Magtspillet omkring den nye forfatning

Kommunistisk Politik 24, 2007

Udenrigsministeriet har op til det kommende topmøde produceret en 140 sider lang positiv redegørelse om indholdet af EU-forfatningen, ”Lissabon-traktaten”. Konklusionen er naturligvis, at den gør det hele mere åbent, demokratisk og miljøvenligt. Det er af uvæsentlig betydning, at f.eks. ’veto-retten’ afskaffes.

Unionens beslutningsprocesser strømlines

Med Lissabon-traktaten forbedres Ministerrådets mulighed for at træffe beslutninger ved at udvide brugen af kvalificeret flertal i Rådet til i alt godt 50 områder. En anden væsentlig konsekvens af Lissabon-traktaten er, at Europa-Parlamentet bliver Rådets medlovgiver på ca. 45 nye politikområder. Parlamentet opnår dermed næste fuld anerkendelse af EU-systemet og bliver inddraget i over halvdelen af politikområderne.

Til gengæld halter det væsentlig bagefter med den politiske legitimitet. I flere lande deltog under 50 % i det sidste valg, og i Rumænien deltog kun 29 %, en lussing, der dog ikke har fået politikerne til at nedlægge parlamentet. I stedet er der nu bevilget 50 mio. kr. til en kampagne, der skal overbevise folk om, at EU er rigtigt.

Unionspræsident, rådsformand og udenrigsminister

Med den nye traktat skal ledelsen deles mellem en formand for kommissionen, en fast præsident for det europæiske råd og en stærk ”højere repræsentant” for udenrigs- og sikkerhedspolitik. Traktatens definition af de tre mest magtfulde stillinger i EU overlapper hinanden og har givet anledning til bekymring om kommende magtkampe.

Bekymringen går bl.a. på, hvilken magt EU-præsident konkret har, hvordan man skal blive enige om at vælge en, hvor stor en bevilling det nye embede skal have, hvordan der bliver plads til de enkelte landes ministre i beslutningsprocessen, og mange andre uafklarede spørgsmål, der er fejet under gulvtæppet, indtil den endelige ratifikation er faldet på plads i medlemslandene.

Den nye leder af rådet vil ikke kunne stilles til ansvar, når vedkommende først er udpeget for en femårs valgperiode, men i EU’s snævre cirkler går diskussionen mere på, om der nu bliver bevilget penge og folk nok til at udstyre positionen med overskud til at lede rådets arbejde. Formandsopgaven går i dag på skift mellem landene, men vil efter traktaten overgå til et vekslende team af tre lande i samarbejde med EU-præsidenten. Fordelingen af ansvarsområder mellem disse lande indbyrdes forudses også at skabe grobund for alle mulige kontroverser.

Posten som EU’s udenrigsminister vil blive væsentlig mere betydningsfuld end nu. Nye områder som handels- og udviklingsaftaler kan blive overført gennem vedtagelse på ministerrådsmøder, således at EU kan virke på vegne af medlemslandene i forskellige internationale forhandlinger. EU-udenrigsrepræsentanten er fast formand for udenrigsrådet og næstformand i Kommissionen. EU-udenrigsrepræsentanten kaldes derfor også ”dobbelt-hattet”.

Bekymringer
Kommissionens formand er bekymret for, at det betyder mindre magt til EU’s eksisterende konstruktioner, når ministerrådet får mulighed for at virke gennem deres egne topfolk.

”Der eksisterer en fare for, at ministrene vil afhandle problemerne selv uden at tage EU’s institutioner i betragtning,” fortalte Jose Manuel Barroso, efter at teksten lå færdig.
Magtfordelingen mellem EU’s institutioner er hverken blevet mere åben, demokratisk eller fredelig af den nye traktat.

Se også:

Ingen suverænitetsafgivelse?
Bestillingsopgave fra regeringsjurister

EU-forbehold igen til afstemning

Netavisen 8. december 2007

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne