Det globale klimaspørgsmål: Alle seriøse løsninger handler om planlægning

Interview med Andreas Malm, Flamman
Kommunistisk Politik 23, 2007

Glem det meste, du har hørt og læst om klimaspørgsmålet. Glem tanken om, at det ikke eksisterer. Glem tanken om, at du som enkelt individ og forbruger kan komme frem til et bedre klima. Løsningen er politisk: økonomisk planlægning. Og helst: socialisme.
Det siger den svenske forfatter Andreas Malm i dette interview af Aron Etzler fra venstrefløjsavisen Flamman.

Andreas Malm har skrevet en bog om Palæstina og en antiimperialistisk bog om Irak. 2005 kastede han sig over klimaspørgsmålet.

Andreas Malm, forfatter og journalist, har netop udgivet sin første del af en serie bøger, som skal behandle klimaspørgsmålet. Ambitionen var først at skrive bogen ”Kuldioxidens politiske økonomi”. Det første kapitel skulle handle om forskningen, men Malm kom til at ’hænge fast’ i videnskaben. Resultatet er bogen ”Det er vores helt klare opfattelse, at bliver der ikke gjort noget nu, vil det snart være for sent”. Som titlen antyder, sætter bogen fokus på spørgsmålet, om klimatruslen virkelig eksisterer, og hvor dyb den er. Jo, problemerne er der, og det er snart sidste udkald.

I korthed: At fortsætte som for nærværende vil i løbet af nogle årtier føre til enorme problemer. Alt, hvad vi nu ser af skovbrande, oversvømmelser og orkaner, vil blive ved med at øges. Til slut får vi folkevandringer i stor skala, mest i den tredje verden.
De løsninger, som vil være krævet for at opretholde den vestlige verdens magt og standard, vil da blive meget drastiske: høje mure mod klimaflygtninge, enormt kostbare investeringer på grund af klimakatastrofer. Det er ingen fremkommelig vej – ikke engang de allerrigeste kan afskærme sig specielt længe mod den type katastrofer.

Planøkonomi nødvendig

Men katastrofeprognoser er ikke tilstrækkelige – nu må der løsninger til. Andreas Malm er glad for at gøre et interview, der handler om de nødvendige løsninger: at kombinere miljø med retfærdighed.
– Klimaspørgsmålet er behandlet fuldstændig forkert i Sverige. Der har været alt for megen fokus på individ og forbrug. Ingen har vovet at snakke om, hvor dybt fossilafbrændingen er rodfæstet i vores økonomiske strukturer. Det handler ikke om, at vi i almindelighed skal konsumere mindre. Det handler om, at vi må væk fra de fossile brændstoffer.

Fordi spørgsmålet om den globale opvarmning er præsenteret af borgerlige politikere som Al Gore, Tony Blair og [den svenske statsminister] Fredrik Reinfeldt, er der folk på venstrefløjen, som afviser hele klimaproblemet. Andreas Malm synes, det er ”bekymrende og uvidenskabeligt”. Men han mener, at der findes en rationel forklaring. At den økonomiske elite taler om klimapolitik, handler om, at borgerskabet har brug for ”at sætte sig på spørgsmålet”, at opstille sin egen dagsorden, inden en anden dagsorden får etableret sig.

– Alle seriøse diskussioner inden for forskningen om løsninger på klimaproblematikken drejer sig om planøkonomi. Og det er jo ikke, fordi forskere er kommunister – men fordi den eneste mulige løsning er at overtage styringen af disse økonomiske processer fra mennesker, som kun har interesse i at tjene penge.

Forskernes løsninger peger mod en planøkonomi i en eller anden form.
– Jeg tror, at der findes to alternativer. Enten en form for øko-keynesianisme, med stærke indslag af regulering, men med en kapitalisme baseret på vedvarende energi. Pr. definition vil overgangen til vedvarende energi ikke betyde afslutningen på kapitalismen, som jo kan tilpasse sig. Den anden mulighed er en øko-socialisme, som er det, jeg tror på.

Spørgsmålet om magten over økonomien må, uanset om det handler om øko-keynesianisme eller øko-socialisme, stilles på en anden måde, end de gør det i dag, hvor det såkaldte frie marked skal stå over alt andet. Derfor er borgerligheden og markedsliberalisterne skræmte fra vid og sans.

– Da svensk tv (SVT) sendte serien ”Planeten”, blev der panik. Den allerstørste panik fandt sted på de borgerlige ledersider. Alle ved de jo, at når folk virkelig diskuterer klimaspørgsmålet for alvor, så handler det om at fratage kapitalisternes deres privilegium at styre økonomien. Det, som skræmmer livet ud af dem, er, at det er videnskaben, der med nødvendighed af sig selv leder frem mod disse konklusioner om, at det er nødvendigt at styre økonomien. Det er derfor, Peter Wolodarski sidder på Dagens Nyheters lederside og tager Bjørn Lomborg ind, som står helt uden for klimaforskningen, og som benægter, at det er specielt farligt.

– Det er vældig interessant at der sker et skifte, hvor borgerskabet – som altid gør krav på at være en slags fornuftens stemme – havner helt uden for videnskaben. Videnskabelig socialisme får en helt ny mening i denne situation, siger Malm leende.

Sociale revolutioner

Andreas Malms konklusion er, at klimaspørgsmålet kun kan løses gennem ”en revolution”, eller rettere gennem en serie sociale revolutioner. Nummer ét: en omvæltning af relationerne mellem den rige og den fattige verden.

På globalt niveau må de aftaler, som kommer efter Kyoto-aftalen, bygge på planlægning af den ene eller anden type. Det interessante er, at de også må bygge på global udligning. Det står nu temmelig klart, at de stærke lande i den tredje verden ikke vil acceptere en global klimaaftale, som kræver, at de skal skære lige så meget ned på deres CO2-udslip som den vestlige verden (hvilket USA oprindeligt har foreslået). Det indebærer, at de vestlige lande stilles over for to alternativer: Enten må de selv skære mere ned, eller også bliver der ingen aftale overhovedet – og det sidstnævnte er intet reelt alternativ.

I stedet må fattige lande i begyndelsen tildeles proportionalt større rettigheder til udslip og endog få økonomisk erstatning for de rige landes udslip. På 20-30 års sigt bør de havne på samme niveau, regnet pr. indbygger. Denne ide, som kaldes mindskning og udjævning – Contraction and convergence – støttes af flere afrikanske lande, men begynder nu at blive diskuteret både af britiske og tyske politikere.
Omfordeling af verdens ressourcer er alligevel særdeles ønskværdig, siger Malm.

Men det er først, når den vestlige verden i kraft af klimatruslen tvinges til at erkende de fattige landes magt, at noget sådant er muligt.

– Det indebærer jo en social revolution! Så taler vi om en ophævelse af centrum og periferi.
Men vil den vestlige verden ikke som sædvanligt slippe af sted med at knække dem?
– Jovist, men så kommer Kina og Indien og siger: Så er vi ikke med. Hvorfor skal de låses fast i fattigdom? Indser den vestlige verdens ledere, at de have få alle med sig, så findes der kun den her løsning: klimaretfærdighed. Det er den eneste vej, som vil kunne accepteres af de fattige lande.

Rationering og ny livsstil

Samme tanke må indføres i de enkelte lande. Det udgør revolution nummer to: Økonomien må ikke bare planlægges for at sikre hurtige forandringer – der må indføres rationering. For det er de rige og deres livsstil, som udgør problemet. Forskellige klimaskatter kan gøre det dyrere at flyve og køre i bil. Men det bliver aldrig effektivt, så længe de rige har råd til at betale endnu mere. Og hvor længe kan befolkningsmajoriteter tolerere, at de selv får forbruget sat på skrump, når nogle få kan gøre, præcis som de vil, bare fordi de har penge?
I stedet: rationering
– Tanken er, at alle medborgere får et rationeringskort, omtrent som et Visa-kort med en lige stor konto af fossilt brændsel, som man må forbruge på et år. De rige, som overtrækker deres konto i løbet af nogle uger, fordi de skal flyve til Genève, må købe sig ekstra kvoter, medens en enlig kvinde i forstaden får overskud på sin kvote. Så er ideen, at de rige skal kunne købe kvoter, men handelen indebærer, at de rige må betale for deres livsstil til de fattige. Og det er også op til de fattige selv at afgøre, hvor stor del af disse kvoter de vil lægge ud på markedet.

Rationering lyder meget fjernt i dag, men i Irland og frem for alt i Storbritannien, der ifølge Malm er det land, som ligger længst fremme i klimadiskussionen, diskuteres spørgsmålet på højt niveau. Den tidligere miljøminister og nuværende udenrigsminister David Miliband stillede sig positivt til rationering. Den britiske regering har indskrevet i loven, at CO2-udslippet skal mindskes med 50 pct. frem til 2050. De indfører nu klima-femårsbudgetter og et superministerium, som stilles over andre organer for at sikre, det bliver til virkelighed.

Grunden er, at Storbritannien har verdens stærkeste græsrodsbevægelser – f. eks Rising Tide og Plane Stupid – men også radikale forskere og skribenter som Mark Lynas og George Monbiot, som sætter pres på regeringen. Der er debatten allerede på et helt andet niveau. Skyklapperne er borte: Politikken er tilbage.
– Det er jo det, der er den store udfordring. At fjerne forestillingen om, at det er tabu at regulere økonomien.

Netavisen 25. november 2007