Rivegilde

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 18, 2007

Der er grus i maskineriet for den del af forårets overenskomstforhandlinger, der dækkes af forhandlingsfællesskabet KTO. Formanden Dennis Kristensen valgte for et par uger siden at trække sig fra posten, angiveligvis i utilfredshed over, at de øvrige grupper frabad sig en særlig lønpulje fra folketingspolitikerne, øremærket til særlige faggrupper.

Der kan meget vel være noget om snakken; men problemerne stikker sandsynligvis betydeligt dybere. Dennis Kristensen, der stadig er formand for FOA, som blandt andet organiserer de kampvillige sosu-ansatte, har fået kam til sit hår ved den forestående overenskomst. Han ønsker åbenlyst, at hans dårligt lønnede medlemmer skal tilgodeses – på bekostning af andre.

Denne helt almindeligt anvendte fordelingspolitik er blandt de faglige topforhandlere blevet til en lov, der aldrig fraviges. Med splittelse skal medlemmerne styres. Det er heller ikke en ny praksis for Dennis Kristensen, som ved flere overenskomstfornyelser forhandlede henover hovedet på sygeplejerskerne, som ikke fik de tiltrængte lønløft; men fedterøvstillæg i stedet. Resultat: I dag har Dansk Sygepleje Råd (DSR) meldt sig ud af forhandlingsfællesskabet KTO.

Der er rivegilde i KTO. Medlemmernes krav og forventninger gør måske denne overenskomstfornyelse til den sværeste i lang tid. De smuler, som de ansvarlige forhandlere accepterer som udgangspunkt forslår ikke overfor sultne medlemmer. Så når krybben er tom, så bides hestene, som i denne forstand er toppampere, der har deres årsgage og formuer på det tørre; men som kæmper hver deres kamp for at stå stærkest i manipulationen overfor egne medlemmer.

Det er den virkelige årsag til, at Dennis Kristensen valgte at gå.
Det har medført et andet – med LO’s egne ord – rivegilde:
”Intern splid i den offentlige gren af LO-familien har kostet LO-grupperne en post i forhandlingsfællesskabet KTO’s topledelse. Selv om LO-forbundene organiserer to ud af tre ansatte i kommuner og regioner, bliver det lærernes formand Anders Bondo Christensen og akademikernes formand Sine Sunesen, der som henholdsvis formand og næstformand i KTO vil lede de kommende overenskomstforhandlinger i kommuner og regioner”, oplyser Ugebrevet A4.

HK/Kommunals formand Kim Simonsen stillede ellers sin kandidatur til rådighed; men det blokerede netop FOA og Dennis Kristensen for:

– En KTO-formand skal altså ikke skabe resultater for sin egen hovedorganisation. Han skal finde løsninger, fællesskabet kan bakke op om, forklarer Dennis Kristensen uden at komme ind på, hvorfor DSR har forladt KTO.
Kim Simonsen ærgrer sig og påtager sig gerne de solidariske attituder:

– Der var i forvejen bekymring for forhandlingerne, og den bliver ikke mindre nu. Uden LO-repræsentation i KTO-ledelsen er der umiddelbart intet talerør for de lavtlønnede.
På én og samme tid erklærer han – når han nu selv skal sige det – at han er solidarisk med de mange lavtlønnede, mens han samtidig i sin iver afslører rænkespillet:
En KTO-formand tjener først og fremmest eget bagland!

Der er ingen af de ovennævnte personer, der har ført anden praksis gennem deres karriere i det faglige system – og der er ingen af dem, der har tænkt sig at bryde med deres indgroede ansvarlighed overfor myndighedernes påstande om, at ”der ingen penge er”.
Det er sagens kerne. Det er her, hunden ligger begravet! Det er her, at nøglen til resultatrige overenskomster ligger: Der er penge! Ifølge finansministeren kan vi købe hele verden.
Så kræv del i dem!

Dennis Kristensen har ved at trække sig fra posten som KTO-formand allerede bragt sig lidt på afstand af ansvaret for det endelige resultat. Han vil nu være i stand til at pege fingre af den ny ledelse. Han er samtidig så klog, at han indgiver medlemmerne forventninger, men på en så tilpas ukonkret måde, at han ikke kan hænges op på løftebrud:

– Vi kræver mandeløn til kvindefag. ALLE ansatte i kommuner og regioner skal have et lønløft, der mindst svarende til det private, og så skal de lavestlønnede inden for de typiske kvindefag have et ekstraordinært løft.

Dennis Kristensen reserverer sig samtidigt på to fronter:
– Det store ryk er ikke muligt indenfor overenskomstrammerne. Derfor er der brug for en pulje udefra.
Det er altså politikerne, der på forkant skal åbne for posen, så Dennis kan slippe gennem kattelemmen. Ved manden ikke, at det netop er en forhandlers pligt at benytte en overenskomstforhandling til at sprænge arbejdsgivernes rammer?

Den anden reservation er om end endnu tyndere. På en konference for tillidsrepræsentanter i FOA’s Sosu-afdeling var nogle tillidsrepræsentanter bekymrede for, hvorvidt Dennis Kristensen neddæmpede forventningerne til det kommende resultat.

Det er medlemmernes egen skyld, mener han:
– Ved sidste overenskomst var der kun 40 pct., der stemte. Det er et problem, at færre end halvdelen afgør de nye overenskomster.

Netavisen 12. september 2007