Nordamerikansk integration og militariseringen af det arktiske område

Kommunistisk Politik 17, 2007

Af Michel Chossudovsky

Slaget om Nordpolen er en del af en global militær dagsorden om erobring og kontrol af territorier. Det er blevet kaldt den nye kolde krig mellem Rusland og Amerika.

Washingtons mål er at sikre sig territorial kontrol på vegne af de anglo-amerikanske oliegiganter med betydelige arktiske reserver af olie og naturgas. Den arktiske region indeholder måske op mod 25 % af verdens olie- og gasreserver ifølge nogle vurderinger. (Moscow Times, 3.8.07.) Disse vurderinger bekræftes af USAs Geologiske Oversigt (USGS): ”Der eksisterer en reel mulighed for at der kunne findes en ny olieprovins i verdensklasse svarende til Nordsøen.” (Citeret af CNNMoney.com 25.10.06.)

Set fra Washingtons synsvinkel er slaget om Nordpolen en del af en mere omfattende global militær dagsorden.

Det er tæt forbundet med processen for nordamerikansk integration under Aftalen om Sikkerheds- og Velstandspartnerskab (SPP) og den foreslåede Nordamerikanske Union (NAU). SPP forudser militarisering af et umådelig stort område, der strækker sig fra Det caraibiske Hav til det canadiske Nordpolsområde, under ledelse af en foreslået ”multiservice [nordamerikansk] forsvarskommando”.

Det er også relateret til Amerikas hegemoniske mål i forskellige dele af verden, inklusive Mellemøsten. Det underliggende økonomiske mål for USAs militære operationer er erobring, privatisering og tilegnelse af verdens reserver af fossilt brændstof. Det arktiske område er ingen undtagelse. Det arktiske område er en integreret del af ”Slaget om Olien”. Det er en af de endnu eksisterende fronter omkring uudtømte energireserver.

De arktiske stater (med territorier nord for polarcirklen) er Rusland, Canada, Danmark, USA, Norge, Sverige, Finland og Island. De tre førstnævnte lande (Rusland, Canada og Danmark) besidder betydelige territorier der strækker sig op nord for Polarcirklen (se kortet).


Copyright BBC

Vendt mod Rusland, som er i gang med at kræve sin del af den arktiske sokkel, er Washingtons arktiske strategi forbundet med en bredere proces for militarisering og territorial integration.

FNs konvention om havets lov
De forenede Stater har indført en ensidig tilgang til arktisk udvikling. De har nægtet at godkende FNs konvention fra 1982 om havets lov (UNCLOS), som blev ratificeret af både Rusland og Canada. En komite under FN administrerer for tiden konventionen om havets lov.
USAs transpolare territorium er langt mindre end Ruslands, Canadas og Danmarks. USAs territorier der grænser op til det arktiske område, begrænser sig til Nordalaskas kystlinje, der strækker sig fra Beringstrædet til grænsen mellem USA og Canada i det nordøstlige Alaska. USA har et antal militære baser og installationer i Alaska. Der er adskillige menneskelige bebyggelser på Nordskråningen (Nordalaskas kystlinje, der grænser op til Ishavet), iberegnet Prudhoe Bay, Barrow og Kap Lisborne. Denne Nordskråning er rig på olie. Den var et af de første områder hvor man udvandt arktisk olie. Olierørledningen fra Alaska forbinder Prudhoe Bay på Nordskråningen med havnen Valdez i Prince William Sound ved Gulf of Alaska.

Rusland
Derimod har Rusland langt den største kyststrækning mod Ishavet, fra den nordvestlige by Murmansk ved den russisk-finske grænse via hele den nordsibiriske region til Beringstrædet, som adskiller Alaska fra Den russiske Føderation. Murmansk er den største by nord for Polarcirklen, med en befolkning på mere end 400.000 indbyggere. Med andre ord er det en betydelig del af den russiske kontinentalsokkel der grænser op til Ishavet.
Allerede i Sovjettiden etablerede Rusland videnskabeligt-militære stationer på øen Novaja Semlja så vel som i Franz Josef-øhavet, der også er under russisk jurisdiktion (se kortet). Novaja Semlja blev brugt til underjordiske atomprøvesprængninger i Sovjettiden.

Nu hævder Rusland overherredømme (under den internationale konvention om havets lov, UNCLOS) over et kolossalt område på 1.191.000 kvadratkilometer, som er en del af den arktiske sokkel.
Dette territorium, som Rusland kræver undergivet den FN-komite der administrerer UNCLOS, siges at indeholde substantielle reserver af kulbrinte på Ishavets bund.

Den internationale konvention fra 1982 om havets lov (UNCLOS) fastsætter en 12 sømils zone for territoriale farvande og en større 200 sømils økonomisk zone, inden for hvilken et land har eksklusive borerettigheder efter kulbrinte og andre resurser.

Rusland hævder at hele feltet af Ishavsbund i trekanten der slutter ved Nordpolen, tilhører Rusland, men den FN-komite der administrerer konventionen om havets lov, har indtil videre afslået at anerkende Ruslands krav på hele den arktiske havbund.

For at kunne hævde juridisk at Ruslands økonomiske zone i Ishavet strækker sig langt ud over 200 sømilszonen, er det nødvendigt at fremlægge acceptabel videnskabelig dokumentation for at Ishavets havsokkel nord for de russiske kyster er en fortsættelse af den sibiriske kontinentale platform. I 2001 fremsendte Rusland dokumentation til FN-kommissionen om grænserne for kontinentalsoklen, hvori man forsøgte at udvide Ruslands maritime grænser ud over 200 sømilszonen. Det blev afvist.

Nu hævder russiske videnskabsmænd at der er ny dokumentation for at Ruslands nordlige arktiske region hænger direkte sammen med Nordpolen via en undervandssokkel. I sidste uge vendte en gruppe russiske geologer tilbage fra en seks ugers rejse til Lomonosov-ryggen, en undervandssokkel i den fjerneste østlige del af Ruslands Ishav. De hævdede at højderyggen hang sammen med Den russiske Føderations territorium og bestyrkede dermed Rusland krav på den olie- og gasholdige trekant.

De seneste opdagelser vil med al sandsynlighed tilskynde Rusland til at fremsende en fornyet anmodning til FN om at sikre dets rettigheder over Ishavets bund. Hvis ingen anden magt udfordrer Ruslands krav, vil det sandsynligvis blive godkendt uden protester. (Se Vladimir Frolov, Global Research, juli 2007)

Rusland baserer sit krav på den argumentation at denne del af den arktiske havsokkel er forbundet med Ruslands kontinentalsokkel gennem den 2000 km lange undersøiske Lomonosov-ryg. ”Ifølge russiske medier vil den fysiske forbindelse til den russiske interkontinentalsokkel betyde at ryggen teknisk er en del af Rusland og derfor tilgængelig for udnyttelse.”

 ( http://www.oilmarketer.co.uk/2007/07/04/russia-seeks-un-approval-on-artic-oil-grab/

Canada og Danmarks arktiske territorier og deres strategiske rolle
Næst efter Rusland har Canada og Danmark de største transpolare territorier.
For effektivt at udfordre og gøre indhug på de russiske territoriale krav i det arktiske område kræver Washington ikke blot samarbejde af Canada og Danmark, men også jurisdiktion over deres respektive nordlige territorier, som Washington anser for strategisk vigtige fra både et militært og et økonomisk standpunkt.
USA har militær tilstedeværelse i både Canada og Danmark (Grønland). Begge lande spiller en vigtig rolle i Washingtons arktiske strategi.

Canadas territorium strækker sig mod nord til Queen Elizabeth-øhavet, der inkluderer Ellesmere Island med grænse til Lincoln-havet, der er en del af Ishavet. Ellesmere Island er en del af det canadiske territorium Nunavut.
Alert på Ellesmere Island (beliggende 82°28′ nord, 62°30′ vest) anses for den nordligste menneskelige bebyggelse i verden. I praksis fungerer den som en militær efterretningsstation (Canadian Forces Station Alert) og er under den canadiske hærs overkommando. CFS Alert ligger 840 km fra Nordpolen.

Militariseringen af det arktiske område er en del af processen for nordamerikansk integration under Aftalen om Sikkerheds- og Velstandspartnerskab (SPP). Den foreslåede Nordamerikanske Union (NAU) udgør et middel for USA til at udvide dets herredømme til Canadas arktiske territorier.

Da dannelsen af USAs nordlige kommando blev bekendtgjort i april 2002, accepterede Canada USAs ret til at anbringe USA-tropper på canadisk jord, helt ind på dets arktiske territorier.

”Amerikanske tropper kunne anbringes i Canada og canadiske tropper kunne overskride grænsen til De forenede Stater hvis kontinentet blev angrebet af terrorister, der ikke respekterer grænser, ifølge en aftale bekendtgjort af embedsmænd fra USA og Canada.” (Edmunton Sun, 11. september 2002.)

I april 2006 ratificerede Canada formelt en fornyet Aftale om Forsvar af Nordamerikansk Luftrum (NORAD), (”Den fornyede NORAD”), som tillader USAs flåde og kystbevogtning at sende amerikanske krigsskibe ind i canadiske territorialfarvande, herunder dets arktiske havsokkelterritorier. (For yderligere detaljer, se Michel Chossudovsky, Canada’s Sovereignty in Jeopardy: The Militarization of North America, Global Research, august 2007.)

Grønland
Grønland, der er under dansk overherredømme, udgør en betydelig landmasse der grænser op til Ishavet.
Thule Air-Force-basen i Nordgrønland er under USAs jurisdiktion som US Air Force 821st Air Base Group. Den udgør USAs nordligste militære anlæg (76°32′ nord, 68°50′W vest). Militærbasen ligger omtrent 1118 km nord for Polarcirklen og 1524 km syd for jordens Nordpol. Thulebasen ligger 885 km øst for den magnetiske Nordpol.
USAs Thule Air-force-base ”er også vært for 12th Space Warning Squadron, en tidlig advarselsstation for ballistiske missiler (ICBM’er) affyret mod Nordamerika.”

Thulebasen er knyttet til NORAD og USAs nordlige kommandos hovedkvarter i Peterson Air-force-basen i Colorado. Thulebasen er også ”vært for Afdeling 3 af 22d Space Operations Squadron, som er en del af 50th Space Wing‘s globale netværk af satellitkontrol”.

Danmark er medlem af NATO og solidt allieret med USA. Både dansk og canadisk territorium vil blive brugt af USA til at militarisere det arktiske område. Danmark har også været en fast støtte for Bush-administrationens militære agenda i Mellemøsten.

Canadas arktiske militæranlæg
Ottawas beslutning fra juli 2007 om at etablere en militær station i Resolute Bay i Nordvestpassagen havde ikke til formål at understrege canadisk overherredømme. Faktisk var det lige det modsatte. Den blev etableret efter rådgivning fra Washington. En dybvandshavn i Nanisvik på den nordligste spids af Baffin Island blev også projekteret.

USAs administration står solidt bag den canadiske regerings beslutning. Sidstnævnte er ikke ”en hævdelse af canadisk overherredømme”. Tværtimod. Den er et middel til endelig etablering af USAs territoriale kontrol over hele Canadas arktiske region, iberegnet dens søveje.

Under den genforhandlede Aftale om Forsvar af Nordamerikansk Luftrum (NORAD) har USAs militær fået adgang til Canadas indre territoriale farvande, herunder Canadas havsokkel og Ishavet, hvad der tilfældigvis også forsyner Washington under foregivende af ”nordamerikansk overherredømme” med en formel ret til at udfordre Rusland i det arktiske område.

Læs også:

Hvem ejer nordpolen?

Oversat fra den engelske udgave
North American Integration and the Militarization of the Arctic
ved Minna Skafte Jensen

Netavisen 1. september 2007


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne