Sosu på barrikaderne: Plejeoprør fra neden

Af Kommunistisk Politik

Social- og sundhedsarbejderne hører normalt til de stille i landet. Men de har fået nok- mer end nok – af lavtløn for et faglært arbejde, minutreglementer og urimelige arbejdsforhold og kronisk underbemanding. Først sagde de fra i Holstebro og andre jyske kommuner, så blev protesten bragt til København med en demonstration foran Christiansborg, hvor også personalet på  københavnske plejehjem nedlagde arbejde – og siden da har protesten bredt sig uimodståeligt ud over landet.

Mer end halvdelen af landets kommuner er nu berørt af strejker – nemlig 54 af landets 98 tilbageværende kommuner efter kommunalreformen fra 1. januar i år

Samtidig med at protesten er blevet adresseret til regeringen og politikerne på Christiansborg,  bl.a. markeret med gentagne demonstrationer foran folketinget,  er der rejst krav om øjeblikkelige ændringer og forbedringer foran masser af landets rådhuse.  I enkelte kommuner har politikerne reageret på presset og givet lønforhøjelser med det samme, endog med tilbagevirkende kraft fra årsskiftet.

Men regeringen, landspolitikerne, de kommunale arbejdsgivere og fagtoppen håber, at protesterne vil ebbe ud af sig selv, og de har indtil videre undladt at gå hårdt til de strejkende, ligesom medierne har været helt usædvanligt flinke. Det selvom arbejdsnedlæggelserne er ’ulovlige’ – dvs. overenskomststridige – hvad der igen vil sige, at de er en protest mod de elendige forhandlingsresultater, der kun har bevirket at denne store uddannede lavtlønsgruppe blandt de offentlige ansatte er sakket længere og længere bagud.

Lønforskellene mellem den offentlige sektor og den private øges (bortset fra i topstillingerne) – og forskellen mellem top og bund bliver større og større. En ny undersøgelse i Los ’Hvidbog om ulighed’ påviser, at forskellen mellem en arbejders gennemsnitsløn og direktørens er mere end fordoblet siden 1983.

I 2005 tjente direktøren næsten 15 gange så meget som arbejderen (14,7). I 2005 var arbejderlønnen  341.000 i gennemsnit, mens direktørerns løn i gennemsnit var fem millioner kroner.

I den offentlige sektor har direktørerne også raget godt til sig – mens sosu’erne ligger langt under arbejderlønnens årsgennemsnit. Direktørerne tjener 20-25 gange så meget som en arbejder i plejesektoren.

Det er indlysende grotesk, og de aktionerende er endnu ikke blevet svinet til af politikere og medier. Nogle som Pia Kjærsgaard har tilmed prøvet at omklamre dem med gode ord og løfter, fordi deres aktion har sat fokus på de elendige forhold i det offentlige og for arbejderne i den offentlige sektor – på trods af Dansk Folkepartis selvvalgte rolle som ’social garant’.

Protesterne afslører, at virkeligheden er nedskæringer og forværringer for sosu’erne, men også ældre og syge, der er afhængige af den forringede offentlige service.

Man har måske også lært af fejlgrebene under de store velfærdsprotester sidste år, da den kriminelle danske statsminister kaldte de aktionerende for ’socialistiske ballademagere’. Denne bevægelse satte ’velfærd for alle’ på dagsordenen og pegede på de stadige forringelser under Fogh og i forbindelse med ’kommunalreformen’.

Den patologisk løgnagtige Fogh-regering påstod, at de demonstrerende gav forkerte oplysninger og påstod hårdnakket, at der år for år blev brugt mere på kommunal velfærd.

Nu dokumenterer finansministeriets egne tal, at der blev færre penge til kommunal velfærd fra 2005 til 2006. De kommunale serviceudgifter faldt med 155 mio. kr. Til gengæld steg administrationsudgifterne som følge af den øgede bureaukratisering med 277 mio. kroner.

Der blev således i alt brugt 432 mio. kr. mindre i 2006 på direkte service til borgerne – samtidig med at antallet både af børn og ældre, som bruger den, voksede. Altså færre midler til flere brugere.

Sosu’erne er en af de tunge grupper i arbejderklassen i den offentlige sektor. Det er et signal af enorm betydning, at de nu tager deres situation i egen hånd. Deres oprør kommer nedefra, det er ikke styret af fagpamperne, og derfor har det også været i stand til at mobilisere en broget mangfoldighed i kampudtrykkene. Men samtidig går tre hovedkrav igen og igen:

– Højere løn – med et konkret krav om lønstigning på 5000,- om måneden
– Bedre arbejdsforhold og
– Flere hænder, flere ansatte

Bedre end nogen kender sosu’erne forringelserne i arbejdsforholdene og bureaukratiseringen af den offentlige sektor på deres egen krop og i deres egen dagligdag. De har en ret lang uddannelse, som gør dem i stand til at dække mange af de ældre og plejekrævendes behov – men de får ikke lov til at bruge, hvad de kan.

Tiden til den enkelte borger er barberet ned til afmålte minimaltider, og bureaukratiske kontrolforanstaltninger sluger stadig mere, samtidig med at privatiseringer og udliciteringer har atomiseret hele omsorgsområdet. Regeringens snak om mere uddannelse (og fagtoppens ditto) lyder hult. Sosu’erne er overuddannede i forhold til hvad de får lov til i praksis. Dette betyder også, at de er pinligt klar over, at kvaliteten i ældreplejen er langt under den standard, som de lange uddannelser lægger op til.

Regeringen har brugt 2 milliarder kroner på at føre en ulovlig krig i Irak, hvor den har lidt militært nederlag. Men den fortsætter ufortrødent med at bruge milliarder til krigseventyr og oprustning, mens den beskærer den offentlige sektor og får de ansatte til at løbe stærkere for færre penge. Der er brug for flere ansatte i den offentlige sektor – og ikke mindst på omsorgsområdet. Det har regeringen afvist, og den har samtidig gjort arbejdet i denne sektor så uattraktivt, at den ikke er i stand til at sikre den nødvendige arbejdskraft.

S Nu taler den om at importere store mængder af udlændinge, der imidlertid først skal lære dansk!
Det er krumspring for ikke at gennemføre den nødvendige genopretning og lade sosu-området forblive den lavtlønsfælde, man gerne vil have, det skal være.

Sosu’ernes kamp er fabelagtig flot – den skal have støtte fra de arbejdende i hele den offentlige sektor, fra ungdommen og dens organisationer – og fra landets øvrige arbejdere. De fortsætter bevægelsen for ’Velfærd til alle’, som har en lammende virkning på Fogh-regeringens nyliberale projekter.

Der lægges samtidig op til en endnu bredere styrkeprøve med den kriminelle regering til efteråret.

Netavisen 29. juni 2007