Spark til elfenbenstårnet

Af Kommunistisk Politik 23, 2007

Ved folketingsvalget 2007 gik Enhedslisten 40.000 stemmer tilbage og nåede kun med det yderste af neglene over spærregrænsen. Der er tydeligvis noget at tale om i ”listen”, der i den mellemliggende periode siden valget i 2005 har opsuget det trotskistiske IS og en stor del af Minoritetspartiet, hvis knap ni tusind vælgere det havde håbet at indfange. Derudover støttes Enhedslisten af de tre revisionistiske ’kommunistpartier’ DKP, KP og KPiD.

Konstruktionen Enhedslisten har fra starten været en parlamentarisk satsning og et samarbejde mellem venstrefløjsere, der lagde indbyrdes stridigheder til side af nød. De forenede nederlagsstrømninger fra 70’erne og 80’erne fandt med dette valgparti en formel for at samarbejde og overleve. Enhedslisten skulle sikre dem parlamentarisk repræsentation og har som sådan været en succeshistorie. Den har formået at hænge fast, også i tilbagegang.

Men listen har aldrig holdt løftet om at være ’bevægelsernes talerør’, og slet ikke det med at være et parti, som fulgte en revolutionær taktik i parlamentet – det vil sige en taktik, der understøtter den revolutionære bevægelses udvikling uden for parlamentet.
Enhedslistens politiske virke har været at understøtte magthavernes legitimitet.

De konkrete eksempler er alt for mange, så her skal kun nævnes Enhedslistens manglende mod i kampen mod den amerikansk ledede terrorkrig.
I 2001 ønskede politiet ikke at give tilladelse til at demonstrere over for den amerikanske ambassade. Amerikanske statsborgere fik sms-beskeder med advarsler mod deltagelse i fredsbevægelsen.

Enhedslistens synspunkt var et tamt ekko af Socialdemokratiet, en forvirret endeløs snak om at være imod terror, imod kvindeundertrykkelse, og dernæst imod krig. At fredskampen skal udvikle sig gennem brede manifestationer og markeringer, og at bevægelsen også har pligt og ret til at demonstrere foran den amerikanske ambassade i en situation, hvor landets socialdemokratiske statsminister (dengang Nyrup) står skulder ved skulder med USA, det havde listen ikke mod til at slås for.

Den parlamentariske venstrefløj evner slet ikke at se massedemonstrationernes positive og demokratiske rolle. Himlen faldt ikke ned, da den nye antikrigsbevægelse begyndte på det ”umulige”. Tværtimod nedbrød den den mur af falsk legitimitet, som den amerikanske imperialisme havde omgivet sig med. De, der rejste spørgsmålet på en rigtig måde – såsom APK’s formand Dorte Grenaa – og tog Bush på ordet, når han truede med krig, viste sig at få ret.  

Få år efter, i februar 2003, deltog et rekordstort antal i en manifestation imod den planlagte krig mod Irak, der blev nøjagtig det massemord og den sociale katastrofe, som den ny fredsbevægelse advarede mod.

Til gengæld indtog Enhedslisten rollen som den krænkede part og fornærmet på demokratiets vegne, da Anders Fogh trak Danmark ind i krigen mod Irak. Det var imidlertid ikke på grund af krigen, men fordi modige krigsmodstandere kastede maling på statsministeren. Den rigtige aktion på det rigtige tidspunkt bryder med den falske legitimitet, åbner op for det virkelige budskab, mens borgerskabet forsøger at kue det.
I forsvaret af den irakiske modstandskamp, der siden 2003 har holdt verdens mægtigste militær strandet i Bagdad, står Enhedslisten atter fuldstændig blottet. Et folk på størrelse med de skandinaviske tilsammen har måned efter måned blødt i tusindvis til amerikanske krigsmaskine.

Da Enhedslisten får muligheden for at gøre en forskel og yde et bidrag i fredsbevægelsen ved endelig at tage en åben debat sommeren 2007 om støtte til den væbnede modstandskamp, går der uld i mund, og hele modstandskampen afsværges som ’terrorisme’ og ’fundamentalisme’.

Det samme sker i forhold til Afghanistan, hvor Danmark også er i krig.
Socialdemokratiet støttede den danske krig i Irak det meste af tiden og er en solid støtte til den nu massive danske deltagelse i USA’s og NATO’s krig i Afghanistan – en kendsgerning, der modsvares af de danske troppers jublende nervøse vanvid over at knuse fjenden.

Derfor var det så meget mere sigende, at Enhedslisten startede valgkampen med at aflyse en fredsdemonstration, der markerede seksåret for krigen.
I Norge har man en R-S-SF-regering … undskyld, en ’rød-grøn’ regering af Ap/Sp/SV, der afløste den borgerlige Bondevik-regering, som blev tvunget væk blandt andet som følge af sin krigspolitik i Afghanistan.

SF’s søsterparti SV førte sig frem som den store krigsmodstander. Men efter to år i regering forstærkes den norske krigsdeltagelse med flere tropper, selvom norske soldater dræbes, ligesom danske bliver det.
SF vil ikke optræde en disse anderledes. Enhedslisten vil også sælge den legitime afghanske modstandskamp. Da Frank Aaen m.fl. var til forhandlinger med krigsforbryderen Fogh efter valget, rejste partiet ifølge sin pressemeddelelse ikke spørgsmålet om Afghanistan-krigen og dansk tilbagetrækning.

Før og efter valget står spørgsmålet stadig: Hvem i folketinget ønsker at demonstrere, aktionere og kæmpe mod krigen, kæmpe for ægte demokratiske rettigheder, insistere på sammenhængen i stedet for at splitte og skille tingene ad?

Enhedslisten er ikke en stemme for verdens undertrykte og fred i verden, ikke en stemme imod spekulationer og privat ejendomsret. Enhedslisten har heller ikke været en ægte stemme for videnskab, kultur og integration. Man har fra starten været en ’kritisk stemme’ på Socialdemokratiet, men har aldrig fået noget til gengæld.

Der er ikke meget mere tilbage af politik i Enhedslisten end at holde sig i Folketinget, holde skindet på næsen og sikre, i den nærmere fremtid, at Socialdemokraterne kommer til fadet igen.

Netavisen 24. november 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne