Man gasser da ungdommen

Leder, Kommunistisk Politik 20, 2007

Kampagnen for et nytungdoms hus G13, startede folketingsåret med et brag af en manifestation, da tusinder af unge og støtter gik på gaden og gennemførte en velplanlagt og dybt disciplineret happening. Politiet var igen blevet kommanderet på gaden, men kunne trods massiv anvendelse af gas og masseanholdelser uden sidestykke ikke holde de fantasifulde unge tilbage fra den tomme bygning på Grøndalsvænge.

Ordensmagtens uordentlige adfærd er kun den nyeste episode efter års chikanerier. Det geniale var denne gang at demonstrationens foregik på en måde, så politiets adfærd kom fuldt til skue. Efterfølgende havde politiets top mere end travlt ved håndvasken og placerede aben tilbage hvor den rettelig hører hjemme, nemlig hos Borgerrepræsentationen.

En ny situation, hvor de unge har fået en veltilkæmpet sejr, og ikke mindst de reaktionæres bitre skrigeri, fortæller noget om sejrens omfang.
Ingen handling for freden og fremtiden er forspildt. De gode aktionsformer er bevægelsernes bevidste og præcise kampmiddel, mod magthavere og bagmænd. Det er international solidaritet udtrykt, det er ordene og kulturen i handling.

I kampen om ungdomshuset er det bedste i den danske ungdom i dag.
Anderledes ukonkret var fagbevægelsens store markering af Folketingets åbning den 2. oktober  (her tales ikke om ungdommens fordemonstrationer). Der var megen snak og mange  ukonkrete paroler – handlingen blev skubbet over til krav ved overenskomstforhandlinger til foråret.
Men mens de mange konkrete kampe mod nedskæringer ikke fik reel taletid, samlede markeringerne landet over titusindvis af mennesker. Der er stadig et opsving i kampviljen hos ungdommen og de offentligt ansatte.

Også blandt parlamentarikerne har man måttet anerkende, at det kan få uheldige følger, hvis man stiller sig alt for arrogant op,  når de der får hjulene til at dreje rejser retfærdige krav. Der var ingen hadske udfald fra statsministeriet mod socialistiske ballademagere og røde lejesvende, og ingen Thor Pedersen med von And-attitude.

Blandt de politikere, der følte sig kaldet til at møde borgerne på Slotspladsen, var fru Kjærsgaard. Her fik hun sig virkelig en på opleveren! Ikke siden hun sidst var på Nørrebro, havde hun følt sig så alene mod verden. Så ubehageligt var det, at hendes mund løb lige op på talerstolen og stjal hele åbningsdebatten ved at beskylde hr. Søvndal for at have standset hendes demokratiske rettigheder i at eksercere på slotspladsen, når hun selv ville.

Den dame er jo ikke rigtig velforvaret. Hun er i alle landets medier hver dag og synes så, at hun har ret til at afbryde demonstranter i deres demokratiske virke, med splid og kævl. Og da forehavendet ikke lykkedes, kan hun bagefter fylde folketinget med løgne om at hun repræsenterer de titusindvis af mennesker, især sosu’er og strømere. Den pinlige retræte skal udnyttes til det sidste.

Socialdemokraterne og fagbevægelsen kunne ikke blive enige om at rejse paroler om Nej til krigsdeltagelse eller støtte kravet om en EU-folkeafstemning. To spørgsmål der ellers er yderst konkrete og meget relevante i det nye folketingsår. Den fortsatte krigs- og belejringstilstand i Afghanistan kostede for et par uger siden to danske soldater livet. Under heftige ildkampe blev de sandsynligvis ofre for engelske kamptropper. Som hæren bagefter udtalte: Det er uundgåeligt at vi skyder vores egne fra tid til anden, vores værktøj er ikke skovle, hamre og cementblandere, men geværer, vores håndværk er at slå folk ihjel…

27. oktober markeres, at det er seks år siden at krigen mod Afghanistan startede. Mens Danmark stadig kan tælle sine døde på få hænder, har danskerne myrdet et ukendt antal indbyggere under de fortsatte kampe. Med den nye optrapning men tanks og flere soldater, der er overført fra den tabte krig mod Irak, vil antallet af ofre til krigen kun stige.

Både i England og Irland er man kommet frem til at den såkaldte EU-reformtraktat umiskendeligt ligner den demokratisk nedstemte forfatningstraktat. Irland har lovet en folkeafstemning, mens England og den danske statsminister og hans socialdemokratiske slyngveninde ikke synes, at det er nogen god ide.
Det borgerlige demokrati er ikke så demokratisk, at det gør noget. Kun kampen på gaden er vejen til at vinde.

Redaktionen 9. oktober 2007

Netavisen 10. oktober 2007