“Fredsplan” uden håb

Af Henning Paaske Jensen

Annapolis-konferencen, som for nylig blev afholdt i Annapolis i USA, har ikke givet palæstinensere nyt håb. Det er en pessimisme, som er blevet yderligere bekræftet, efter at Mahmoud Abbas’ myndigheder på Vestbredden gik til angreb med stave på fredelige demonstrationer og skød ind i menneskemængden.

Anti-Annapolis demonstration på Vestbredden

De demonstrerendes forbrydelse var, at de demonstrerede imod Annapolis-konferencen og dens indbyggede forberedelser til udsalg af palæstinensernes nationale rettigheder.

Hændelsen var en klar illustration af det stigende gab, der er imellem de folkelige masser og det lag af palæstinensiske ledere, som mere og mere underordner sig USA’s og Israels krav som statholdere i en bantustan. Det er et billede af håndlangere for imperialismen, som, før de aner det, vil kunne stå uden nogen som helst autoritet over for det palæstinensiske folk,
 
Det, man her igen har været vidne til, har været en suppe kogt på tidligere ”fredsaftalers” fiaskoer, såsom Oslo-aftalen og The Road Map. Det er fiaskoer, som Abbas’ folk ikke har lært af, men fremturer omkring,

Disse ”fredsaftaler” var fiaskoer, fordi disse konferencer aldrig har bygget på og bekræftet palæstinensernes umistelige nationale rettigheder, og ej heller har de bygget på FN’s gentagne resolutioner og påbud mod Israel, men er gået uden om et Israel, der har været sikker på at slippe for sanktioner med hjælp fra USA’s og andre imperialistmagters side.

Ved denne konference skulle The Road Map nu angiveligt genaktiveres. Sådan en industri af ”fredsinitiativer” har været og er anvendelige for USA og Israel. Her kan de i ly af sådanne ”positive fredstiltag og forhåbninger” sikre forsat zionistisk ekspansion og USA’s interesser i Mellemøsten. Det var en sådan ekspansion, der skete efter Oslo-aftalerne og fremover, og det er præcis det, som sker nu: en optrapning med yderligere illegale tiltag i form af udbygning af apartheidmuren og kolonisering og bosættelser på Vestbredden.

Ikke underligt har konferencen haft svært ved at berolige palæstinensere og folkene i verden om, at massemorderen George W. Bush skulle kunne virke som overdommer for nationale rettigheder. Han er en dommer med stadig mere irakisk og afghansk blod på hænderne, og han er Israels vigtigste allierede og garant. Nu skal han angiveligt virke som dommer på tid for at sikre ”en levedygtig palæstinensisk stat”, inden han går af som præsident til næste år.

Det er ikke svært at spå om denne ”fredskonferences” garanti for fiasko – med et USA og Israel som initiativtagere til palæstinensisk splittelse og kriminelle likvideringer og masseafstraffelser, med stranguleringen af Gaza som et belejret fængsel, der minder om naziernes behandling af den jødiske Warszawa-ghetto, angreb, der blev intensiveret umiddelbart efter Annapolis-konferencen.

På Vestbredden gør besættelsesmagten alt for at holde Abbas i live som deres nuværende mand og partner ved magten ved at understøtte ham med våben og kræve samarbejde i jagten mod befrielsesbevægelser, som ikke vil acceptere fortsat israelsk besættelse. Det er en jagt, Abbas’ myndigheder er gået ind på, især rettet mod Hamas.

Overdommeren på Annapolis-konferencen undlod ikke at indlede med, at Israel er en jødisk stat (og dermed med et racistisk Israel med særrettigheder for jøder og palæstinensere som andenrangs mennesker), og Israel understregede, at det aldrig helt ville forlade den illegale besættelse af Vestbredden, et synspunkt, som Bush tidligere har understøttet pga. ”nye realiteter på jorden”, som han påstår man ikke kan komme uden om.

Samarbejdspartneren for USA og Israel Mahmoud Abbas udtalte på knæ, at det vigtigste var, at man var mødtes, og at han derfor var optimistisk. Det var en Abbas, som helt undlod at omtale USA’s og Israels aktuelle folkestridige kvælningstag og udsultning af det palæstinensiske folk i Gaza igennem mere end et halvt år.
Forud havde Abbas ellers efter et af de mange møder med Olmert i et højstemt øjeblik officielt erklæret, at der ikke blev noget møde uden israelsk tilsagn om tilbagetrækning fra Vestbredden, Østjerusalem og en aftale om flygtninge.

Intet af dette skete. Derimod kom der klare tilkendegivelser på jorden om yderligere ekspansion på Vestbredden ledsaget af systematiske likvideringer af modstandsfolk især i Gaza.

Konferencens ”resultat” blev underskrivelse af en fællesudtalelse, der overordnet udtalte, at alle spørgsmål, også vanskelige, nu skulle behandles i den kommende periode og løses i 2008, og nu har amerikanerne opfølgende vist, ”at de mener noget”, ved at sætte en general til ”at hjælpe til” med sikkerheden.

Konferencen udstillede også, at denne ”fredskonference” skete uden om Hamas, det parti, som til stor fortrydelse for USA og Israel vandt stort over Fatah ved det sidste valg og dannede regering.
Hamas var overhovedet ikke inviteret, ligesom andre befrielsesbevægelser, og ville også have betakket sig. Tværtimod var konferencen etableret i modsætning til Hamas som en del af den erklærede kamp mod ”ekstremister” og ”terrorister”.

I virkeligheden var konferencen et amerikansk-israelsk initiativ, som under dække af ”kampen mod terror ”og ”løsning af det ulykkelige palæstinensiske problem” havde til formål at udbygge den palæstinensiske splittelse og eliminere den palæstinensiske befrielseskamp og deres krav.
Den var et imperialistisk plot, som forsøges solgt under nødvendigheden af at indgå kompromisser.

Men det var også helt åbenlyst, at denne konference indgik i USA’s generelle strategi for kontrol over hele Mellemøsten, herunder Iran. Derfor var det af stor vigtighed, at ledere fra arabiske stater som Saudi-Arabien deltog, stater, som USA vil forsøge at få til at normalisere deres forbindelser med Israel som en del af et samarbejde mod den fælles fjende Iran. USA vil udnytte religiøse modsætninger med et sunni-muslimsk Saudi-Arabien imod det shia-muslimske Iran. For imperialismen var det derfor vigtigt, at de arabiske stater deltog – for at understøtte deres pres for ”palæstinensiske kompromisser” væk fra de nationale rettigheder og samtidig indgå i det imperialistiske pres mod Iran.

Det var første gang under en ”palæstinensisk fredskonference”, at den var ledsaget af omfattende palæstinensiske mod-demonstrationer. En lang række forskellige folkelige bevægelser og befrielsesorganisatoner tog afstand fra Abbas’ deltagelse i konferencen og advarede imod enhver form for udsalg af palæstinensernes rettigheder.

Angrebene på de fredelige anti-Annapolis-demonstrationer blev en blodig demonstration af, at den minoritet af palæstinensere omkring Abbas, som deltog i konferencen og hersker over Vestbredden, reelt ikke repræsenterer det palæstinensiske folk. De er repræsentanter, der aldrig har inddraget palæstinenserne om deres hemmelige ”fredsprocesser”, og slet ikke de millioner af palæstinensere, der lever rundt omkring i verden i landflygtighed, f.eks. i flygtningelejrene i Libanon. Disse lederes perspektiv er i dag at blive bantustan-ledere i skærpet modsætning til den palæstinensiske befolkning.

Disse mod-demonstrationer på netop dette tidspunkt har været af stor betydning. De blotlægger afstanden imellem hele den brede, reelt kæmpende palæstinensiske nationale befrielsesbevægelse og de palæstinensiske myndigheder omkring Abbas. De viser, at sådanne folk ikke repræsenterer deres interesser, at der er behov for en genopbygning af PLO og inddragelse af alle de folkelige kræfter og befrielsesbevægelser.

Den palæstinensiske bevægelse imod besættelse vil fortsætte, og der er meget, der tyder på, at en ny intifada er under forberedelse.
 
Det er på høje tid, at folkene i verden i endnu højere grad støtter palæstinenserne og isolerer USA og Israel og kræver iværksættelse af omgående sanktioner imod det racistiske Israel og dets fortsatte besættelse.

Netavisen 5. december 2007