København september 1807 Første terrorbombardement mod en storby De herskendes fravalg af selvstændighed

Kommunistisk Politik 17, 2007  

Hovedstæder og storbyer var mange gange før i historien blevet belejrede, udsultede, stormede, udplyndrede og nedbrændte af fjendtlige hære. Men i begyndelsen af 1800-tallet var krigskunsten udviklet så vidt, at de kunne indtages uden store tab fra angribernes side, uden nærkamp: Døden kom fra luften, og der var intet forsvar mod den.

Generalprøven på det 20. århundredes tragedier fra Guernica over blitzen mod London til de britiske bombardementer mod de tyske byer og atomudslettelsen af Hiroshima og Nagasaki, som i det nuværende følges op af Shock&Awe over Baghdad, Irak og Afghanistan, fandt sted for nøjagtig 200 år siden i København, Danmark. Under Napoleonskrigene, hvor Danmark havde allieret sig med den franske erobrer.

Den danske hovedstad havde før oplevet belejring og storm, da den i 1807 n blev udsat for en talmæssig overlegen og bedre udstyret britisk angrebshær. Selvom ca. 20 pct. af byens befolkning på omkring 100.000 var tilknyttet militæret, var der ingen midler til at modstå den moderne dræberteknologi, som blev afprøvet ved bombardementet af København den 2.-5. september 1807.

Tusindvis af raketter, forsynet med modhager, blev fra det mørknede og nætterne igennem sendt ind over byen sammen med sprængbomber, der kunne trænge igennem mange etager, før de eksploderede. Englænderne sigtede specielt mod byens spir og tårne og beskød mest intensivt det folkerige kvarter omkring Vor Frue Kirke og universitetet. Virkningerne var ødelæggende. Indbyggerne kunne ikke gøre så meget andet end at forsøge at flygte til Amager, forsøge at slukke brandene eller samle sårede og døde op. Domkirkens spir blev antændt. Det flammende og nedstyrtende kirketårn i den sorte nat blev for eftertiden et billede på de københavnske rædselsnætter.

Englændernes krav var byens overgivelse og udlevering af hele den danske flåde, som man frygtede ville blive brugt til afspærring af det britiske ørige. Det var blevet blankt afvist, men efter de tre dages bombardement, der havde lagt hen ved en femtedel af byen i ruiner, og hvor brandene stadig blussede, måtte den militære ledelse kapitulere. Enevoldskongen var for længst flygtet. København blev delvist ødelagt og besat af de fremmede tropper – og flåden, Danmarks største og kostbareste militære aktiv, blev uskadt ført bort af englænderne.

Her op til 200-året for terrorbombardementet forlyder det, at UK vil levere noget af sit krigsbytte tilbage i den venskabelige ånd, som passer sig for medlemmer af samme union og allierede i nye kolonikrige i Mellemøsten og Asien.

Bombardementet af København, der ophævede skillelinjen mellem militære og civile mål, eller gjorde den utydelig og illusorisk, vakte bestyrtelse og harme i datidens verden. Der skulle gå mere end hundrede år før tilsvarende bombardementer af storbyer og deres indbyggere igen blev sat på den militære dagsorden.

Siden 2. verdenskrig har kampen om luftherredømme, og truslen mod civilsamfundene om tilintetgørelse fra bomber og raketter, stået i centrum.
I dag gælder kampen kontrol med verdensrummet – og stadig verdensherredømme…

Øjenvidner til bombardementet

Natten mellem den 4. og 5. september 1807 var den værste under bombardementet, den ‘forfærdeligste nat i Københavns historie’.

Den unge officer Johan Christian Drewsen , som bl.a. var udkommanderet på Kastellet og Københavns vold, fortalte senere herom:

”Den tredje bombardementsnat var i sandhed frygtelig. I linie med Halmtorvet havde englænderne et bombebatteri af 12 morterer, der brugtes så flittigt, at intet øjeblik forløb uden at vi så bomer og raketter over vores hoveder. Tømmerpladserne var skudt i brand, og da det blæste stærkt fløj store gnister gløder ind over volden, og vor lejr var nær gået op i flammer, Hvad angst, jammer og ødelæggelse så jeg ej denne nat!

Især er endnu erindringen levende hos mig om den rædselsfulde angst, hvoraf et gammelagtigt fruentimmer var besat, der ville til Christianshavn, men ej vovede at passere Langebro, som hun med rette anså for farlig. Medlidenhed drev mig til at følge hende, indtil hun var i sikkerhed. Jeg så nakken slås af to fruentimmer, jeg så indvoldene vælte ud af en borger, som en bombe traf; jeg så en bombe falde på en artillerist, der sov, og splitte ham således ad, at man kun på stænger, som man stak under hans levninger, kunne bære dem bort. Til sidst brød man sig ei mere om sådanne begivenheder, men dog farer det endnu igennem mig, når jeg tænker på, at jeg stod på volden og så, at en fjendtlig kugle fra Pesthusbatteriet, dræbte og hårdt sårede 5 eller 6 livjægere (datidens hjemmeværn, KP) på de afbrændte tømmerpladser; blandt hvilke Drestrup, som vi flere år så i København på to træben …”

Sophie Thalbitzer , der var flygtet fra Helsingør for at finde sikkerhed i København, skrev i sine erindringer:

”Ilden brændte nu så frygtelig, at der ikke var nogen mulighed for at slukke den, da de fleste sprøjter var knust af bomberne. Ved en af dem blev 11 brandfolk dræbt på en gang. Frue-tårn var styrtet brændende ned om natten og havde dræbt mange mennesker og udbredt ilden endnu mere.
En bombe og en brandkugle var falden i min søster O’s værelser. Den seng, min mand havde lagt i de første 14 dage, vi var i byen, var knust, foruden næsten alle min mors møbler, som stod hos min søster.

I S(cheuermann)s hus var atter faldet en bombe den anden nat. Den havde sønderslagen lysekronen og møblerne i spisestuen og ved eksplosionen reven fløjdørene af deres hængsler og kastet dem ud af vinduet. Et spisestel af porcelæn, som stod i et skab, var knust så aldeles, som om det havde været malet i en mølle …”

Det lykkedes Sophie Thalbitzer at flygte til Christianshavn, men vendte efter bombardementet atter tilbage:

”Murene sammenstyrtede, som om de havde været omvæltede af jordskælv. Gruset, som lå i gaderne, næsten en alen højt, var endnu så hedt, at jeg brændte mine fødder ved at gå derpå. Vor Frue Kirke syntes næppe at kunne hænge sammen og var ganske sort. Uden på Skt. Petri Kirke så man kun enkelte huller af bomberne; men inde i vare gravene og ligkisterne sammenstyrtede og knuste …”

 

Danmarkshistorien er en lang serie af lemlæstelser og fortrængte nederlag, ikke mindst fremkaldt af diverse kongers dynastiske ambitioner, senest af imperialistiske.

Nogle historikere har ved 200-året for Københavns bombardement været ude med, at året 1807 og denne krig var ‘vigtigere’ end nederlaget i 1864 og besættelsen 1940-45. Tanken er, at de konkrete konsekvenser var større: Det danske nederlag i ‘Englandskrigene’ førte til statsbankerot og forarmelse og ‘tabet af Norge’, som efter krig mod dets vilje blev tvunget til at indgå i union med Sverige.

Men allerede Christian IV’s stormagtsdrømme havde lemlæstet landet. I 1645 – efter svensk besættelse af Jylland og Skåne – blev store norske områder – Jämtland og Härjedalen – indlemmet i Sverige, Gotland og Øsel blev afstået. I 1659 var Danmark som helhed ved at blive indlemmet i nabolandet. ‘Stormen på København’ den 11.-12. februar 1659 mislykkedes imidlertid for den svenske Karl Gustav. Men de gamle danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge blev indlemmet i Sverige – og i løbet af det næste århundrede brutalt forsvenskede.

1864 førte til tabet af Sønderjylland, som først i 1920 blev genforenet med det øvrige Danmark efter at have modstået en barsk germaniseringsproces.
I det 20. århundrede blev de sidste egentlige danske kolonier solgt; Island løsrev sig – mens Grønlands og Færøernes endelige status endnu er uafklarede i det 21.’s begyndelse.

Igennem alle de nævnte krige har Danmark eller dele af landet været besat af svenskere, englændere og tyskere. Udfaldet er bestemt af de europæiske alliancer, og fredsbetingelserne har i regelen været dikteret af de til enhver tid mægtigste magter. Det har ført til en strategisk opportunisme hos de herskende, som altid søger at alliere sig med ‘den stærkeste’, den formodede ‘vinder’. De har dermed fravalgt en reel selvstændig neutralitets- og udenrigspolitik.

Netavisen 31. august 2007