“Om lidt bliver jeg anholdt”

Kommunistisk Politik 20, 2007

I det nye Ungdomshus – og i politiets varetægt
Af XXX, DKU



Det er lørdag den 6. oktober – G-dag, klokken er 17 og om lidt bliver jeg anholdt.

Tidligere på dagen er flere hundrede af vores kammerater kommet ind på Grøndalsvænge grunden. Sejt. For lidt siden talte jeg i telefon med en af dem, og hun fortalte, at nu var de blevet omringet af hunde – vi måtte gerne skynde os derud. Så sammen med en anden sniger jeg mig uden om politikæderne og over hegnet. Der kommer flere til, men netop som pigen jeg følges med kommer ind, skyder politiet en gasgranat direkte ned imellem os. Så vi blev vist de sidste to inde på grunden i dag.

Der er temmeligt mange betjente på grunden. Oppe på et tag står en gruppe og sigter på os med deres gasgeværer mens vi går forbi, men ellers har de tilsyneladende for travlt til at tage sig af os, så vi går rundt og ser på grunden og bygningerne. Fantastisk sted til et ungdomshus!

Der står en stor gruppe aktivister tæt sammen på grunden omringet af hunde og kampklædt politi, og andre aktivister er oppe på nogle af tagene. Fedt de fik piratflag med derop. Jeg snakker lidt med nogle af dem, men selv den lille klatretur op på taget virker hård på nuværende tidspunkt… Mine arme er ømme fra knippelslag, mine lunger er trætte af gas og mit hjerte pumper af flere løbeture end jeg normalt får taget på en måned. Den eneste vej ind i bygningerne er ved at smadre ruderne, og det har jeg ikke lyst til. Desuden har politiet fyldt flere rum op med pigtråd – og tanken om at blive anholdt alene, inde hvor ingen andre kan se dig er ikke så betryggende. Jeg gider ikke ha flere tæsk i dag, så jeg nøjes med at tage nogle billeder med min telefon (desværre er den ikke moderne nok til at de bliver gode).

 DKU har kontaktpersoner, som holder styr på hvem der bliver anholdt, kommer til skade osv. de sørger også for kontakt til retshjælp, pårørende eller hvad der nu måtte være brug for. Jeg ringer for at fortælle hvad der sker, men når stort set kun at sige “nu bliver jeg anholdt” før en gruppe betjente kommer rundt om hjørnet.

’Prøv ikke noget, din idiot’

Jeg stikker armene i vejret og stiller mig op mod muren – jeg har ingen grund til at slås, tilsyneladende til den ene betjents store fortrydelse. Han får dog en smule tilfredsstillelse ved udelukkende at kommunikere med råb og skub – “Du holder din kæft, har du forstået”, “du skal ikke prøve på noget din idiot” osv. Efter jeg har fået strips på bliver jeg slæbt over til den store gruppe omringede aktivister. Slæbt fordi jeg skal mases så langt ned mod jorden, at jeg ikke kan gå, selvom jeg både har vist og sagt at jeg gerne vil samarbejde. Meningsløsheden er allerede godt i gang.

Ovre ved den store gruppe aktivister spørger en smilende veninde som endnu ikke er anholdt om jeg er ok – et lille ja udløser et nyt raserianfald fra ‘min’ betjent: “HVAD VAR DET JEG SAGDE. SE SÅ NED I JORDEN OG HOLD DIN KÆFT” osv. Jeg bliver slæbt over til en parkeringsplads og sat i futtog. Ham der sidder bag mig har fået brændt store huller i sin bluse af en gasgranat. Tidligere slukkede jeg ilden i en andens brændende hætte. Igen har politiet skudt direkte mod folk med de flere hundrede grader varme metalrør.

Vi sidder der på jorden et stykke tid, mens futtoget vokser og de mest ‘etnisk’ udseende personer får gennemrodet deres tasker, men til sidst bliver jeg sat på den første bus derfra, hvilket senere skal vise sig at være en kæmpe fordel.

Beton i Valby

Efter en hektisk køretur med speederen i bund, sirener og adskillige besøg i modsatte vejbane bliver vi gennet ud af bussen og ned i en parkeringskælder under Valby politistation. Kl. 18.30 bliver jeg sat på det kolde, hårde betongulv. Det er ubehageligt, mine strips er begyndt at stramme, mine ben og ryg er allerede trætte fra det første futtog, og den første time med armene låst bag ryggen begynder at kunne mærkes i skuldrene. Heldigvis har jeg ingen anelse om, hvor længe vi skal sidde der.

En pige fortæller betjentene, at hun har det dårligt og beder flere gange om at komme på toilettet. Da hun er blevet for dårlig til selv at spørge, er vi flere andre der spørger for hende, stadig uden resultat. Flere timer senere, da hun har ligget med hovedet i betongulvet og kastet op i 5 minutter, bliver hun fulgt på toilettet. Kort efter kommer hun tilbage – igen i strips, og bliver sat en halv meter fra sin egen brækpøl. En ‘venlig’ betjent stiller en flaske vand ved siden af hende… “held og lykke med skruelåget” tænker han vel. Lidt senere kaster hun op igen, og modvilligt må betjentene føre hende væk. Denne gang kommer hun ikke tilbage.

De første par timer går med at fylde kælderen op. Det er svært at se præcist hvor mange vi er, men i fællesskab får mit futtog det til omkring 250. Hver ny “portion” bliver hilst med gjaldende “1, 2, 3, 4 – Ungdomshuset er og blir”, og fællessange er med til at slå tiden ihjel. Tid er der nemlig mere end nok af: Timerne går, og ikke en eneste er kommet ud af kælderen, ikke en eneste er kommet på toilettet, ikke en eneste har fået vand. Håndled og skuldre smerter mere og mere, krampen presser sig på.

Porten til kælderen står åben, og som aftenen skrider frem bliver luften koldere og koldere. Behovet for at komme på WC bliver efterhånden så presserende, at 250 mennesker istemmer det lidt anderledes kampråb “Tissekø! Tissekø!” indtil den første bliver ført på toilettet flere timer efter vi første gang bad om det. En lille sejr over meningsløsheden.
Vand bliver det dog først til endnu flere timer senere.

436 anholdte

Det lykkes enkelte at komme ud af deres strips, mobiltelefoner bliver sneget frem og der bliver fotograferet, filmet, skrevet SMSer og endda gjort enkelte telefonopkald. Det er også rart med opdateringer udefra, hvor vi blandt andet kan læse, der er 436 anholdte i alt, og at demonstrationen har fortsat længe og været en stor success.

Ind imellem mister en betjent besindelsen – det kan være en aktivist der ikke sidder på den rigtige måde eller som brokker sig for højlydt over forholdene, men selvom vi sidder i strips, er solidariteten og modet der stadig – på få sekunder går 250 mennesker fra at være forfrosne anholdte til at være kampvillige kammerater, der buh’ende og råbende udfordrer de kampklædte tropper. Skræmmende nok til at betjentene trækker sig igen.

Efter nogle timer bliver den første ført ind til registrering, og kl. 22.30 – 5 timer efter jeg fik strips på, 4 timer efter jeg blev sat på det kolde betongulv, er det min tur. Som nr. 30 ud af 250.
Sko, jakke, penge osv. bliver lagt i en kasse, mit navn og cpr-nr. bliver registreret og jeg bliver sat i en celle med 6 andre. Til forskel fra kælderen er her ikke koldt – her er kvælende varmt og indelukket.

Stanken af sure sokker og genbrugt luft er voldsom og kondensvandet løber ned af ruden, men i det mindste er her tæpper og for første gang i 5 timer er jeg fri for strips. Mine kammerater ude i kælderen er mindre ‘heldige’ – nogle af dem sad derude med strips på i mere end 12 timer.

En gang i mellem henter kriminalbetjente en op til afhøring, og engang i mellem kommer en ny ‘gæst’ ind i cellen. Efter en time i cellen er det mit navn de siger, og jeg bliver ført op til afhøring hvor jeg selvfølgelig holder min kæft imens de sigter mig efter §264. “Jeg har måske ikke gjort mig fortjent til at få noget at vide?” som den ene betjent spørger. Nej, det kan du fandeme tro du ikke har.

Og så hjem i seng… for kampen fortsætter.

Netavisen 9. oktober 2007