelettelserne for de rige, som regeringen nåede at gennemføre, øger således privatforbruget. Det medfører sandsynligvis et tilsvarende fald i det offentlige forbrug. Derved har samfundsøkonomien ikke nogen umiddelbar gavn af skattelettelserne.

Da regeringen samtidig med næb og klør vil bekæmpe et øget offentlig forbrug på velfærdsområdet og de offentlige lønninger, kan et øget offentlig forbrug kun finde sted ved at øge udgifterne til andre dele af den offentlige sektor. Militæret er en oplagt mulighed. Vores krigsindsats i Afghanistan forøges, og ifølge forsvarsminister Søren Gade og andre fremtrædende medlemmer af regeringen kan vi forvente, at de danske soldater forbliver i Afghanistan mange år endnu. Det koster jo penge – mange penge.

Når krisen rammer

Regeringen og økonomer er i fuld gang med at italesætte årsagen til den kommende krise. Danmark risikerer en krise, hvis de offentlige får for meget i lønningsposen ved de kommende overenskomstforhandlinger, lyder budskabet. Og truslerne hænger i luften – regeringen vil gribe ind, hvis overenskomstforhandlingerne ikke går efter deres ønske.

Og er truslen om et regeringsindgreb i overenskomstforhandlinger ikke nok til at skrue ned for kravene og forventningerne, så er der endnu en trussel: en ny kartoffelkur. Med skattereformen og kartoffelkuren var Schlüter-regeringen i slutningen af 1980’erne med til at sparke økonomien ud over kanten. I dag truer VK-regeringen med at gentage eksperimentet.
 
Uanset regeringens trusler venter nedturen lige om hjørnet. Og det er ikke de offentlige lønninger, der er årsagen – det er kapitalismens krise, der atter vender tilbage, og de lavestlønnede, der straffes.

Netavisen 21. december 2007
 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater