Den dybeste medfølelse

Kommunistisk Politik 20, 2007

Pludselig var det Burma, den store vestlige omsorg gjaldt. Pludselig var alle islamofoberne grebet af en hjerteskærende bekymring for buddhistiske munke. I løbet af ingen tid blev der organiseret solidaritetsdemonstrationer i Vesten – ingen af dem ret store, men de fik masser af presse. I Danmark demopnstrerede DSF – Danske Studerendes Fællesråd – har ikke en eneste gang kaldt folk på gaden i protest mod dansk krigsdeltagelse i Irak eller Afghanistan eller mod den israelske undertrykkelse af palæstinenserne. Deres hjerter bløder til gengæld for buddhister og demokrater i Burma.

Hvad der ligger i denne hjertevarme omsorg har en tidligere vicefinansminister i Reagan-regeringen, der er blevet en af de skarpeste kritikere af Bush-regeringen i det amerikanske establishment beskrevet rammen. I en kommentar med titlen ’Hykleriet behersker Vesten’ citerer Paul Craig Roberts den ny britiske premierminister Gordon Browns og den amerikanske præsident Bushs’ nærmest identisk  medfølende bemærkninger.

Bush siger: ” Verden ser Burmas befolkning gå på gaden for at kræve frihed, og den amerikanske befolkning står solidarisk med disse modige individer.”

Craig Roberts kommenterer:
” Bush og Brown har ikke den samme sympati for befolkningerne i Irak og Afghanistan. Hverken Bush eller Brown er solidariske med de, der kræver frihed fra amerikanske og britiske troppers besættelse. Faktisk optræder Bush og Brown som de øverstkommanderende for et drabsorgie, der i sammenligning får regeringen i Burma til se ekstremt tilbageholdende ud. ”

Han fortsætter med et yderst relevant spørgsmål, som han selv besvarer:
”Hvad er forskellen mellem Bush og Brown på den ene side og den morderiske burmesiske regering på den anden? Bush og Brown er faktisk værre. De foregiver at være demokrater, der nærer omsorg for, hvad folk faktisk ønsker. Den burmesiske regering foregiver ikke at være andet end et militært diktatur. Desuden er den burmesiske regering uangribelig  i sammenligning, eftersom den ikke har begået nogen åben aggressionshandling – krigsforbrydelser i henhold til de standarder, der blev sat i Nürnberg – ved at invadere andre lande og forsøge at besætte dem.”

Munke eller lama’er har Bush’s og Browns interesse af een eneste grund. De kan bruges som redskaber for deres imperialistiske interesser.
Hvad forbinder Burma, Afghanistan  og Nordkorea? Disse tre lande grænser op til Kina, en af de få magter, som kan udfordre USA’s supermagtstatus.

Det er indlysende, at USA forsøger at gentage sin vellykkede manøvre over for Rusland, hvor det har opslugt, opkøbt og ’revolutioneret’ en hel stribe randlande. Det er bl.a. sket ved at finansiere en såkaldt demokratisk opposition, som bringer ’masserne’ på gaden i ’revolutioner’ i alle mulige farver –så amerikanske flybaser og et kommende missilangrebssystem (kaldet ’missilforsvar’) nu omringer den detroniserede supermagt.

Den amerikanske drøm er at destabilisere Kina bl.a. gennem dets grænselande, fordi det opfatter Kina som en mægtig konkurrent – ikke en socialistisk konkurrent, men som en potent superkapitalistisk magt. USA har et kapitalistisk to-parti-system; Kina et ditto et-parti-system (om ikke formelt, da systemet opererer med en  række  mindre betydningsfulde partier). Begge dele kan fremme en kapitalistisk og imperialistisk udvikling.

Det koreanske folk kender den amerikanske medfølelse: bomber og atter bomber. I alle de år,  der er gået siden den amerikanske aggressionskrig sluttede med delingen af den koreanske halvø, men også med et amerikansk nederlag i dets forsøg på at opsluge det hele, er der ført en uophørlig propagandakrig mod Nordkorea og styret i Pyongyang. Det er et af de lande,  der har haft den dårligste (kapitalistiske) presse nogensinde.

Amerikanske bomber forårsagede ufattelige ødelæggelser i Nordkorea, større end i nogen krig siden. Men Nordkorea har også måttet leve med en permanent trussel ikke bare fra den amerikanske besættelse i syd, men også fra de amerikanske A-våben. Enhver ikke hjernevasket person vil let kunne forstå, at det ikke er nordkoreanske atombomber eller raketter, der truer USA, men at det forholder sig omvendt. De nordkoreanske atomvåben er skabt i selvforsvar.

USA har truet med krig – men Bush har for en gangs skyld valgt ’den diplomatiske vej’, tvunget af magtforholdene. Nordkorea har handlet med sine atomvåben – og opgivet dem mod en betydelig økonomisk kompensation (som det har stærkt brug for) og en gigantisk politisk fjer i hatten for Kim Jong-Il: Den sydkoreanske statschef officielle besøg og aftalen om at indlede forhandlinger om en fredsafslutning til afløsning af den mere end 50 år gamle våbenhvile.

Denne aftale ses som et muligt første skridt til genforening af de to lande, som er og altid har været én nation, der er kunstigt delt.

Aftalerne er oplagt et kompromis mellem mange interessenter – heriblandt USA og Kina.

Ve den, som mærker imperialismens medfølelse!
-lv

Netavisen 10. oktober 2007