Annapolis-illusionen

Kommunistisk Politik 24, 2007

Af Khalid Amayreh fra det besatte Øst Jerusalem, 21. november 2007

”Bjerget begyndte at arbejde, da det gav fødsel til en rotte.” Således lyder det berømte arabiske ordsprog. Denne talemåde er som en karikatur på den amerikansk sponsorerede ”fredskonference” i Annapolis i Maryland, USA.

At forudsige at Annapolis-mødet bliver en fiasko, er alt andet end spekulation. Det er en realistisk vurdering af en begivenhed, som ikke har til hensigt at blive succesfuld, selvom det erklærede ønske antyder det modsatte.
Hvad vi vil se, er udveksling af høfligheder, som har til hensigt at skabe en venlig atmosfære. Men Israel og de palæstinensiske myndigheder (PA) har ikke kunne blive enige om noget fælles aftale om de grundlæggende problemer, som er afgørende for det palæstinensiske spørgsmål.

For få uger siden var PA næsten euforisk over konferencen. PA’s formand Mahmoud Abbas truede med at boykotte Annapolis-mødet, medmindre Israel i det mindste principielt gik med til at afslutte besættelsen af Vestbredden, Gazastriben og Østjerusalem samt accepterede en retfærdig løsning på flygtningeproblemet i henhold til FN-resolution 194.
Men Israel gik ikke med til nogen af delene.
Nu drager PA så til Annapolis uden nogen som helst politiske garantier, men alene ved at basere sig på George Bushs ”gode vilje”, hvad den så end betyder i virkelighedens verden.

Jeg spurgte i denne uge en højtrangerende PA-embedsmand i Ramallah, hvordan det vil komme til at gå for PA-ledelsen i Annapolis på baggrund af, at de langtrukne møder mellem israelske og palæstinensiske embedsmænd har været en klar fiasko.
Jeg mindede ham om, at ”sådan har vi gjort sådan i årevis, men til hvilken nytte?”
Foruroliget over spørgsmålet så embedsmanden temmelig opmærksomt på mig og sagde:
Hvad kan vi ellers gøre? Hvis du selv har nogen ideer, hvorfor overbringer du dem så ikke til Abu Mazen [Mahmoud Abbas]?
Der vil være adskillige kategorier af deltagere med følge ved Annapolis-konferencen, først og fremmest katastrofens mester, George W. Bush, Der Führer i Det Hvide Hus, som har invaderet, besat og ødelagt to muslimske lande og dræbt eller forårsaget over en million uskyldige menneskers død under påskud af at ville frelse verden for Iraks masseødelæggelsesvåben, som viste sig at være ikke-eksisterende. Manden, som påstod, at Gud havde bedt ham gøre, hvad han gjorde, har aldrig haft det moralske mod til at sige: ”Jeg har begået en fejl. Det er min skyld.”
I stedet udklækkede han alle slags påskud, pseudo-historier og løgne for at retfærdiggøre sin kriminalitet og ondskabsfulde planer. Samlet set udviser disse kriminelle ingen anger over deres forbrydelser.

Bush, Israel og Olmert

Det anbringer følgende spørgsmål i forreste række:
Kan Mellemøstens folk i særdeleshed – og menneskeheden i almindelighed – sætte sin lid til, at en af verdens allerstørste mordere og løgnere vil tvinge Israel til at gå med til fred? Lad os ikke glemme, at der her er tale om en mand, som beskrev Arial Sharon, den notoriske israelske forbryder, som en ’fredens mand’.

Så er der den evige morder, løgner og tyv, nemlig Israel, en stat, som myrder skolebørn og kalder mordene for selvforsvar, lyver om sine forbrydelser og kalder løgnene hasbara (forklaringer til verden, KP) og public relations. En stat, som påstår at have afsluttet sin besættelse af Gaza, mens den fortsætter med at stramme kontrollen over Gazas grænser og overgangssteder, vandet på dets territorium, luften og selve regionens livline.

Lederen af denne forbryderiske stat, Ehud Olmert, tager til Annapolis-konferencen ikke for at slutte fred og vise god vilje over for Israels ofre, men snarere for at være sikker på, at der ikke kommer nogen substantielle fremskridt ud af det. 
Olmert – en mand, der er kendt for sin kriminalitet, løgnagtighed og uærlighed – vil komme med en strøm af udflugter, verbale fiksfakserier og afledningsmanøvrer. Det skal alt sammen dække over de virkelige forhold, nemlig den hadefulde besættelse af det palæstinensiske fædreland og brutaliteten mod det palæstinensiske folk.

Olmert vil overhovedet ikke berøre to millioner ulykkelige palæstinensiske flygtninges hensygnen i usle flygtningelejre over hele Mellemøsten, fordi den israelske stat, der kalder sig selv et lysende eksempel blandt nationer, ikke vil tillade flygtningene at vende tilbage til deres hjem og landsbyer, hvorfra de blev fordrevet, da denne stat blev født for 60 år siden.

Han vil ikke nævne Østjerusalem, hvis arabisk-kristne-muslimske identitet Israels regering trinvis har søgt at smadre, menneskeligt, åndeligt, demografisk og økonomisk.
Og selvfølgelig vil han fuldstændig ignorere den uhyggelige israelske blokade af de 1,4 millioner indbyggere i Gaza, mennesker, som er ved at blive kvalt til døde, fordi zionismen ikke kan tilgive palæstinenserne, at de valgte et politisk parti, Israel ikke kan lide.

I stedet for ærligt og alvorligt at beskæftige sig med de virkelige sager vil Olmert lancere en tirade om at styrke PA-formanden Mahmoud Abbas og opmuntre ”kræfterne for moderation og fred”, som om det virkelige problem i Palæstina var manglen på moderation og fredsvilje blandt palæstinensere og ikke den nazi-lignende israelske besættelse og undertrykkelse af palæstinensere.

Ynkelige Abbas og de arabiske despoter

Og så er der Abbas, PA-lederen med amerikansk opbakning, som åbenbart mener, at det nu er det bedste tidspunkt at lave fred, fordi Amerikas samvittighed pludselig er vågnet op til dåd fra sin slummer, og at Georg W. Bush nu har undergået en yndefuld forvandling fra djævel til helgen.

Abbas ser virkelig ynkelig ud. Han har allerede placeret alle sine æg i den amerikanske kurv, hvilket betyder, at han ikke vil være i stand til at sige ”nej” til amerikanerne, selv hvis han burde det.

Derfor er det eneste, han kan gøre for at redde PA – den palæstinensiske autoritet, som i virkeligheden er berøvet enhver virkelig autoritet – er at dagdrømme om at få den amerikanske ulv til at presse Israel, så de kan demonstrere et sandt ønske om fred.

Dagdrømmeri, siger psykologerne, repræsenterer den højeste grad af frustration.
Men som den berømte arabiske digter Zuheir sagde for mere end 1400 år siden: Den, der ikke respekterer sig selv, vil heller ikke blive respekteret af andre. Abbas har kun sig selv at give skylden. Han stolede for meget på Bush og Olmert, i en sådan grad, at han blev en besejret og ydmygt ansøger på deres dørtrin. Han mishandlede sit folk og gjorde mange ting, han ikke skulle have gjort, alt sammen for at behage og forsone sig med Olmert og Bush. Men hvad fik han ud af det? Sagt i en nøddeskal: Tiggere kan ikke vælge.

Og så vil der være en horde af arabiske despoter, som på USA’s vink vil hoppe og springe og som altid vurdere, at hvad der er lovligt, afhænger af Amerikas accept, og det gør de endnu mere, end de tager hensyn til deres egne folkemassers accept.

De fleste af disse konger og livstids-præsidenter er totalt trætte af den palæstinensiske sag og er desto ivrigere efter at sælge ud af, hvad der måtte være tilbage af arabisk ære og arabiske rettigheder, muligvis inklusive al-Aqsa-Moskeen, islams tredjestørste helligdom. Denne inerti, denne udmattelse, kan aflæses af deres stemmers toneleje.

Imidlertid kunne disse tyranner tænke sig at se palæstinenserne gøre det selv og selv foretage udsalget. Så kan de fortælle deres respektive folk: ”Se! Vi kan ikke blive mere palæstinensiske end palæstinenserne selv.”
Det er de samme såkaldte ledere, som nu i stilhed og i hemmelig forståelse samarbejder med Israel for at decimere og sulte Gazas befolkning til døde for at gøre USA tilpas og opnå et certifikat derfra for god regeringsførelse.

EU og FN

Så er der den Europæiske Union (EU), hvis ledere fortsætter med at tilgodese Israel på trods af dets grusomme behandling af palæstinenserne. Det er det samme EU, som har bevist indtil kvalmegrænsen, at de vil benytte enhver anledning til at ligge under for Israels og zionistisk pression, selv om prisen er at se uskyldige civile sulte og blive dræbt.

For få dage siden forsikrede Frankrigs udenrigsminister Bernard Kouchner Israel, at Frankrig altid ville være med til at sikre Israels sikkerhed. Man ser den moralske skøge udfolde sig: Israels sikkerhed, et land som besidder 300 atomvåben, 700 Fighter-jagere, 4000 kampvogne og adskillige atom-forberedte ubåde, skal beskyttes og sikres, mens palæstinenserne, som dårligt kan sætte føde på bordet til deres sultende børn, skal udsættes for blokade og afstraffes.

Vi bør ikke glemme Tony Blair, den forlorne tidligere britiske premierminister, som har tonsvis af irakisk blod på sine beskidte hænder. Denne krigsforbryder prøver nu at bestikke palæstinenserne med ’økonomiske projekter’ i håb om, at det vil få dem til at glemme nogle af deres umistelige rettigheder, herunder flygtningenes ret til tilbagevenden og Jerusalem.

Endelig vil Annapolis-konferencen blive beæret med at have den komiske Ban Ki-moon som deltager. For dem, der ikke ved det, må denne Ki-moon altid vogte sin tunge meget omhyggeligt, så han ikke utilsigtet kommer af sted med at sige noget, Bush og Condoleezza Rice ikke synes om.

Med et sådant stort og fint selskab behøver palæstinenserne ikke at bekymre sig!
Deres sag er i de bedste hænder.

Oversat af KP

Netavisen 3. december 2007