Et stort skridt frem for Unionen – flere skridt tilbage for folkene

EU-samarbejdet har fået et fornyet grundlag. De eksisterende beføjelser er blevet udvidet, og en række nye områder er blevet en del af samarbejdet, der nu ikke bare larmer, svier og stinker af Union – det er Europas Forenede Stater.

Kommunistisk Politik 21, 2007

Den Europæiske Union har vedtaget en ny traktat. De 27 lande i Unionen ændrede ikke mange kommaer, da det sidste skulle forhandles på plads. Alt er blevet, som det tyske formandskab havde besluttet og planlagt i foråret. Lissabon-traktaten, som den nu kaldes, er en næsten tro kopi af den fallerede forfatnings-traktat. Et særligt Europa-udvalg i det britiske parlament konkluderede f.eks., at der stort set ingen reelle ændringer er i den kommende reformtraktat i forhold til, hvad der var i forfatningstraktaten.

Der er tale om den største ”justering” af samarbejdet i Unionen igennem en årrække, hvor alle EU’s institutioner tiltager sig mere magt på bekostning af især de mindre medlemslande.

Nu mangler kun den endelige ratificering, først ved topmødet til december og siden i de 27 medlemslande. Irland kommer til at afholde en folkeafstemning om resultatet. Men hverken i Storbritannien, Danmark eller andre lande er der et flertal af parlamentarikerne, der ønsker at spørge befolkningen om noget som helst. Til gengæld ønsker et flertal i befolkningerne en afstemning, og stærke folkelige bevægelser kæmper for det.

Imperialistisk

Unionens fælles udenrigspolitik og handelspolitik kommer til helt at erstatte de mindre landes selvstændige interesser. EU kommer til at stå for hovedparten af aftaler med internationale samarbejdsorganisationer. Det militære samarbejde, der indtil nu har været en smule i skyggen af NATO og landenes egne interesser, skal nu være en naturlig forlængelse af politikken.

”Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. Unionen kan anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område med henblik på fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt.”
Derfor er det helt naturligt, at EU også er blevet til en militær alliance:
Hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 51 i De Forenede Nationers pagt yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen.”
I 2002 kunne en konflikt mellem Marokko og Spanien om en klippeø, som Spanien påberåber sig suverænitet over, med EU i ryggen, således være blevet til krig med Unionen.

Selvom det ikke umiddelbart er holdbart at være med i to forskellige militære alliancer er medlemskab af EU tilsyneladende fuldt foreneligt med NATO:
”Forpligtelserne og samarbejdet på dette område skal være i overensstemmelse med de forpligtelser, der er indgået inden for Nato, som for de stater, der er medlemmer heraf, fortsat er grundlaget for deres kollektive forsvar og organet for dets iværksættelse.”

Unionens forhold til FN er straks mere luftigt og er beskrevet i traktaten på en måde, der åbner en vid port til, at EU selv kan fortolke. Til gengæld vil Unionen gøre alt for at komme til at bestemme noget i Sikkerhedsrådet: ”De medlemsstater, der er medlemmer af Sikkerhedsrådet, forsvarer i udøvelsen af deres funktion Unionens holdninger og interesser (…)”

Supermagtsambitionen er ikke til at tage fejl af. Endnu er der ikke et krav om, at EU skal være permanent medlem, ikke mindst fordi Frankrig og England ikke vil opgive deres pladser, og Tyskland synes, at de har ret til en plads.

Grundlovsstridigt

Unionen udgør et område med ”frihed, sikkerhed og retfærdighed”! Da EU’s egen selvforståelse ikke synes at bide på borgerne, og da slet ikke bådflygtningene og immigranterne, så har man besluttet at skrive det ind i traktaten, så alle kan forstå det: EU er retfærdigt.

Ideen om unionsborgerskabet og den frie bevægelighed har samtidig givet anledning til et øget samarbejde mellem politimyndigheder, og begynder nu også at få en stærk indflydelse på konkrete straffesager. De mange nye områder, der er inddraget i traktaten, omhandler oprettelsen af en parallel til hele den nationale udøvende og dømmende magt, fra justitsministeriet til fængselsophold. EU vil kunne iværksætte efterforskning af straffesager og ønsker at oprette en EU-anklagemyndighed med ret til at optræde som offentlig anklager ved medlemsstaternes kompetente domstole.

På det strafferetslige skal der bl.a. arbejdes for:
Minimumsregler for, hvad der skal anses for strafbare handlinger, samt for straffene herfor på områder med kriminalitet af særlig grov karakter, der har en grænseoverskridende dimension som følge af overtrædelsernes karakter eller konsekvenser eller af et særligt behov for at bekæmpe dem på fælles grundlag.
Regler og procedurer, der skal sikre anerkendelse af alle former for domme og retsafgørelser i hele Unionen.(…)”
Og meget, meget mere.

Udemokratisk

Regeringen har inviteret de EU-positive partier i folketinget til forhandlinger om et fælles program for Danmarks linje nede i Bruxelles, en ny national rævekage. Til gengæld håber statsministeren så, at Socialdemokraterne vil fastholde deres afvisning af en dansk folkeafstemning om Lissabon-traktaten.

Hales den store reform af EU’s struktur hjem, kvarstår spørgsmålet om de forbehold, der blev givet som midlertidig indrømmelse tilbage i 1992. De femten år med små og større traktater har betydet, at forbeholdene ikke længere omhandler små sidespørgsmål, men at de handler om virkeligt betydningsfulde områder, som Danmark endnu ikke er direkte underlagt.

Det er ikke uden vanskeligheder for regeringen at omgå undtagelserne. Som illustreret ved de valgte eksempler fra traktaten er der også en stor sammenfiltring af Unionens politikområder, f.eks. mellem det militære samarbejde, som Danmark står uden for, og den fælles udenrigspolitik, som Danmark bliver underlagt.

EU er aldrig et emne i danske valgkampe. Derfor har folkeafstemningerne været den eneste mulighed for befolkningen til at kommer til orde. Selvom spørgsmålet kun vil blive nej eller ja til mere EU, vil en afstemning om Lissabon-traktaten eller om forbeholdene være en sjælden mulighed for at markere holdningen til EU som sådan.
Derfor er demokrati frygtet af regeringsledere over hele Europa.

Netavisen 28. oktober 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne