Fogh nr. 3 Fernis over nyliberalismen

Kommunistisk Politik 24, 2007

APKs formand Dorte Grenaa om den tredie krigsforbryderregering Fogh

Folk, der ved besked, beretter at den danske statsminister med de blodige hænder allerede har blikket rettet mod en ny karriere i EU efter 2009 – eventuelt som unionspræsident. Han har vist sig at være en overlever – Aznar, Howard og Blair og alle de andre kriminelle krigsanstiftere er fældet på deres gerninger og sat uden for magtens helligste korridorer, selvom ingen endnu er blevet stillet til regnskab for deres forbrydelser.

Anders Fogh er den eneste, der er tilbage, af Bush’s nære allierede fra 2001. Han har ualmindelig travlt med at skjule sine gerninger og den politik, han faktisk har bedrevet. Og han ønsker at vise sig værdig til den internationale toppost, han har udsigt til, hvis intet kikser for ham – den, som Uffe Ellemann Jensen af lutter overmod måtte give afkald på, og den som en fhv. socialdemokratisk statsminister kun kan drømme om.

Fogh spiller højt spil. Og det er danskerne han gambler med.

Nye ansigter, ny åbenhed

Den ny Fogh forsøger at give den som landsfader i stedet for som overklassekriger. Da han stillede op som udfordrer til Poul Nyrup i 2001 portrætterede VU ham som en ny 007, superagent Fogh. Det er han – for Bush – men han vil af med det image, for sig selv og regeringen.

Dertil har han så foretaget et par ministerrokader, hvor han har sørget for at en Birthe Rønn-Hornbech, som har vovet at have særstandpunkter omkring terrorloven og scoret stor politisk kredit på det, og den frafaldne Karen Jespersen får centrale og vanskelige ministerier, den ene som integrations-, den anden som ’velfærdsminister’.

Fogh har med lidt navnebytning også fået givet nogle af ministerierne en lidt anden accent: ’socialministerium’ lyder lidt for meget som ensidig hensyntagen til socialt udsatte, ligesom et forbrugerministerium lyder af at skulle forsvare forbrugernes interesser. Ingen af dele findes nu mere. Tingene kan jo også ses fra producenternes side.

Af de mere absurde udnævnelser er den tidligere udenrigspolitiske ordfører og skønmaler af krig og ødelæggelse i Irak og Afghanistan Troels Lund Poulsen. Nu er han sat til at føre miljøkrig mod danskerne.

Rokeringerne er fernis, som alle Foghs andre politiske manøvrer er det. Taktikker, der skal få den nyliberale politik, der er miskrediteret og grundigt upopulær, til at glide lettere ned.

Får ikke en dags fred

Dorte GrenaaKommunistisk Politik har spurgt APKs formand Dorte Grenaa om, hvad hun siger til Fogh nr. 3:

– Det er tre numre for meget. Vi havde håbet at Fogh var fældet som de fleste af hans krigsforbryderkolleger fra den ulovlige krig mod Irak rundt omkring er blevet det.
Han har selvfølgelig været begunstiget af det usædvanligt kraftige opsving, som Danmark har oplevet i de senere år. Det er svært at vælte en regering under en højkonjunktur, og oppositionen under Helle Thorning-Schmidt gjorde det let for Fogh. Alligevel er han svækket, og kan mærke den massive folkelige modstand og vrede puste ham i nakken. Derfor alle justeringerne.

KP: Hvad er udsigterne med Fogh?

– APK gik jo ind i valgkampen med paroler om at stoppe krigsforbryderregeringen, få stoppet krigene i Afghanistan og Irak, en folkeafstemning om den ny EU-traktat og for velfærd til alle – med regningen sendt til de rige. Det er ikke blevet mindre aktuelle kampspørgsmål. Fogh forsøger at snyde på dem alle. I regeringsgrundlaget vil han have en omafstemning om forbeholdene, og ikke den demokratiske afstemning om hvad der er en ny forfatningstraktat.

Som den krigsforbryder han er fortsætter han ufortøvet med at sende de danske soldater i forreste linje i Afghanistan. Snakken om velfærd fra Foghs side skal skjule de massive nedskæringer, der allerede har fundet sted, og forhindre en reel genopretning af den nedslidte offentlige sektor og reelle lønløft til dens ansatte, for det kunne i sidste ende antaste de riges profitter og glade skattefrihed.

– Fogh har regnet en hel taktisk plan ud for at snyde danskerne igen – og så en gang til. Midlet mod det er massemobilisering – mod krigen, unionen, og forberedelse af en storkonflikt. Vi kender Fogh, arbejderne kender ham og hans regering.

Han får ikke 100 dage, hvor den nye regering er fredet. Ikke engang én.

Netavisen 6. november 2007