Kom og se giraffen!

Kommunistisk Politik 23, 2007

Folk med særlig indsigt i at lave underholdningsserier af nyere amerikansk tilsnit har overtaget nyhedsdækningen i dansk tv.

Den korte valgkamp betød også et uvelkomment gensyn med noget af det værste i massekommunikationen: fjernsynets fordummende propaganda.
Propagandaens første offer er sandheden, sandheden om egen rolle og klassestandpunkt og troværdighed i formidlingen af faktiske begivenheder. Den historiske materialisme er nægtet adgang, så mens spåmænd jovialt fortolker over temaet ”det perfekte danske samfund”, er virkeligheden som forudsætning for menneskenes samfund forsvundet.

Det andet offer er historien. Nyheds-tv er blevet til nu og her. Det er aktion og konstante cliffhangere, her fra sidste valgkamp i reprise:
”Om et lille bitte øjeblik sker det! Nu kommer hun! Der rundt om hjørnet kan man om lidt se bilen, der kører partilederen … Og tilbage til studiet, hvor vi lige om lidt har nedtælling til resultatet på den første exit poll: 10, 9, 8, 6 … Og nu live fra vores udsendte på Sortevej, hvordan går det? Jeg står næsten lige ved siden af en hæk, der grænser ind til det hus, hvor familien sidder og spiser …” Hvem tør slukke, nu hvor det er så spændende?

Fire timer senere var ingen blevet oplyst om noget som helst.
Ingen af de mange meningsmålinger havde ramt rigtigt. Ingen af de yderst vellønnede journalister ønsker at vide, at der er klasseforskelle, og ingen kan kende forskel på arbejderbyer, studenterbyer eller de traditionelle lokalpatriotiske udkantsområder.

I valgkampen findes kun journalister og politikere. Den blinde vinkel for samfundet er blevet 360 grader.

At lave en valgaften om til en idiotisk krimiserie er ikke så stor en bedrift. Det er nemt at lave dumt tv, dumme mennesker kan lave det, og man bliver dum af at se det. Og da flere bagefter kritiserede tv-valgaftenen for måske trods alt at være for dum, lidt for meget royalt bryllup og sportsbegivenhed og lidt for lidt politik, fik de en hysterisk opsang fra ”instruktøren” Naja Nielsen, en af fire programchefer i nyhedsdivisionen:

”DR har ikke den opgave, som man måske troede, man havde lidt i monopoldagene, med at befolkningen de skal have os til at tygge, hvad der sker, at vi skal udlægge teksten for dem, nogle analytikere skal fortælle dem, hvordan de skal forholde sig til det, de ser. Jeg tror egentlig, at der er sket et skred i mediernes dækning på den måde, sådan så folk selv vil tage stilling, og de har ikke lyst til, at nogen udlægger al teksten for dem. Ikke at vi ikke havde analyse, vi havde jo vores politiske redaktør med, så det var ikke, fordi … altså vi brugte sådan set meget tid på analyse, i forhold til hvis det havde været en fodboldkamp, ikk’!”

Og her hører man, hvorfor hun er blevet chef for tv-valgaftenen. Hun kan ligesom politikere fortælle kritikerne, at de ønsker sig tilbage til DDR-monopoldagene, og ud fra dette falske grundlag definere sit eget reaktionære projekt som frihed til folket.
Ingen havde bedt om mere udlægning af ”teksten”, men blot pointeret, at en lille smule videnskabelighed og dybsindighed aldrig har skadet nogen.

Undskyldningen for at lave nyheder som drama, den kronisk oppiskede stemning og gætteleg på, hvad der nu skal ske, er naturligvis, at befolkningen vil have det sådan. Er der ikke spænding og underholdning, zapper folket væk, og så ville man sidde tilbage med – gys! – under 100.000 seere. Mens konkurrenten havde lokket med indslag om menuen og specialister i herremode.

Tv har skam plads til det hele, men hver ting til sin tid. Selve valgaftenen er det altså akten med den store dramatiske begivenhed, mennesker, der mister deres job.

En valgkamp er så tit blevet sammenlignet med sportsbegivenheder, så det ikke kun er ordforrådet, der glider over, men også selve dækningen. Mens kampen foregår, er tv til stede i bussen på bagsædet og føler med de medvirkende, som var det journalisternes egne små miniputter, eller skadefro håner og mobber dagens offer. Til sidst, når valget er overstået, er partierne for denne ene aftens skyld begyndt at rykke ud af Christiansborg for at kunne få plads til heppekor.

Når partilederne så endelig ankommer til valgaftenen som kongelige, jo senere desto finere, og journalisterne kommer i slagsmål med hinanden, mens paparazzifotograferne lurer overalt, ja, så er alt, som det skal være!

Ifølge DR anno 2007 handler valgkampe om, at befolkningen kun kommer til valgmøder for at se giraffen. Tv giver derfor bare det, folk vil have.

Netavisen 25. november 2007