En politisk proces til fordel for al Qaeda

Interview med Abduljabbar al Kubaysi af Willi Langthaler, Paris, juli 2007

Abduljabbar al Kubaysi, der er en indflydelsesrig politisk leder af den irakiske modstandsbevægelse og generalsekretær i Den irakiske patriotiske Alliance (IPA), kommenterer den nye situation der er ved at udvikle sig i Irak.

Spm.: I den seneste periode har de europæiske medier i deres dækning af Irak kun talt om sekterisk borgerkrig. Hvad foregår der i virkeligheden?

Faktisk er det de amerikanske besættere og den regering de har indsat, der arbejder på denne sekteriske borgerkrig. Desuden har iranerne en interesse i den fordi de søger at etablere en føderation med den sydlige del af landet. Deres forsøg går ud på at få sunnierne, de kristne og mandæerne til at flytte, så de får en rent shiitisk zone. Under krigens betingelser har denne sekteriske tilskyndelse umiddelbar virkning.

Det bruger USA som et argument for at blive i Irak, idet de påstår at de er nødvendige for at få bilagt denne strid.

Der er imidlertid så meget dokumentation af at efterretningstjenesterne fra USA, Irak og også den iranske regering er den virkelige kilde til volden. De planter bomber eller stopper dem ind i biler, som de så bringer til sprængning med fjernbetjening eller fra helikoptere i både shia- og sunni-områder, og de dræber med forsæt civile der ikke er indblandet i politik. På den måde forsøger de at antænde den sekteriske konflikt.

I begyndelsen plejede medierne at undersøge stedet hvor sprængningen havde fundet sted, og der var tit øjenvidner der modsagde den officielle version om at en person havde sprængt sig selv i luften. Nu bruger de i stedet for at afspærre området og forhindre at der stilles spørgsmål til de lokale. De ønsker at den nyhed skal spredes at det var militante der udførte massakren, mens det var regeringsstyrker eller USA-soldater der havde anbragt de eksplosive ladninger. I de fleste tilfælde er der ikke nogen person involveret der begår selvmord. I disse tilfælde kan man være sikker på at regeringskoalitionen er indblandet.

Fx ændrede de navnet på en vigtig gade i Al Adhamiye-distriktet i Bagdad fra en sunni-religiøs person til en shiitisk i løbet af en nat. Det shiitiske lokalsamfund i Al Adhamiye måtte selv ændre det tilbage til det oprindelige. Men derefter vendte de tilbage i deres Hummer-sportsvogne…

Alligevel er det faktisk ikke lykkedes dem at skabe en kløft mellem sunnier og shiiter. Jo, i den officielle politik findes kløften. Det sunni-islamiske parti, som holder med amerikanerne, og den shiitiske blok, som holder med både Iran og USA, har stridigheder af denne karakter, men de har ikke haft held til at få almindelige mennesker til at slutte op. Her og der kan der forekomme mindre konflikter, men som helhed holder de brede masser på begge sider fast ved at de er irakere uanset deres religion.

Tag fx Najaf og se på de positioner de arabiske shiitiske ayatollaher indtager, som bliver ved med at tale for national samling og gøre modstand mod besættelsen. Eller tag Diala-provinsen, som består af 50 % shiiter og 50 % sunnier og samtidig er et fast holdepunkt for modstanden. To store shiitiske stammer, al Buhishma og tilhængerne af ayatollah Abdul Karim al Moudheris er med i modstandsbevægelsen, og alle ved det. Ayatollahens søn faldt i slag. Han var leder af et stort kontingent fra sin stamme i modstandsbevægelsen.

I provinshovedstaden Baquba kan de ikke gennemføre den samme udrensning som af sunnierne i Basra eller mandæerne i Amara. I Baquba støtter både shiiter og sunnier modstanden. Ganske vist gør forskellige modstandsgrupper angreb på den irakiske regerings kontorer, USAs hær, iranske styrker og shiitiske partier og militser som Mahdi-hæren, der er en del af den politiske proces, men du vil ikke finde nogen sekteriske drab.

Der er et andet eksempel: Tal Afar i den nordvestlige del af Irak nær ved Mosul. Mellem 50 og 70 % af dens befolkning er shiitisk. Ikke desto mindre er den en af modstandens hovedstæder.

Det er i vestens og Irans interesse at få konflikten til at se ud som om den er sekterisk. Ikke kun USA ønsker at retfærdiggøre sin tilstedeværelse med behovet for at forhindre en sekterisk borgerkrig, Iran gør også. De ønsker ikke kun at indtage Sydirak; de vil også have Bagdad og derfor rense den for sunnier. Med deres alliance med kurderne i nord ville det være nok til at kontrollere landet.

Vi tror imidlertid ikke at disse planer vil lykkes. Der er meget store stammer i den arabiske verden og Irak som strækker sig over hele området fra nord til syd som al Jibouri, hvis medlemmer bor fra Nasseria til Mosul, al Shamari eller al Azouwi. De fleste af dem indeholder både shiiter og sunnier. Der er nogle mindre stammer der kun tilhører den ene sekt, men de fleste af de større er blandede, og ægteskaber på tværs af religion fortsætter uden forhindringer.

Det er ikke lykkedes dem at få den sekteriske vold til at slå rod i samfundet. Den befinder sig stadig på overfladen af de partier der samarbejder med den amerikanske besættelse. I de store byer finder de også nogle uvidende elementer fra lumpenproletariatet som de kan påvirke, men de vil ikke være i stand til at opbygge de ledende politiske enheder i overensstemmelse med sekterisk tilhørsforhold som det er USAs erklærede hensigt.

Spm.: I begyndelsen satte amerikanerne hele deres lid til de shiitiske politiske partier, men senere opdagede de at situationen kom ud af deres kontrol. Så udviklede de den strategi der kaldes omdirigering (redirection), og prøvede at inddrage sunni-styrker og også dele af modstanden. Har disse forsøg haft noget resultat?

Som tiden er gået, har USA indset at deres allieredes loyalitet kun er rettet mod Iran. Mange af dem er endda iranere. Fx er der netop nu 13 medlemmer af parlamentet der er officerer i den iranske hær. Og i det forrige regeringsråd var kun 6 af de 25 medlemmer arabere, sunnier så vel som shiiter. Derudover tilhørte 8 af irakerne mindretal. Så flertallet var i realiteten udlændinge. Al Hakim-familien er fx fra Isfahan. Indtil for få år siden hed al Hakim stadig Abulaziz al Isfahani.

Det var USAs neokonservative der introducerede modellen med en religiøs og etnisk kløft. De ønskede med fuldt overlæg at oprette et shiitisk styre, fordi de ønskede at have en minoritet ved magten, en minoritet i forhold til den samlede arabiske verden, som de regnede med at de lettere kunne sætte i bevægelse og kontrollere.

Oprindelig planlagde de at fortsætte deres felttog til Damaskus og indsætte Det sunnimuslimske Broderskab der. Så ville Damaskus have støttet Iraks sunnier, mens Teheran ville have gjort det samme for de irakiske shiiter, og krigen ville have fortsat i årtier – ikke på et grundlag af antiimperialisme, men af sekteriske grunde. Men den irakiske modstandsbevægelse forpurrede disse planer.

Den irakiske modstand opstod hurtigt og vandt styrke, så de så i øjnene at de ikke kunne få bugt med med militære midler alene. Det er hovedårsagen til deres strategiske skifte. De planlagde den politiske proces og inddrog det sunniislamiske parti. De havde til formål at udtørre den sø som modstandsfiskene svømmer i. Men snart fordampede det islamiske partis indflydelse, og dets ledere har søgt tilflugt i den grønne zone eller udlandet.

Samtidig indså de at iranerne var trængt dybt ind i statsapparatet, betydeligt længere end spillets regler fastslog. Så de har også skiftet taktik for at begrænse denne proces.
Spm.: Hvilken situation befinder modstandsbevægelsen sig i, både politisk og militært?

Modstanden vinder stadig i styrke. Hvis man kun dømmer ud fra tal, er den vokset fra nogle tusinde til nu langt at overskride 100.000 kæmpere. Dens kampstyrke er også vokset. Den har desuden kunnet udvikle efterretningsstrukturer der gennemtrænger Iraks hær og politi, og også undertiden omgivelserne af den amerikanske hær. Så alt i alt involverer modstandsbevægelsens system ca. 400.000 mennesker.

USAs hær og allierede er virkelig demoraliserede. Mens modstanden kæmper for at befri sit land, kæmper de kun for penge. Dermed bliver de mere og mere brutale. De forøger antallet ikke kun af egentlige USA-tropper, men også af lejesoldater, der er endnu mere barbariske. Alt i alt udgør de måske omkring én million tropper.

Se på USAs tab som de er blevet bekendtgjort af Pentagon selv og indlysende overtrukket med sukker. Hvis man ser bort fra måneder med særlige militære operationer som angrebene på Falluja eller Tal Afar, kan man se en tydelig tendens. I begyndelsen blev ca. 50 amerikanske soldater dræbt om måneden, senere blev det op til 80, og nu bliver omkring 100 slået ihjel hver måned.

Modstanden er nu en virkelig folkelig bevægelse; den er en kultur i folket. Enhver bidrager med sin del. Og det at ingen regering hjælper os, har sine gode sider. Hvis de betaler, opstår der altid korruption. Den typiske arabiske facade ville være blevet opretholdt. Nu er der tværtimod ikke nogen undskyldning. Hver del er ansvarlig for sig selv, for at organisere sine medlemmer, træne dem, planlægge angrebene, rejse pengene osv.

Også politisk er der blevet taget skridt fremad. I begyndelsen var der i hundredvis af grupper, men folk forstår nødvendigheden af enhed. Nu kan vi sige at der er otte hovedgrupper. Hvad der endnu ikke er blevet opnået, er en samlet politisk kommando; det er en af de vigtigste opgaver der venter.

Spm.: Der rapporteres om væbnede sammenstød mellem modstandsgrupper og styrker relateret til al Qaeda. Hvilket forhold har modstanden til Salafi- og Takfiri-grupperne?

Nu skal vi ikke glemme at Vesten begyndte med at fornærme modstandsbevægelsen og kalde den udlændinge og tilhængere af det gamle regime. De ønskede at antyde at modstanden ikke har nogen forbindelse til det irakiske folk. I virkeligheden opstod modstanden på selve græsrodsniveauet fordi man ville forsvare sin identitet mod de enorme provokationer fra USAs nykolonialisme. Det var tidligere soldater, stammemedlemmer, nationalt og religiøst inspirerede folk, som var aktive i deres umiddelbare omgivelser. Det var hverken udlændinge eller Baath-tilhængere der var den ledende kraft ved oprettelsen, selv om der også var Baath-tilhængere der deltog.

Den måde USA afsatte Saddam på, blev opfattet som en aggression af alle irakere, hans modstandere iberegnet. Når sandheden skal frem, endte Saddam med personligt at spille en vigtig rolle i at stimulere sit folk til modstand. Han forsøgte ikke på at redde sig ved at skjule sig, som det blev hævdet. Nej, han tog fra by til by, fra Tikrit til Samarra, Anbar og også Bagdad.

Han tog kontakt med sheiker, officerer osv. Han sagde at de skulle gøre modstand, ikke for ham som præsident, men for landet og for Islam. Han bad dem endda om ikke længere at bruge hans billede som samlingsmærke. Alene i løbet af de følgende måneder kunne Baath reorganisere sig som parti og i den form slutte sig til modstanden. Fra modstandsbevægelsens synspunkt var det et stort held at de i lang tid ikke kunne arrestere ham.

Hvad al Qaeda angår, eksisterede der i de første to år ikke noget af det navn, og selv amerikanerne talte for det meste om udlændinge der trængte ind udefra og især fra Syrien. De forsøgte at opbygge et påskud til at angribe Syrien selv om Damaskus ikke foretog sig noget som helst for at hjælpe modstanden. Tværtimod gjorde de 200 % hvad Washington dikterede dem, for at undgå et angreb, i det mindste de første måneder.

I de første to år var de en meget begrænset styrke med måske 1000 – 1500 kæmpere, der kom hjemmefra og fra udlandet. Niveauet af militær aktivitet var heller ikke særlig højt. Inden for en tidsramme af to år siger de selv at de foretog omkring 800 angreb, mens modstandsbevægelsen gennemførte 800 angreb om ugen.

Senere vandt de stadig mere fodfæste, og de vokser stadig. De har en masse penge, som de ikke bruger på et liv i luksus; de lever et meget anstændigt liv med et minimumsforbrug, mens de vier alt til kampen, hvad der viser en meget seriøs og sympatisk opførsel. De bruger pengene på kampen. De fleste unge der slutter sig til dem, gør det ikke for deres ideologi, men fordi de frembyder en mulighed for modstand.

I Østen behøver man ikke at skrive bøger for at overbevise folk. Hvis ens personlige livsstil svarer til ens mission, overbeviser man folk.

Da Amerika påbegyndte sin politiske proces, blev det i det lange løb til fordel for al Qaeda. De der tilsluttede sig til den politiske proces, argumenterede med at ellers ville iranerne få magten, og på denne måde ville de kun samarbejde en kort tid og så også sparke amerikanerne ud. Selvfølgelig led de nederlag. Al Qaeda argumenterede på en meget principfast måde med at kun fortsat væbnet kamp ville fremme deres sag, og virkeligheden har bekræftet deres tænkemåde, deres retning.

De tilbød også penge til nogle stammer med en stærk muslimsk identitet der gjorde modstand, og de behøvede disse ressourcer til deres kamp. Sådan skabte de en koalition af seks grupper, én al Qaeda og fem lokale grupper. Det gav dem et stort skub fremad. De var ikke store styrker som den islamiske hær, men dog stadig med rødder i Ramadi, Falluja, Haditha osv. De gav deres koalition navnet Mujahideen Shura Rådet. Under denne betegnelse fortsætter de nu, og ikke som al Qaeda.

De har mange ressourcer og stadige forsyninger, også udefra, mens de andre grupper næsten ingenting får udefra. I dag kan vi måske sige at al Qaeda er den ledende organisation inden for modstandsbevægelsen. De handler adskilt fra de andre, men alligevel er der i hver by en slags råd der kan koordinere de militære aktioner og skitsere en plan for forsvar.

Islam er et våben der får folk til at rejse sig. Den islamiske historie, de islamiske skikkelser, den islamiske kultur bruges til at tilskynde folk til at kæmpe, fordi de anser Islam for deres identitet. Nationale og religiøse symboler blandes. Koranen siger at hvis et islamisk land angribes af udlændinge, er væbnet modstand obligatorisk. Det har indtil i dag ikke været taget alvorligt i den direkte betydning. Jihad er ved at blive en muslimsk pligt for de folk der besættes af fremmede magter, på linje med faste og bøn.

Så alle modstandsgrupperne, uanset om de er islamiske eller ikke, bruger denne holdning som et redskab til at mobilisere og vække folk, Tag fx de udtalelser Baath-partiet har fremsat, og Izzat al Durri personligt. Ud fra hans sprogbrug at dømme ville man anse ham for at være en ekstrem islamist. Men det betyder ikke at de alle sammen virkelig er islamister.

Hele konteksten er islamisk. Med marxistiske eller nationalistiske slagord ville man ikke kunne tiltrække unge mennesker. Overalt hvor der færdes unge, finder man at islamiske følelser og holdninger dominerer. Dette er indirekte til fordel for al Qaeda. Folk som slutter sig til dem, føler ikke at de gør noget der ikke er normalt, siden de almindelige forhold er islamiske. Tværtimod vil de kun føle at de handler konsekvent.

Spm.: Men hvad med de sekteriske angreb? Er de ikke i det mindste delvis al Qaedas ansvar?

Ansvaret er hos regeringen, både dens shia- og sunni-medlemmer, hos USA, Israel og Iran. Hvad angår de angreb man i Vesten tillægger al Qaeda, kan man roligt trække de 95 % fra. Og hvad de sidste 5 % angår, er det kun en del af sandheden der kommer frem. Nogle gange er der tale om at al Qaeda gør gengæld for angreb fra regeringen eller militser på sunni-områder ved at angribe shiitiske områder.

De ønsker at vise sunni-befolkningen at de er i stand til at forsvare dem og at overbevise dem om at de skal blive boende. På den måde ønsker de at forhindre planen om at drive sunnierne ud af Bagdad for at gøre den til en del af den sydlige shiitiske føderale enhed. Dette er en plan som fremmes af de shiitiske befolkningsgrupper, Iran, og i begyndelsen også af USA.

Men det er ikke nogen strategi og er kun sket nogle få gange sidste år som reaktion på store angreb. Og de tager det fulde ansvar for hvert angreb. De retter en henvendelse til de kloge personer på shiitisk side: Stands de forbrydelser der begås i jeres navn, for ellers vil I også blive regnet for ansvarlige. Vi er i stand til at slå igen med den tidobbelte styrke.

Jeg ønsker ikke at forsvare denne holdning, men det er nødvendigt at befri kendsgerningerne for Vestens fordrejninger.

Der er et andet slående eksempel. Al Qaeda begyndte i Falluja da hele modstandsbevægelsen begyndte der. Selv om det er en 100 % sunni-by, var der lige efter begyndelsen af besættelsen ca. 12.000 shiitiske familier fra syd der søgte tilflugt i Falluja og Ramadi, fordi de blev beskyldt for at være Baath-tilhængere. Jeg var ikke blot et øjenvidne, men også engageret i at organisere støtte til dem.

De fik hjælp af den almindelige befolkning, fordi de anså dem for at holde med modstanden. Frem til i dag er der stadig omkring 20.000 shiitiske flygtninge i Falluja, og man har ikke set en eneste fjendtlig handling på sekterisk grundlag, ikke engang fra al Qaedas side. Der er bestemt uenigheder mellem modstandsgrupperne om herredømmet, det er normalt, men ikke på et religiøst grundlag.

Spm.: For to år siden grundlagde I Den Patriotiske Islamiske Nationale Front, der indeholdt Baath partiet, Det irakiske Kommunistparti (centralkommandoen) og Den Irakiske Patriotiske Alliance. Der er adskillige religiøse skikkelser fra både sunni- og shiaside der støtter jer, men hidtil lader de store militære modstandsorganisationer til ikke at være repræsenteret i jeres front. Er tiden stadig ikke moden til sådan en front?

Fronten er udelukkende politisk og ikke militær. Det betyder ikke at der ikke er nogen forbindelse, men vi begrænser os strengt til det politiske plan. Hvad de islamiske militære styrker angår, må man forstå at de blev etableret som militære modstandsgrupper og uden nogen politisk repræsentation.

Vi er ikke interesserede i at rekruttere den ene gruppe eller den anden leder. Nej, vi er i omfattende dialog med dem alle sammen med forslag om at danne en forenet politisk kommando for modstanden som modstykke til den såkaldte politiske proces. Måske kommer det til at gå den omvendte vej, så der formes en koordinering og vi slutter os til den. Vores formål er ikke at vise vores egen betydning, men at skabe denne politiske samling.

Hver gang det ser ud til at vi er ganske tæt på målet, sker der noget der forhindrer projektet. Vi ved også godt hvad der står bag. Det er indflydelsen og indblandingen fra de arabiske nabo-regimer.

Hvad al Qaeda angår, vil de altid holde sig for sig selv og er ikke inkluderet i denne proces.

Spm.: Under alle disse års modstand har det været et problem at Muqtada al Sadrs opførsel har været tvetydig, idet han på den ene side blev en hovedstøtte for regeringen og en drivende kraft i de sekteriske drab, men på den anden side taler mod besættelsen, mod den amerikansk påtvungne føderative grundlov og endda også mod sekterisk strid. Eftersom han er leder af den vigtigste sektion af de fattige, hvordan tror du så man kan få bare nogle af hans tilhængere til at slutte sig til modstandsbevægelsen?

I modsætning til de fleste af vore venner understregede jeg altid i begyndelsen at hans bevægelse er meget bred, og at mange Baath-tilhængere, marxister og nationalister gik ind i den for at beskytte sig mod de iranske militser. Op mod halvdelen af hans bevægelse kommer fra andre politiske miljøer, og de var ikke tilhængere af hans klerikale familie.

Så uanset hvilke fejltagelser han kunne begå, troede jeg at vi kunne regne med at disse mennesker ville rette op på dem, eller at vi kunne tiltrække i det mindste nogle af dem. Desuden er de fleste af hans tilhængere meget fattige, men samtidig uuddannede. Naturligvis er dette et tveægget sværd. Til forskel fra de andre shiitiske partier er den sociale baggrund for hans base ikke velhavende købmænd, som den ene dag taler imod besættelsen og den næste underskriver profitable kontrakter med USA. Deres modstand mod besættelsen er reel.

Jeg tror at han til sidst er blevet tvunget og narret af sine allierede i Iran, især ayatollah Kazem Haeri, som er sin onkels efterfølger, og i Libanon. Hizbollah besøgte ham tre gange og argumenterede for at han skulle følge samme linje som de anvender i Libanon, tage del i den politiske proces, stille op til parlamentet, tilkæmpe sig positioner i statsapparatet og særlig i hæren, og på den måde muliggøre opbygningen af et stærkt parti. Ellers ville al Hakim tage magten og dominere ved hjælp af den slags midler. Det var grunden til at han stillede op på listen for sin ærkefjende al Hakim.

Alle ved at hans far blev myrdet på ordre fra Hakim, selv om det officielt er Saddam der får skylden. I begyndelsen rettede Muqtada også voldsomme angreb mod dem, ayatollah al Sistani iberegnet, for at samarbejde med USA, og han kaldte dem endda vantro. Det er årsagen til at de konspirerede med prokonsul Bremer om at få ham slået ihjel. Faktisk har USA angrebet ham massivt. Under dette pres gav han efter fordi han frygtede for at blive elimineret.

Det er ganske enkelt ikke sandt når han hævder at han er mod grundloven. Han er helt og fuldt indblandet i den politiske proces. Han har 32 medlemmer af parlamentet og 6 ministre, hvad der alt sammen er til gavn for besættelsen.

Derefter pressede de ham til at angribe sunnierne med det formål at skabe en shiitisk Mahdi-stat. På dette tidspunkt var der mange af hans tilhængere der forlod ham, mens andre sluttede sig til ham og dermed bevirkede en dybtgående transformation af hans bevægelse. På nuværende tidspunkt har iranerne også været i gang med at infiltrere Mahdi-hæren med det resultat at halvdelen af dens personale består af medlemmer af De revolutionære Garder.

Helt op til 2004 var Muqtada på den rigtige side. Fx kom han til Falluja. Men efter de slag han modtog, skiftede han side i 2005. Nu er det højst usandsynligt at han vil få rettet sin linje op. Undertiden fremsætter han nogle ytringer mod sekterisk vold, men han indrømmer også at hans folk er indblandet, og har endda fyret tre af sine ledere. Men de fortsætter. Til dels har han endda tabt kontrol over denne milits. Hvis man giver våben og penge til meget fattige og uvidende folk, hvis man giver dem styrke, tror de tit at de er i stand til at tage tømmerne i deres egne hænder. De bliver mafialedere og arbejder for egen regning.

Når alt dette var muligt, var det også fordi han er ung, uerfaren og umoden, så han let lader sig påvirke af sine rådgivere, sit miljø, Iran inkluderet.

Spm.: Der er flere og flere rapporter om at shiitiske stammer kæmper mod regeringsstyrkerne. Kan du forklare dette fænomen?

Som følge af besættelsen gav den iranske milits i syd og øst sig til at dræbe officerer i den tidligere irakiske hær og anklagede alle sine fjender for at være Baath-medlemmer. Så mange mennesker blev myrdet.

Selv om de alle tilhører stammer, var de bange for at forsvare dem. Men efterhånden som statsstrukturerne  fordamper, bliver stammerne mere og mere vigtige og magtfulde. Nu kan de ikke længere acceptere at deres stammefæller bliver slået ihjel af udlændinge, uanset om det er iranere eller irakere der ikke hører til stammen. Hvis de nu kommer for at arrestere eller dræbe nogen, rejser stammerne voksende modstand. Der er mange eksempler, og de skaber et nyt miljø, en stemning som er rettet mod de proiranske militser og regeringens styrker.

For nylig stod der et to dages slag nær ved Shuk ash Shuyuk i syd, hvor de forsøgte at tage en tidligere officer til fange. Der var hundreder der greb til våben for at forsvare ham. Han faldt, men ikke uden at ændre klimaet. Han tilhører en meget stridbar stamme, der er berømt for sit mod. De dannede efterfølgende en slags gensidig assistancepagt med andre stammer mod de proiranske militser, Mahdi-hæren medregnet, regeringshæren og politiet, og antydede dermed en generel tendens, der imidlertid stadig er lokal og ikke endnu har nået det almindelige politiske plan.

Der er en anden betydelig kulturel faktor. Militserne har bragt fremmede vaner med, som stammerne ikke kan acceptere. Under dække af Mutha-brylluppet importerer de prostitution. Og de udbreder også brugen af hash.

Spm.: Hvordan er det med den udenlandske støtte til jeres sag?

Arabiske politikere udnytter os til at reproducere sig selv uden at yde os nogen virkelig støtte. De taler om den irakiske modstand og om de amerikanske forbrydelser i femstjernehoteller og på satellitkanalerne. Det er det hele. Men de kunne gøre meget, fx rejse penge eller gå på gaden mod deres regeringer for at få de irakiske ambassader lukket. Men de forstår at det ville betyde at de overskred den røde linje for at støtte terrorisme, som USA udtrykker det.

Vi ved fra fortiden noget om betydningen af materiel støtte til den algeriske revolution eller til den palæstinensiske kamp. Enorme summer blev rejst, og almindelige mennesker er stadig parate til at betale. Men der er ingen der tør indsamle penge til den irakiske modstand. Disse ledere snyder faktisk deres tilhængere når de antyder at de vil yde hjælp i al hemmelighed. Men jeg kan forsikre dig om at vi ikke får nogen seriøs hjælp fra udlandet.

Oversat fra engelsk til dansk ved Minna Skafte Jensen

“Political process to the benefit of al Qaeda”

Netavisen 4. august 2007


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne