Menigmand bestemmer

Leder, Kommunistisk Politik 23, 2007

Menigmand bestemmer, siger de borgerlige.
Schludder. Er folket suverænt?
Er Danmark dit og mit? Danmark
er et lydland, et protektorat

Fjernstyret af Washington, NATO og EF
og hjemmestyret af hr. Fogh
og hans stab af overtjenere
(latin: ministre),
som fører sig frem på engelsk i salonen

og herser på dansk i køkkenet.

Sådan skrev digteren og dramatikeren Erik Knudsen, der døde dagen før folketingsvalget, 85 år gammel – den sidste og en af de største i en stor generation af lyrikere fra 20erne, som debuterede under og lige efter verdenskrigen og besættelsen.
Citatet er fra samlingen ’Digte siden sidst’ fra 1985, og – nåja – dengang stod der Schlüters og ikke Foghs navn på hjemmestyret.
Erik Knudsen døde dagen før folketingsvalget, der for tredie gang resulterede i en krigsforbryderregering Fogh. Menigmand bestemmer! Mon dog?

Fogh vil øjensynligt herse i køkkenet nogen tid endnu, medmindre han kløjs i det og menigmand alligevel får smidt ham på porten. Så fast sidder han heller ikke i barstolen. Derfor arbejder han hårdt på at få den ny VK-regering placeret mere solidt. Dertil har han brug for nye ansigter, gerne yngre kvinder, der ikke oser af nyliberal selvgodhed. Han har brug for nogle mærkesager, der kan svække indtrykket af ham som krigspolitiker og Bush-klon – og bl.a. derfor har vi set hans pludselige omvendelse til overbevist klimaforkæmper, der vil bringe Danmark i spidsen internationalt for at imødegå den voksende klimatrussel. Det er noget af en kovending fra den internationale miljøterrorist, der anbragte en Bjørn Lomborg som øverste dommer i miljøspørgsmål, hvor kendelsen var givet på forhånd: Monopolerne og vores store allierede er frikendt for ethvert ansvar – for den globale opvarmning eksisterer ikke.

Først og fremmest har Fogh brug for en god og loyal parlamentarisk opposition, som han har haft det i de forløbne seks år, siden han kom til magten efter 11. september 2001 som Bush’s trofaste allierede, en af de allersidste, der endnu er tilbage. Derfor tilbød han under valgkampen socialdemokraterne et ’nationalt kompromis’ om velfærd. Derfor har han indkaldt samtlige folketingspartier til konsultationer, og de er alle pænt mødt op. Og derfor vil han lave et regeringsgrundlag, der virker ’bredere’, og hvor aftrykkene fra Dansk Folkeparti er mindre synlige.
Krigsforbryderregeringen er den danske storkapitals og ikke mindst Møller-Mærsks foretrukne. Den vil se et prøvet kort som Anders Fogh og ikke et uprøvet som Helle Thorning gennemføre dens politik på vanskelige kerneområder, som er i spil: Gennemførelse af den ny unionstraktat uden folkeafstemning, fortsættelse af krigspolitikken i Afghanistan og Irak, styring gennem klimatrussel og udsigterne til en global økonomisk krise – og meget kontant gennemførelsen af de nye overenskomster i en situation, hvor ikke mindst de ansatte i den nedslidte offentlige sektor forlanger klækkelige lønstigninger.

Med aktuel udsigt til en storkonflikt efterfulgt af et eventuelt upopulært regeringsindgreb slår borgerskabet og dets medier ring omkring Anders Fogh – og den ’loyale’ opposition. Selv Enhedslisten og dens nye unge ansigt får pæne ord med på vejen.
Det hele er en øvelse i folkebedrag, nuværende og planlagte. Alt tyder på, at den parlamentariske ’opposition’ vil kende sin plads og sin rolle. Det vil sige, at det er op til menigmand at stoppe og ændre den afstukne kurs. Folkelig mobilisering mod krig og unionstraktat, massiv mobilisering omkring overenskomsterne og for ’velfærd til alle’ og regningen til de rige!

Og disse bevægelser kan godt tage de ord til sig, hvormed Erik Knudsen sluttede det citerede digt ’Socialismen er nødvendig’:

De gamle dage knirker.

Status quo slår revner.

Barbari eller socialisme.

Redaktionen 20. november 2007

Netavisen 23. november 2007