Hvorfor LO nu inviterer til kamp

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 20, 2007

’Kom ind i kampen’: Sådan lyder overskriften på LO’s 36. ordinære kongres. LO inviterer til kamp? Er det mon til mavernes kamp? Kampen om benene? Kampen om hinandens medlemmer? Eller kampen om formandsposten i Landsorganisationen mellem nuværende næstformand Tine Aurvig-Huggenberger og sekretær Harald Børsting?

Th. LO formand Hans Jensen i 3 partsforhandling med Fogh vedr. “kvalitetsreformen”

Det vides ikke rigtig, hvad der er for en kamp. For klassekamp kan det ikke være. Den har været forvist fra LO’s og dets forløberes direktionsgange i mere end hundrede år. Organisationens linje har konsekvent været klassesamarbejdet – borgfreden mellem kapital og arbejde og samarbejdet mellem den kapitalistiske stat og ’arbejdsmarkedets parter’.  Selv snak om klassekamp, ja bare kamp, har været banlyst i årtier. Det kunne jo være nogen af partnerne ville tage anstød.

LO og fagbevægelsen skulle ikke slås. Den skulle ikke engang være en interesseorganisation, som det i en årrække hed på socialdemokratisk pampersprog. Den skulle slet ikke være en kamporganisation, og heller ikke en interesseorganisation, men et serviceforetagende.

Under den afgående formand Hans Jensens ledelse har LO lagt kursen endnu nogle grader mod højre. Man afskrev alle tanker om storstrejker og massemanifestationer. Det var forældede og gammeldags kampformer, forkyndte den samlede organisationstop. Politik var noget forfærdelig kedeligt noget, når det gjaldt om at udvikle givtige pensionsordninger og tilbyde rabatter på flyferier.

Hans Jensens, Aurvig-Huggenbergers og Børstings LO blev politisk uafhængigt, løsrev sig officielt fra Socialdemokraterne – og lavede alliancer og aftaler med den mest reaktionære regeringsleder, landet har set i mere end et halvt århundrede (dvs siden Erik Scavenius), krigsforbryderen Fogh Rasmussen.

LO har et direkte medansvar for højnelsen af pensionsalderen, frontalangrebet på efterlønnen – og for den elendige situation, en stor del af forbundets medlemmer befinder sig i.

Hvor var LO, da Sosu’erne skulle have lønløft og ikke fik det?
De havde travlt med at servicere – og ikke mindst sine topledere.

Det må have været rigtig ubehageligt for samme topledelse at opdage, hvor jammerligt deres dyrt lancerede service-strategi havde slået fejl. Hvad der skulle have styrket organisationen og forhindret en stadig truende medlemsflugt viste sig at jage medlemmerne ud i endnu hurtigere tempo. Siden 1996 har LO og dens fagforbund mistet godt 200.000 medlemmer. De repræsenterer i dag 1,3 millioner arbejdere (eller lønmodtagere, som LO foretrækker at sige). LO regner med også at miste 25.000 medlemmer om året i de næste fire år.

Det er en ganske ’naturlig udvikling’, forklarer LO-toppen. Folk uddanner sig ud af dens organisationer eller forlader arbejdsmarkedet. Desuden har den ikke rigtig tag i de unge.

LO er i krise, og som en næsten desperat reaktion inviterer den nu til ’kamp’. Fagtoppen har set hvor eksplosivt en bevægelse som ’velfærd til alle’ udviklede sig og fik hundredtusinder, ikke mindst unge, på gaden. Den har kunnet iagttage ganske almindelige sosu’er uden andre kampvåben end harmen og solidariteten har slået deres klassesamarbejdspræk i stykker.

Det har fået LO-toppen til at købe sig til stordemonstrationerne ved folketingets åbning i år – med paroler og krav, der næsten ligner dem, velfærdsbevægelsen opstillede. Og det har fået de frække pampere, der ikke har gjort andet end skovle formuer og ben sammen for at bremse arbejdernes klassekamp, til at invitere arbejderne til at være med til at kæmpe!

Hvilken joke!

Krisen for LO består ikke i medlemsflugten, som unægtelig gør organisationen fattigere og udstiller pampernes fallit. Hovedårsagen til det faldende medlemstal er simpelthen, at LO ikke har forsvaret eller kæmpet for sine medlemmer og deres interesser. Hovedårsagen er klassesamarbejdspolitikken, som igen og igen har spillet fallit. Derfor er mistilliden til LO-toppen også massiv og uovervindelig.

Det vil hverken redde LO ud af krisen eller fjerne mistilliden at dumpe Hans Jensen og erstatte ham med en anden af samme kaliber. Hele LO-toppen burde på valg – og hele toppen udskiftes. Det vil først ske, når de dabske arbvejdere forlanger, at deres organisationer bliver kamporganisationer.

Netavisen 25. oktober 2007