Arbejdere i folketinget er en sjældenhed

Kommunistisk Politik 23, 2007

Offentligt ansatte i kampDet er slående, at arbejderklassen – de arbejdende mennesker, der bærer samfundet, og som står bag produktionen og distributionen af de samfundsskabte værdier – har mere end svært ved at få lov til at finde vej til Folketinget. Det er ikke befolket med sosu-assistenter, der har vist Overdanmark, at nok er nok, eller transportarbejdere, der har prøvet at lamme transporten i Danmark.

Der er stadig længere imellem en ufaglært specialarbejder, og alt tyder på, at det snart er et helt særsyn. Derimod er der en hastig udvikling, hvor en stadig voksende del er universitetsudannede intellektuelle. 71 % af det nye folketing består af medlemmer, der enten har afsluttet eller er begyndt på en samfundsvidenskabelig eller erhvervsøkonomisk akademisk uddannelse, viser en opgørelse, som Ugebrevet A4 har foretaget. Det er fem flere end ved sidste valg, og tendensen ser ud til at være fortsat stigende. Blot 28 ud af de 179 medlemmer kommer fra arbejdere under LO, og heraf er der afgjort en del, som har gjort karriere som fagbureaukrat i særlig begunstigede stillinger inden for LO-apparatet eller som særligt privilegerede arbejdere på virksomhederne, også kaldet arbejderaristokrater.

Det er altså ikke mange folk, som har praksis i at stoppe produktionen eller distributionen imod virksomhedsejernes jagt på at maksimere profitten, eller erfaring med modstanden mod privatisering og forringelse af den sociale sektor, eller i de folkelige bevægelser, som har sæde her. Folk, som er vant til at trække i nødbremsen imod et arbejds- og produktionsræs, som leverer stress og invalidering i masseomfang. Eller imod repræsentanterne for den klasse, som ivrigst er fortaler for monopolernes sammenslutning EU med dets nyliberalisme i arbejds- og sociale forhold. Eller imod krige.

Det er ganske tankevækkende, at ideerne om EU, ”fleksibel arbejdstid” eller ”nødvendigheden af at gå i krig” starter i direktionslokalerne og møder modstand på gulvet, ikke fordi de her er træge og umoderne, men fordi man her umiddelbart kan lugte langt væk, at den stillede dagsorden bunder sig i økonomi på arbejdernes bekostning. En lugtesans, som de politiske manøvrer går ud på at lamme midlertidigt med alskens demagogi for lettest at få sit forehavende igennem.

Selvfølgelig er folks placering som almindelige arbejdere ikke i sig selv en garanti for at bakke op om den samfundsgruppe, de tilhører. Det kommer f.eks. tydeligt til udtryk ved, at en del arbejdere i dag også stemmer på åbent borgerlige partier som DF og Venstre. En udvikling, det kgl. danske socialdemokrati har været med til at fremme med deres klassesamarbejdspolitik.

Men alene den lave repræsentation af arbejdere er med til at påvise, at Folketinget ikke er udtryk for den almindelige befolknings interesser. Det er en ”demokratisk” snakkemaskine, der skal give udtryk for ligeværdighed og demokrati, som ikke eksisterer, men er at foretrække frem for et åbent borgerligt diktaturs betingelser. En snakkemaskine, hvor vælgerne ikke har nogen mulighed for at trække de valgte kandidaters mandat tilbage, hvis de som oftest bliver snigløbet af tomme valgløfter.

Men Folketinget kan og skal bruges af den kæmpende bevægelse, hvis det er muligt, og i Tinget virke som talerør og for at styrke bevægelsen udenfor. En sådan reel valgrepræsentation findes ikke i dag.

Nu som før ligger den egentlige magt i dagens Danmark hos monopolerne og deres sammenslutninger. Modsat ligger den samfundsforandrende kraft uden for Folketinget i den modstand og de bevægelser, der uundgåeligt udvikler sig som reaktion mod nye angreb.

Netavisen 20. november 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne