3F afholder kongres

Omkring 900 delegerede møder frem til 3F´s 2. kongres i Aalborg i weekenden.

Kongressen er den første ordinære kongres siden 3F for godt 3 år siden blev dannet på en fusion mellem det gamle specialarbejderforbund SiD, Kvindeligt Arbejderforbund KAD samt RBF. Forbundet organiserer omkring 370.000 medlemmer og er dermed Danmarks største fagforbund.
Kongressen vil på mange måder være et forsøg på at modgå den krise med medlemsflugt, som LO fagforeningerne er havnet i som resultat af deres omdannelse til  individuelle ’serviceorganisationer’.  3F har også kunnet se konsekvenserne heraf i form af stor medlemsflugt.

’Meget mere fagforening’

Sloganet for kongressen er ”Meget mere fagforening” – men det er mere end tvivlsomt om kongressen vil gå selvkritisk til værks og foretage en reel vurdering af 3Fs situation og linje. For forbundet har selv skabt grobund for medlemsflugten ved at ’modernisere’ fagforeningerne til tilbudsbutikker med øget ’fleksibilitet’ og individualisering.

En udvikling, som går helt modsat fagforeningernes egentlige formål: Nemlig at være solidariske modstandscentrer og kamporganisationer mod virksomhedernes og kapitalens hærgen.
Og ikke ’upolitiske’, som 3F, der har opsagt den centrale partistøtte til socialdemokraterne.  Et modstandscenter må forholde sig til politik i bred og konkret forstand: Imod monopolernes,  arbejdskøbernes og regeringens nyliberale politik og strategi – imod dansk kapitals støtte til EU- monopolernes Europa – og imod imperialistiske forsøg på at få yderligere del i rovet gennem krigseventyr som i Irak og Afghanistan på bekostning af ’velfærden’.

At der er en kæmpekløft imellem 3F’s top og forbundets mange klassebevidste medlemmer kom klart til udtryk ved de seneste overenskomstforhandlinger, da medlemmerne stemte nej til forbundsledelsens accept.  2/3 af forbundets medlemmer – dvs. 62 % – stemte klart Nej til det påtvungne mæglingsforslag og det indgåede r overenskomstresultat.

Dermed afviste man bl.a. øget fleksibilitet og det historiske forræderi med accept af arbejdsgivernes ret til at se bort fra overenskomsten som en alvorlig undergravning af solidariteten, der overlader medlemmerne til kapitalkræfternes pression.

Dette elendige forhandlingsresultat kom kun igennem ved hjælp af de diktatoriske og udemokratiske sammenkædningsregler. Var det ikke for disse regler, havde der været konflikt hos både 3F og FOA-overenskomstområdet.

3F er vel nok den mest synlige fagforening i Danmark. I spidsen sidder en ledelse, der har bundet sig til og underlagt sig den danske kapitals krav og også illusionerne om klassesamarbejde og fællesinteresser mellem arbejde og kapital.

Men som den største fagforening i Danmark med rigtig mange klassebevidste arbejdere er 3F-toppen tvunget til ofte at fremføre ’bekymringer’ og analyser om den øgede forskel mellem rig og fattig.  Men deres klassesamarbejde og integration med kapitalen forhindrer dem i at udvikle modstanden, gøre den effektiv – og undertiden sprænge de givne rammer.  

Tyngde og retning
Sammen med den mere fagforening  taler man også om at ”Tage globaliseringen i hånden” og få det bedst mulige ud af det –  ud fra at ”globalisering er en permanent tilstand”.
Man må spørge: Hvad er globalisering andet end, at verden er blevet til en tumleplads for stadig større imperialistiske monopoler? Efteruddannelse og kompetenceudvikling kan være udmærket for medlemmerne, men kan ikke være svaret på imperialistiske globalisering.  Også her gælder, at en anden verden er nødvendig – uden monopoler og imperialistisk udbytning og krige.

Imperialistisk globalisering må ikke gøres til en ny naturlov, man blot skal forsøge at tæmme lidt. Det er derimod en langsigtet opgave for den internationale arbejderbevægelse at sætte en stopper for spekulation og udflytning ved at sætte en stopper for den kapitalistiske udbytning.

Meget peger på at den faglige kamp og enhed vil udvikle sig i de kommende år. For kampvillige og klassebevidste arbejdere i 3F vil det være en bjørnetjeneste og selvbedrag, hvis man reducerer den faglige kamp  til småløft på adskilte områder, som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre – som f.eks. at  krig har ikke noget med fagbevægelsen at gøre –  det er noget anti-krigsbevægelsen må tage sig af.

Lønsænkning og  privatisering har meget med EU at gøre – arbejdersolidaritet har meget med modstand mod imperialistisk krig at gøre – med monopolernes krige, som også finansieres af danske arbejdere.

Det vil være af stor betydning om sådanne vigtige sammenhænge kommer op på kongressen og kan være med til at give velfærds-demonstrationerne ved folketingets åbning den 2. oktober endnu mere tyngde og retning.

Netavisen 13. september 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater