Tyrkiet:  26.000 telearbejdere i strejke                     

Kommunistisk Politik 24, 2007
ZIA rapporterer fra Istanbul 21. november 2007

Türkiye Haber/Iș sendikal er en fagforening kun for TT’s 26.000 arbejdere, men der er 38.000 ansatte i TT, og de ca. 12.000 medarbejdere, der ikke er fagligt organiseret, er folk, der ikke arbejder på gulvet, men som har leder- eller mellemlederstillinger.

Türkiye Haber/Iș sendikal laver overenskomstaftaler hvert andet år. Den sidste overenskomstaftale var for ni måneder siden, hvilket vil sige, at stridighederne har været på forhandlingsbordet lige siden og nu er endt i strejke.

Det er den første strejke, Türkiye Haber/Iș sendikal har arrangeret siden sin grundlæggelse i 1962, og den har sidst i november, hvor jeg skriver dette, nu varet i mere end 40 dage. Türkiye Haber/Iș sendikal har fire krav, siger en af de strejkende fra fagforeningen til Kommunistisk Politik:

– Arbejdstiderne skal være i orden. Lige nu bliver de ansatte kaldt på arbejde i tide og utide. De kan også risikere at blive kaldt på arbejde for bare at være der en halv time, og så bliver de sendt hjem igen. Desuden vil de gerne i god tid have at vide, hvor det er, de skal møde på arbejde. Forholdene er således, at den ene dag bliver en arbejder sendt til en afdeling i den anden ende af byen, og den næste dag bliver medarbejderen sendt til et helt tredje sted, som ligger måske 40 km i den anden retning. Arbejderne stiller ikke krav om, hvor de skal arbejde, men de stiller krav om en organisering af denne fordeling, arbejdsplaner i god tid.

Arbejdsgiveren imod faglig organisering

Arbejdsgiveren stiller krav om, at arbejderne ikke mobiliseres til kamp af fagforeningen og ikke organiseres, og det finder arbejderne sig ikke i. Det er klart for dem, at en arbejder må være fagligt organiseret og have mulighed for at kræve sine rettigheder. Repræsentanterne for de strejkende forklarer:

– Som situationen ser ud lige nu, er der to former for ansatte: Den ene har en kortvarig arbejdskontrakt uden nogen former for rettigheder og en ret ringe løn, og den anden har en langvarig arbejdskontrakt, som både rummer en sygeforsikring, pensionsordning og en nogenlunde løn. Arbejdsgiveren vil gerne have, at elle medarbejdere skal over på de kortvarige kontrakter.

Hvad er modtrækket over for dette? spørger KP.

– Det ene krav er lige løn for lige arbejde, at alle medarbejderne skal have lige løn.
Arbejderne vil have, at TT bruger 6 % af overskuddet på lønforhøjelser til sine medarbejdere. Der findes et overskud på to millioner syv hundrede tusind USD, hvilket giver en lønforhøjelse på 19 % for alle arbejdere. Lige nu får en arbejder 1100 YTL efter skat for en arbejdsuge på fem dage, der udgør 45 timer, og en lønstigning på 19 % vil sige en løn på ca. 1800 YTL.

Mens vi sidder og snakker, får en af dem, jeg snakker med, et telefonopkald fra en kollega, der fortæller, at virksomheden har sendt et brev ud til sine medarbejdere om, at de får en lønforhøjelse på 300 YTL, hvis de dropper strejken.

Det er et meget provokerende kort, virksomheden her trækker ud af ærmet, og det viser tydeligt, at den har interesse i at skabe splittelse medarbejderne indbyrdes ved at give nogle krummer til nogle arbejdere og på den måde presse fagforeningen til at stoppe strejken.

Censurerede medier
De strejkende har haft svært ved at komme i de tyrkiske medier overhovedet. Den er ikke kommet ud til befolkningen, hvilket skyldes, at den reaktionære mediemogul Adnan Dogan ejer en ret stor del af de medier, der findes i Tyrkiet. De af ham kontrollerede medier – aviser, tv-kanaler m.v. – censurerer simpelthen det væk, der ikke er i borgerskabets interesse.

Når man ser på programoversigterne, er de fyldt med magasinprogrammer og dårlige serier. Standarden for nyhederne er slet ikke til at beskrive, så ringe er den. Der er ikke andet end billeder af Atatürk, det røde tyrkiske flag og en masse marcherende tyrkiske soldater der er på vej til krig i Østtyrkiet og mod kurderne i Nordirak.

Man er desuden i Tyrkiet bange for, at denne strejke spreder sig til andre sektorer, og derfor er det vigtigt ikke at orientere folk om, hvad der sker. Man er bange for, at arbejderne rejser sig til kamp, og at man fra politisk side mister kontrollen, og man bliver derfor nødt til at sætte militæret ind, som man gjorde under de tidligere militærkup i Tyrkiets historie.

De strejkende arbejdere foran TT-central, som jeg har snakket med, har absolut ingen planer om at stoppe, før de har fået deres krav gennemført. De holder humøret højt og udtaler med beslutsomme ord, at de fortsætter deres strejke, til de har sejret.

Netavien 3. decemberr 2007